Justitsministeriet har lanceret et nyt udspil af 19. april 2015 om en styrket indsats over for ungdomskriminalitet, hvoraf det fremgår, at politiet i videre omfang får mulighed for at anvende zoneforbud over for personer, der tidligere er straffet for salg af narkotika. Zoneforbuddet pålægges af politiet (og udgår således en forvaltningsretlig afgørelse) og indebærer, at man ikke må bevæge sig inden for en radius af enten 500 eller 1.000 meter – afhængigt af de konkrete omstændigheder – fra det sted, hvor man har handlet f.eks. hash. En overtrædelse af forbuddet, skal ifølge udspillet, straffes med op til 40 dages fængsel.
Zoneforbud vil ifølge Justitsministeriet have en præventiv effekt, idet unge underlagt zoneforbud ikke vil kunne opholde sig i nærheden af det sted, hvor de begik deres kriminalitet.
Politiet har siden 1960’erne kunne forbyde bestemt adfærd jf. BEK nr 430 af 21/11/1967 § 6, stk. 1-3. Egentlige zoneforbud blev dog først indført ved lov nr. 501 af 12. juni 2009 – også betegnet Bandepakken. Ifølge Justitsministeriet var dette tiltag nødvendigt for at sikre politiet et effektivt redskab til bl.a. at forhindre bandevagter i at chikanere folk på gaden. Derfor ændrede Justitsministeriet ordensbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005), der medførte, at
”har en person udvist en særligt utryghedsskabende adfærd, kan politiet således meddele den pågældende forbud imod at færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted. Det er en betingelse for meddelelse af forbud, at der er grund til at tro, at den pågældende ellers vil gentage den særligt utryghedsskabende adfærd inden for det område, som forbuddet vil omfatte, (Ordensbekendtgørelsen § 6, stk. 4 (indsat ved BEK nr 540 af 11/06/2009)).
Zoneforbuddets maksimale varighed er tre måneder, der dog forlænges i op til tre måneder ad gangen, hvis der fortsat er grundlag for at tro, at den pågældende ellers vil gentage den særligt utryghedsskabende adfærd i det pågældende område.
Strafferammen og omfanget af zoneforbuddet blev øget i 2014, således at den geografiske udstrækning nu blev mulig at udvide til 1000 meter, og strafferammen blev øget med 1 år, så overtrædelse af zoneforbuddet nu kan medføre op til 1 år og 6 måneders fængsel, jf. ændrings Bekendtgørelse 2014-06-10 § 6, stk. 4 og § 18, stk. 2.
Det nye udspil fra Justitsministeriet er en yderligere skærpelse af reglerne om zoneforbud. Det væsentligste i det nye udspil er, at der ikke stilles betingelse om en forudgående ”særligt utryghedsskabende adfærd”. Selvom vi endnu ikke kender den præcise ordlyd i lovforslaget, må det umiddelbart anses for en indgribende foranstaltning, at man efter at have udestået sin straf, risikerer at få et forbud mod at færdes i et bestemt område uden, at man nødvendigvis har givet anledning til nye problemer.
Det er også interessant, at Justitsministeriets udspil kommer på et tidspunkt, hvor tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af unge kriminelle er det laveste i mange år. På bare ti år er antallet af mistænkte og sigtede børn og unge omtrent halveret til 12.819 tilfælde.
Det lader imidlertid ikke til, at denne udvikling er et resultatet af den øgede anvendelse af zoneforbud. I et FT-svar fra 2014 angående anvendelse af zoneforbud i praksis fremgår det således:
Københavns Politi har i den forbindelse henvist til, at det – trods en intensiveret politimæssig indsats i København – ikke i de konkrete tilfælde har været muligt at godtgøre en tilstrækkelig intimiderende og utryghedsskabende adfærd fra narkotikahandlernes side til, at politiet har kunnet meddele et zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4.
Også andre lande ses lignende tiltag, hvor borgerne kan pålægges civilretlige påbud og forbud, hvis overtrædelse er strafferetligt sanktioneret. Nedenfor vil jeg kort skitsere nogle relevante engelske og amerikanske regler.
I engelsk ret sondres der mellem Anti social behavior orders (ASBO) og gang injunctions.
ASBO’s er specifikke forbud rettet mod en person, som har udvist “asocial adfærd” (“acted in an anti social manner”), som forårsagede eller var ment til at forårsage chikane, frygt eller angst for en eller flere personer. ASBOs kan både pålægges i forlængelse af en strafferetlig dom (men udgår et civilretligt tiltag) og som et fristående påbud/forbud. På trods af at udstedelse af ASBO’s sker ved en civil domstol, har House of Lords udtalt, at der stilles samme beviskrav som ved straffesager (“beyond reasonable doubt“). ASBO’s kan bl.a. anvendes til generelle forbud mod at tage ophold på bestemte steder.
Gang injunctions er mere snævert rettet mod bandeaktiviteter og kan medføre forbud mod at opholde sig på bestemte områder eller påbud om at være på sin bopæl inden for nærmere afgrænsede tidspunkter (dog ikke over 8 timer).
Ligheden mellem ASBO’s og gang injunction ligger hovedsageligt i, at afgørelsen om at pålægge både ASBO’s og gang injuctions ligger hos domstolene, i modsætning til den danske ordning, hvor afgørelsen træffes af politiet med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse.
I USA anvender flere delstater (heriblandt Californien, Texas og Utah) også gang injunctions, som har en vis lighed med zoneforbud, men som udstedes af en dommer og bl.a. angiver arealer (”Safety Zones”), hvor bestemte bander og deres (navngivne) medlemmer eks. ikke må opholde sig[1]. Der synes at være en vis evidens for, at de amerikanske gang injunctions har medvirket til at nedbringe omfanget af vold og kriminalitet i de områder, hvor de anvendes uden, at vold m.v. samtidig er steget i naboområder, hvor sådanne injunctions ikke er udstedt. Der er dog muligvis noget, der tyder på, at effekten af gang injunctions er relativ kortvarig.
Som udgangspunkt må det konstateres, at både de engelske regler om ASBO/gang injuctions og de amerikanske regler om gang injunctions indebærer en væsentlig højere grad af retssikkerhed end de danske regler om zoneforbud. Det skyldes dels kravet om, at afgørelsen træffes af uafhængige domstole, samt at disse tiltag typisk kræver en højere grad af ”bevisbyrde” end i Danmark, hvor beslutning om zoneforbud træffes af politiet – og dvs. selvsamme myndighed der skal håndhæve reglerne, samt hvor det nuværende krav om ”utryghedsskabende adfærd” er meget bredt og uklart, og hvor regeringens nye tiltag helt undlader at stille krav udover en domfældelse for narkokriminalitet. Erfaringerne fra USA og Storbritannien tilsiger, at tiltag som zoneforbud muligvis kan medføre gavnlige effekter i forhold til at nedbringe kriminalitet og utryghed (om end det ikke er sikkert at erfaringerne fra gang injunctions er brugbare i forhold til bekæmpelse af narkokriminalitet). Men de mulige gevinster af sådanne ordninger, der griber ind i grundlæggende rettigheder som borgernes bevægelses- og forsamlingsfrihed samt privatliv, bør gå hånd i hånd med respekt for retssikkerhed, og underlægges en procedure, hvor afgørelsen træffes af uafhængige domstole snarere end af politiet.
