I går var der demonstrationer mange steder i landet i anledning af en dom fra Roskilde, der har frifundet 3 unge mænd for voldtægt.
Sagen er i mange medier beskrevet som om de 3 unge blev frifundet, selvom de havde trukket en bevidstløs pige ind i et buskads og voldtaget hende på skift, fordi de ikke vidste, hun var ude af stand til at sige fra. Hvilket fra flere organisationers og politikeres side udløste et krav om at loven skal laves om, hvis sådan noget er lovligt. Det vil sige et krav om, at også uagtsom voldtægt skal straffes.
Ud fra de udtalelser, der er kommet om dommen, så har jeg mine store tvivl om, hvorvidt de der udtaler sig med krav om det ene og det andet overhovedet har læst dommen. Den er langt fra så enkel, som den bliver fremstillet. Og det er under alle omstændigheder problematisk at have så skråsikre meninger på baggrund af en dom, der fortsat kan ankes, såfremt anklagemyndigheden finder den er afgjort forkert, af en i øvrigt enig domsmandsret med 2 lægdommere.
Jeg vil derfor i dette indlæg ikke beskæftige mig med dommen men advare mod en kriminalisering af uagtsom voldtægt.
Voldtægt kan i dag straffes, såfremt gerningsmanden vidste eller måtte anse det for overvejende sandsynligt at et samleje blev gennemført mod offerets vilje på grund af vold eller frygt, eller hvor gerningsmanden måtte vide eller anse det for overvejende sandsynligt, at offerets tilstand gjorde at hun- for det er normalt en kvinde – ikke kunne sige fra.
Det er en udbredt misforståelse, at en dom for voldtægt kræver at kvinden har sagt nej- hendes handlinger eller gerningsmandens handlinger kan være nok til at dømme. Og hun kan jo heller ikke sige fra, hvis hun er bevidstløs.
Men i sager, hvor der har været samleje, men ingen form for vold, kvinden har bare været bange og ikke ønsket det, så vil der normalt ske frifindelse, fordi manden så ikke har opfattet, at hun ikke ønskede det.
Det skyldes et retssikkerhedskrav om, at enhver rimelig tvivl skal komme en tiltalt til gode. Vi taler om flere års fængsel for en forfærdelig forbrydelse.
Selvom der kom et lovkrav om, at der altid skal siges ja, ellers bedømmes det som voldtægt, så vil der i øvrigt fortsat ske frifindelse i sager uden vold, hvor gerningsmanden påstår hun sagde ja, og kvinden påstår det modsatte, da det så er påstand mod påstand.
Skal der indføres en lov om, at der også kan dømmes for uagtsom voldtægt, så vil det være nok, at gerningsmanden burde have vidst, at offeret ikke ønskede samleje, eller at hun var ude af stand til at sige nej på grund af f.eks. stærk beruselse.
I Norge har man indført en sådan bestemmelse, men det ser ifølge Straffelovrådet ikke ud til at det har medført, at flere er blevet dømt. Tværtimod kan det se ud som sager, der burde have været dømt som forsætlig voldtægt er blevet bedømt som uagtsomme, fordi det er nemmere at bevise. Uagtsomhed straffes også langt mildere end forsætlige forbrydelser, og en bøde for voldtægt kan også tænkes at udgøre en krænkelse af et offer.
Heroverfor står en slags symbolværdi – man (mænd) skal vide, at de skal spørge sig meget godt for, ellers kan der straffes for uagtsom voldtægt.
Der er ikke nemme løsninger i de situationer, der her er tale om, nemlig om et samleje mellem unge eller voksne mennesker og ingen form for vold, men ofte alkohol inde i billedet.
Her bør retssikkerheden efter min mening gå forud for en symbolværdi. Dvs. skal der straffes for noget så forfærdeligt som voldtægt, så må det kræves, at gerningsmanden enten udøvede vold eller måtte indse eller anse det for overvejende sandsynligt, at kvinden følte sig truet eller var ude af stand til at sige fra på grund af sin tilstand. At man burde have vidst, pigen ikke ville, kan føre til domfældelser på et spinkelt grundlag- for hvornår bør man vide sådan noget. Et samleje er normalt lovligt og ønsket i modsætning til vold eller andre personfarlige forbrydelser, der normalt altid er strafbare.
