Trump og “Russiagate”, Del 1. Impeachment

(NB: Dette indlæg hører til i kategorien ”longreads)

Den igangværende Ruslandsundersøgelse og præsident Trumps aparte opførsel gør, at det ikke længere er helt ude i skoven at tro, at det på et tidspunkt kan blive aktuelt at diskutere, om Trump bør afsættes som præsident. Vi er der ikke endnu, men det kan altså ikke udelukkes, at det er der, vi ender.

Jeg har derfor brugt lidt af den danske ”sommer” på at nørde rundt i nogle af de begreber og ”retlige figurer”, der er relevante for at forstå, hvad der egentlig foregår i ”the swamp” i disse tider og hvad fremtiden måske vil bringe.

Formålet med dette indlæg er at redegøre for processen for ”impeachment”. Hvis tiden tillader det, vil jeg i senere indlæg komme ind på, hvad der ligger i begrebet ”obstruction of justice” og om der er grænser for præsidentens beføjelse til at benåde.

Jeg var for et par uger siden så heldig, at mit favoritsite om ”law and everything American” – amerikanske lawfareblog.com – reklamerede for en bog om netop impeachment. Der er tale om Charles L. Blacks korte og læsevenlige bog fra 1974 med titlen ”Impeachment: A Handbook” (Yale University Press). Jeg kan klart anbefale at købe bogen, men lawfareblog har indgået en aftale med forlaget, der giver dem ret til at trykke bogen gratis på bloggen. Se mere her. Lawfareblog.org har også en masse indlæg om impeachment, se her.

Først en smule baggrund.

Som det formentlig vil være velkendt for de fleste læsere af denne blog, så konkluderede et enigt amerikanske efterretningsvæsen i januar 2017, at Rusland blandede sig i den amerikanske præsidentvalg med det formål at bistå Donald Trump i hans tvekamp med ”Crooked” Hillary Clinton (konklusionerne er tilgængelig via dette link). FBI har i lang tid været i gang med at undersøge omstændighederne omkring Ruslands indblanding i valget, og i maj 2017 besluttede præsident Trump så pludselig at fyre FBIs direktør James Comey. Trump udtalte et par dage senere, at Comey blev fyret pga. hans håndtering af Ruslandsundersøgelsen. Trumps fyring af Comey blev udsat for voldsom kritik og kort tid efter besluttede vice-justitsminister Rob Rosenstein at udpege den tidligere direktør for FBI Robert (Bob) Mueller som ”special counsel” for Ruslandsundersøgelsen (Muellers officielle mandat er tilgængelig her). I praksis er Mueller altså den ledende efterforsker i sagen. Årsagen til, at det var Rosenstein, der udpegede Mueller er, at justitsminister Jeff Sessions har trukket sig fra Ruslandsundersøgelsen. Rosenstein er derfor den ledende embedsmand i Justitsministeriet i forhold til undersøgelsen.

Der har i de seneste uger været forlydende om, at Trump overvejer at fyre Mueller. Det er dog værd at hæfte sig ved, at det ikke formelt set er muligt, da det som berørt er Rosenstein – og ikke Trump – der har udpeget Mueller. Men Trump kan naturligvis beordre Rosenstein til at fjerne Mueller. Der er dog ingen garanti for, at Rosenstein vil følge en sådan ordre og det er nok mest sandsynligt, at Rosenstein vil nægte og i stedet sige op. Trump vil så være nødsaget til at beordre den person, der vil være den ledende embedsmand i ministeriet efter Rosensteins opsigelse om at fjerne Mueller. Sådan vil det fortsætte indtil Trump kan finde en person, der vil være villig til at fyre Mueller. Det var en sådan situation, der udspillede under den såkaldte ”Saturday Night Massacre”, da Præsident Richard Nixon i oktober 1973 febrilsk prøvede at få effektueret en fyring af Archibald Cox, der var blevet udpeget af justitsminister Richardson som ”special prosecutor” for at undersøge omstændighederne omkring det famøse indbrud i Watergate i 1972. Nixon beordrede Richardson at fyre Cox, men Richardson nægtede og sagde op. Nixon beordrede dernæst vicejustitsminister Ruckelshaus om at fyre Cox, men også han nægtede og sagde sin stilling op. Det endte i stedet med, at det var Richard Bork, der som fungerede chef for Justitsministeriet fyrede Cox.

(Lidt bonusinformation for de nørdede: Bork blev senere dommer i en amerikansk appelret og i 1987 indstillede præsident Ronald Reagan ham som ny højesteretsdommer som afløser for Lewis Powell, der trak sig tilbage. Borks udnævnelse blev imidlertid blokeret i Senatet og Powells ledige sæde gik i stedet til Anthony Kennedy, der blev en magtfuld ”swing vote” i højesteret – til stor frustration for mange konservative republikanere. Det er sandsynligt, at amerikansk højesteretspraksis ville have set meget anderledes ud, hvis den stærkt konservative (”originalist”) Bork var blevet bekræftet.)

