UK’s reaktion på Ruslands (formodede) brug af gift mod en tidligere spion i Salisbury.

Den britiske premierminister Theresa May har reageret skarpt på det giftangreb, der forleden dag blev rettet mod en tidligere russisk spion – Sergie Skripal – og dennes datter i Salisbury i Storbritannien, og som briterne påstår, Rusland står bag. Angrebet har foreløbig sendt ofrene (og en politibetjent der tilså ofrene på en bænk i Salisbury) i kritisk tilstand på et hospital.

Theresa May udtalte i går, at giftangrebet var et tilfælde af ”unlawful use of force” (se her) mod Storbritannien, og der er pt. optræk til en alvorlig krise mellem Storbritannien og Rusland (for en opdatering, se her).

Rusland har selvfølgelig benægtet, at det var dem, der stod bag giftangrebet og de har betegnet de britiske udmeldinger som urimelige og provokerende (”Vi er bare SÅ skuffede over, at I tror, at vi kunne finde på sådan noget”).

Giftangrebet (som jeg altså tillader mig at antage, at Rusland stod bag) rejser en lang række folkeretlige spørgsmål, der i disse dage testes og søges besvaret.

Lad os starte med de menneskeretlige aspekter. Rusland er medlem af Europarådet og forpligtet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i artikel 2 beskytter retten til liv. Jeg har tidligere blogget om de menneskeretlige aspekter af en lignende russisk operation i Storbritannien, der i 2006 tog livet af en kritiker af det russiske styre, Alexander Litvinenko (se her og her). Der er oplagte lighedspunkter mellem drabet på Litvinenko og angrebet forleden. Begge angreb gik de ud over ”fjender” af Rusland og ved begge angreb blev der anvendt meget specielle giftstoffer.

Konklusionen dengang var, at Menneskerettighedsdomstolens eksisterende praksis umiddelbart må lede til den konklusion, at Rusland næppe vil blive anset for at udøve ”jurisdiktion” i EMRKs forstand over de personer, de likviderer i Storbritannien. De russiske likvideringer strider derfor næppe med Ruslands forpligtelser i henhold til EMRK. Og ja, det virker som en ret uholdbar konklusion, der efter min opfattelse nødvendiggør, at Strasbourg revurderer sin praksis. Men det er altså ikke sket endnu.

Der er også mere generelle folkeretlige aspekter ved det russiske giftangreb og briternes reaktion.

Theresa May har som berørt betegnet det påståede russiske angreb som brug af magt mod Storbritannien og den opmærksomme læser vil vide, at FN Pagten i artikel 2, stk. 4, forbyder stater at gøre brug af magt i deres internationale relationer. Briterne beskylder med andre ord russerne for at krænke FN Pagten og bruge magt mod dem. Det er altså ikke hver dag, vi hører den slags.

Det er i mine øjne ikke helt ude i hampen at påstå, at den russiske operation mod Skripal krænker magtforbuddet i FN Pagten. Giftangrebet har indtil videre sendt tre personer på hospitalet i kritisk tilstand, og angrebet har åbenbart også været forbundet med en vis fare for forbipasserende og andre. Selvom gift ikke er et kinetisk våben i traditionel forstand er der en direkte årsagssammenhæng mellem anvendelsen af gift og fysisk skade (folk dør af det). Derfor må anvendelsen af gift kunne udgøre “magt” i Pagtens forstand.

Jeg mener til gengæld ikke, at angrebet (hvor modbydeligt det end er) er tilstrækkeligt voldsomt til, at det kan sidestilles med et væbnet angreb i artikel 51 i FN Pagten, der udløser en britisk ret til selvforsvar og brug af militære midler mod Rusland. Briterne har indikeret, at giftangrebet i Salisbury skal ses i sammenhæng med lignende russiske angreb på britisk territorium i de senere år, og at det bør have betydning for den britisk reaktion. Briterne er her – muligvis – inde og berøre den såkaldte ”accumulation of events” doktrin, der blev opfundet af israelerne i 1970’erne for at bane vejen for, at en stat der udsættes for en serie af mindre voldsomme angreb ikke afskæres fra at kunne påberåbe sig en ret til selvforsvar, hvis den akkumulerende effekt af de enkelte angreb overstiger minimumstærsklen for at udgøre et væbnet angreb. Selvom doktrinen fortsat er kontroversiel har den fået mere vind i sejlene i løbet af de seneste par årtier – takket være kampen mod terrorisme.

