USA FREEDOM ACT – og lidt om solnedgangsklausuler

Med lidt forsinkelse (grundet i en uges ferie) kommer her en opdatering på den seneste (dramatiske) udvikling i den efterhånden langstrakte saga om de amerikanske myndigheders beføjelser til at indsamle metadata, der kulminerede forleden med vedtagelsen den 2 juni af USA FREEDOM ACT. Som redegjort for andetsteds her på bloggen har den amerikanske lovgiver været under hårdt pres for at ændre i den del af PATRIOT ACT (vedtaget efter 11. sept.), som de amerikanske myndigheder har anvendt som hjemmel til at indsamle – og selv opbevare – metadata om amerikanske borgeres telekommunikation. I ACLU v. Clapper konkluderede en amerikansk appelret, at indsamlingen slet ikke var hjemlet i den påståede bestemmelse i PATRIOT ACT (art. 215 – se mere her og her), og i maj måned vedtog Repræsentanternes Hus så et lovforslag – USA FREEDOM ACT – der bl.a. ville ændre proceduren så det fremover ville blive således, at teleoplysninger ikke længere skulle opbevares hos de amerikanske myndigheder selv, men derimod hos teleselskaberne, og at myndighederne, såsom NSA, alene vil kunne få adgang til oplysninger efter retskendelse og i forbindelse med en konkret efterforskning (se indlæg her). Senatet stemte imidlertid forslaget ned (se her), og det forhold – kombineret med en såkaldt ‘filibuster’ af den republikanske præsidentkandidat Rand Paul – endte med at betyde, at de relevante dele af PATRIOT ACT som følge af en solnedgangsklausul udløb den 1. juni.

Med udsigten til en længere periode uden mulighed for at kunne indsamle oplysninger om borgernes kommunikation begyndte panikken (og kritikken af lovgiver) imidlertid hurtigt at brede sig, og den 2. juni besluttede et tilstrækkeligt flertal i Senatet (vedtagelser kræver 60 af 100 stemmer) så alligevel at vedtage USA FREEDOM ACT (se bl.a. her). Ifølge den nye lovgivning vil de amerikanske myndigheder altså ikke længere selv opbevare metadata (det opbevares i stedet af teleselskaberne) og de vil alene kunne få adgang til materialet ved en retskendelse på baggrund af en konkret mistanke. Der er med andre ord tale om en ganske betragtning begrænsning af myndighedernes beføjelser. Herudover gøres processen ved det særlige sikkerhedsdomstol (FISC) (omsider) mere åben og tilgængelig for offentligheden. For en kort oversigt over indholdet af loven, se her.

Der er flere pointer at tage med fra det uskønne forløb omkring vedtagelsen af FREEDOM ACT. En af de mest interessante set med danske øjne er utvivlsomt, at forløbet viser, hvor stor demokratisk værdi de såkaldte solnedgangsklausuler kan have. Selvom både Snowdens afsløringer og afgørelsen i ACLU v. Clapper har kaldt på en eller anden form for politisk stillingtagen til status quo (for betydningen af især Snowdens afsløringer, se også dette indlæg fra David Cole) er der nemlig ingen tvivl om, at det var det automatiske udløb af den relevante bestemmelse i PATRIOT ACT den 1. juni, der tvang Kongressen til at genoverveje den rette udformning af processen for indsamling af metadata. Lovens udløb var den direkte anledning til, at det var muligt at få den eksisterende lov skrottet og erstattet af en ny.

Både Jacob og jeg har tidligere advokeret for, at også den danske lovgiver begynder at forsyne dansk antiterrorlovgivning med solnedgangsklausuler, så vores politikere med jævne mellemrum er tvunget til at vurdere, om den eksisterende lovgivning (af den ene eller anden grund) bør genovervejes (se bl.a. her og i min bog om antiterrorismen, retsstaten og demokratiet fra 2011). Solnedgangsklausuler signalerer repekt for de demokratiske spilleregler og ydmyghed over for de borgere, man beder om at give afkald på rettigheder i antiterrorismens navn.