Så nåede vi omsider til emnet for dagens blog: ”Impeachment”.

Der findes ikke umiddelbart nogen direkte passende danske oversættelse af ”impeachment”, og det tætteste vi kommer er ifølge Gyldendals Store Danske: ”anklage” (se her). Som juridisk begreb i USA dækker “impeachment” over sager om embedsmisbrug, der rejses over for personer i offentligt embede.

I forhold til sager mod en siddende amerikanske præsident er den mest interessante bestemmelse Artikel II, sec. 4, i den amerikanske forfatning, der lyder som følger:

The President … shall be removed from Office on Impeachment for, and Conviction of, Treason, Bribery, or other high Crimes and Misdemeanors.

Præsidenten kan altså fjernes fra sit embede efter anklage om, og domfældelse for, forræderi, bestikkelse eller andre ”high crimes” og forseelser (min oversættelse).

Bestemmelserne om ”impeachment” har indtil nu kun været bragt i anvendelse over for tre amerikanske præsidenter: Andrew Johnson i 1868, Richard Nixon i 1974 og Bill Clinton i 1998-99. Johnson og Clinton blev frikendt, mens Nixon tog sin afsked inden der forelå en domfældelse.

Før vi skal se, hvilke forseelser der kan begrunde ”impeachment” skal vi se lidt på processen.

Det kræver nemlig et flertal i begge kamre i Kongressen (den amerikanske lovgiver) at afsætte en præsident. Repræsentanternes Hus – også kaldet ”Huset” – udarbejder de konkrete anklagepunkter og Senatet dømmer.

Processen i Repræsentanternes Hus

Artikel I, sec 2 (5) i den amerikanske forfatning foreskriver, at det er Repræsentanternes Hus, der har beføjelsen til at ”impeache” og altså rejse en anklage mod præsidenten. Huset består af 435 medlemmer, der er valgt i de amerikanske delstater. De konkrete anklager mod præsidenten betegnes ”articles of impeachment”, og vedtagelsen af disse ”articles” kræver blot et simpelt flertal i Huset (218 stemmer). Det vil i praksis være Husets ”Judiciary Committee”, der efterforsker og udarbejder de eventuelle ”articles of impeachment” mod præsidenten. Herefter vil det samlede Hus stemme om udvalgets indstilling og forslag til anklagepunkter.

Watergate-skandalen førte som bekendt til, at præsident Richard Nixon i 1974 trak sig som præsident, da et flertal i Husets Judiciary Committee havde anbefalet, at det samlede hus vedtog en række anklagepunkter (”articles of impeachment”) mod præsidenten.

I december 1998 besluttede et relativt snævert flertal i Huset, at Bill Clinton skulle ”impeaches” for henholdsvis mened (”perjury”) (228 stemmer mod 206) og ”obstruction of justice” (221 stemmer mod 212), der bedst kan oversættes til at forsøge at hindre en efterforskning. Anklagerne mod Clinton havde sin rod i en sag om påstået sexchikane. To andre anklagepunkter mod Clinton blev nedstemt i Huset.

Processen i Senatet

Hvis der er flertal i Repræsentanternes Hus for at bringe anklager mod / ”impeache” præsidenten, sendes sagen med de konkrete anklagepunkter / ”articles of impeachment” i forfatningen videre til Senatet, jf. Art. I, sec. 2 (6). Det 100 medlemmer store kammer sammensætter herefter et tribunal ud af dets medlemmer og i sager mod præsidenten vil processen blive ledt af præsidenten for den amerikanske højesteret. Det er Senatets opgave at tage stilling til, 1) om præsidenten har begået de handlinger, der står anført i anklagepunkterne, og 2) om handlingerne er tilstrækkeligt grove til, at de bør føre til, at præsidenten fjernes fra sit embede. Domfældelse kræver et flertal på 2/3 af senatets medlemmer, altså i praksis 67 stemmer. Det er uklart, hvad bevisbyrden er, men Charles Black Jr., argumenterer for en ”overwhelming preponderance of the evidence” standard (s. 17).

I februar 1999 frifandt et flertal i Senatet Bill Clinton for anklagerne om mened (45 stemmer mod 55) og ”obstruction of justice” (50 stemmer mod 50). Clinton slap derfor for at blive afsat som præsident.

Impeachable offenses?

Hvilke handlinger berettiger Kongressen til at fjerne præsidenten? Hvad er med andre ”impeachable offenses”?

Den relevante bestemmelse er som berørt Art. II, sec. 4, i forfatningen, der foreskriver, at præsidenten skal afsættes efter anklage og domfældelse for følgende forseelser: forræderi (”treason”), bestikkelse (”bribery”) eller andre ” high Crimes” og forseelser (”misdemeanors”).

Forræderi (”treason”) er defineret i Art. III i forfatningen: ”Treason against the United States shall consist only in levying War” against them, or in adhering to their Enemies, giving them Aid and Comfort.” Som en ”impeachable offense” er begrebet altså begrænset til krigstid.