Jeg har under alle omstændigheder svært ved at se, at de russiske angreb skulle være tilstrækkeligt intense til at udløse en britisk ret til selvforsvar.

Men uanset om man mener, at det russiske angreb kvalificerer til at udgøre brug af magt i henhold til FN Pagten (eller sågar et væbnet angreb), er det ret oplagt, at angrebet i hvert fald udgjorde en krænkelse af Storbritanniens suverænitet. Folkeretten indeholder et klart forbud mod, at stater udøver (fysisk) myndighed på andre staters territorier og Rusland har derfor krænket deres folkeretlige forpligtelser over for Storbritannien.

Ruslands folkeretsbrud udløser derfor som jeg ser det en britisk ret til at iværksætte såkaldte ”modforanstaltninger” mod Rusland. Det betyder i praksis, at Storbritannien er berettiget til at reagere på det russiske angreb ved at undlade at opfylde en række af sine folkeretlige forpligtelser over for Rusland. Altså en form for selvhjælp, hvor UK må bryde folkeretten, fordi Rusland startede. Formålet med modforanstaltninger er at formå den stat, der har brudt sine forpligtelser (i dette tilfælde Rusland) til at ophøre med sine folkeretsbrud.

I de senere år er rammerne for lovlige modforanstaltninger især blevet diskuteret i relation til cyberangreb (for en snart gammel analyse se bl.a. her).

Iværksættelsen af modforanstaltninger er imidlertid underlagt en række basale principper, der bl.a. er opregnet i Den Internationale Lovkommissions retningslinjer for statsansvar fra 2001. De mest relevante er følgende.

For det første må en modforanstaltning ikke tage form af brug af magt. Så briterne må ikke reagere på Ruslands adfærd ved at bruge magt mod Rusland. Det må UK kun, hvis Rusland har gjort sig skyldig i et væbnet angreb (og det har de som berørt næppe).

For det andet skal modforanstaltningerne være proportionale med det oprindelige folkeretsbrud. Der skal med andre ord være et rimeligt forhold mellem de tiltag, som briterne iværksætter og det brud på folkeretten, som Rusland har gjort sig skyldig i.

Tidligere i dag bekendtgjorde den britiske regering så, at man bl.a. vil reagere på det russiske angreb ved at udvise 23 russiske diplomater, udvide kontrollen med private flyvninger og indefryse russiske statsmidler (”assets”), hvor der er bevis for, at de anvendes til at ”threaten the life or property of UK nationals or residents”. Det bemærkes også, at britiske ministre og medlemmer af det britiske kongehus vil boycotte VM i fodbold i Rusland næste år, og at alle ”high level” bilaterale kontakter mellem Storbritannien og Rusland suspenderes (se her).

De britiske foranstaltninger har strengt taget ikke meget med modforanstaltninger i folkeretlig forstand at gøre. De har umiddelbart mest af alt karakter af det, der betegnes som ”measures of retorsion”, der i modsætning til modforanstaltninger er ”uvenlige” men trods alt lovlige handlinger. Briterne bryder altså ikke deres folkeretlige forpligtelser over for Rusland ved at udvise russiske diplomater eller ved at undlade at sende Prins Harry til VM i fodbold i Rusland. Briterne er nemlig slet folkeretligt forpligtet til at have diplomatiske relationer med Rusland eller at sende Kongehuset til VM i fodbold.

Indtil videre vil jeg derfor tillade mig at mene, at briternes svar på Ruslands angreb ikke er særligt vidtgående – i hvert fald set med folkeretlige briller.

Endelig: Denne blogger har tidligere beskrevet, at der kan spores en særlig etisk-baseret afstandtagen til staters brug af kemiske våben, såsom giftgasser (se her). Det er bl.a. kommet til udtryk i den internationale reaktion på Assad-styrets brug af kemiske våben i den syriske borgerkrig. Jeg synes at kunne ane, at den princippielle modstand mod enhver brug af gift og kemiske stoffer også er synlig i den britiske reaktion på angrebet i Salisbury.