Bestikkelse (”bribery”) er ikke defineret i forfatningen og en vurdering af, hvad der udgør bestikkelse er altid meget konkret. Det afgørende vil umiddelbart være en subjektiv intention om ”noget-for-noget”.

Andre ”high crimes” og forseelser (”other high Crimes and Misdemeanors”) er den sidste kategori af ”impeachable offenses” og klart den vanskeligste at definere. Diskussionen i Black’s bog fra 1974 rummer imidlertid en række interessante betragtninger:

Den første er, at generel dårlig ledelse af præsidentembedet ikke er en impeachable offense. Præsidenten kan altså ikke afsættes, bare fordi han eller hun træffer ringe politiske beslutninger. Men tanke på det generelle kaos, der omgærder Trumps Hvide Hus er dette ikke en irrelevant pointe. Der skal være en eller flere konkrete handlinger eller dispositioner, som “fornuftige personer” uanset politisk ståsted vil mene har et mere eller mindre kriminelt skær eller har karakter af misbrug af præsidentembedet. ”Impeachment” kan med andre ord ikke sidestilles med et almindeligt mistillidsvotum, som vi kender det fra eksempelvis dansk ret.

Den anden væsentlige betragtning er, at det imidlertid ikke er en betingelse, at en konkret forseelse er kriminel. En præsident kan derfor også afsættes for lovlige handlinger. På samme måde som en ”impeachable offense” ikke behøver at være kriminel, så er det ikke alle kriminelle handlinger, der er ”impeachable.” Forseelsen skal være af en vis alvor.

Black konkluderer følgende om de handlinger, der er ”impeachable” som ”other high Crimes and Misdemeanors”:

They are offenses (1) which are extremely serious, (2) which in some way corrupt or subvert the political and governmental process, and (3) which are plainly wrong in themselves to a person of honor, or to a good citizen, regardless of words on the statute books (s. 37).

I think we can say that ”high Crimes and Misdemeanors” in the constitutional sense, ought to be held to be those offenses which are rather obviously wrong, whether or not ”criminal”, and which so seriously threaten the order of political society as to make pestilent and dangerous the continuance in power of their perpetrator. The fact that such an act is also criminal helps, even if it is not essential …(s. 39)

Har Trump gjort sig skyldig i handlinger, der berettiger at han ”impeaches”? Bør Kongressen overveje at tage det drastiske skridt at fjerne ham fra embedet?

Det korte svar er naturligvis, at det afhænger af, om Kongressen mener, at Trump har begået en ”impeachable offense”. Og det mener Kongressen tydeligvis endnu ikke. Der er ingen automatik i det her, og vi kommer ikke uden om, at vurderingen i høj grad (primært) er politisk.

Blacks bog fra 1974 lægger op til, at der skal relativt meget til, før en præsident kan ”impeaches”. Det giver god mening al den stund, at præsidenten jo er valgt af folket og sidder på et folkeligt mandat. Det er et monumentalt træk at fjerne en siddende præsident, og det vil med sikkerhed kaste USA ud i en større politisk krise.

Det hører dog også med til historien, at Bill Clinton blev ”impeached” for handlinger, der må anses for at høre til i den mindre alvorlige ende af skalaen. Der sidder i øvrigt i dag fortsat en række republikanske senatorer, der i 1999 stemte for at afsætte Clinton for de handlinger, han havde begået. Det gælder bl.a. John McCain, Mitch McConnell og Orrin Hatch.

Et af de eksempler Black giver på forseelser, der efter omstændighederne kan berettige en ”impeachment” springer i øjnene i forhold til Trump. Det drejer sig om ”improper campaign tactics.” Og jeg citerer her fra s. 45:

”There must come a point at which the deliberate harassment of political opponents – the bugging of their offices, the circulation of known lies about them, the attribution to them of statements they never made, and so forth – takes on the character of deliberate and knowing wrong, as highly corruptive of the political process as is the actual bribery of voters.”

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Ender Trump med at blive ”impeached” og måske afsat?

Et forsigtigt bud fra min side:

Hvis Trump gør alvor af sine trusler om at fyre Mueller, så vil det være så oplagt for enhver ”person of honor”, at han forsøger at lægge hindringer i vejen for Ruslandsundersøgelsen, at Repræsentanternes Hus bør gøre noget for at standse ham. Og så kan indledningen af en ”impeachment” proces for at afsætte Trump være en reel mulighed. Efter min mening helt og aldeles berettiget.

Hvis man – som Bill Clinton – kan blive ”impeached” for at lyve og forsøge at hindre en efterforskning om sexchikane, så bør man også kunne blive det for at forsøge at hindre en efterforskning om en fremmed stats indblanding i et amerikansk præsidentvalg, der meget vel kan afsløre kompromitterende forhold om præsidentens stab.

Den magtfulde republikanske senator Lindsey Graham udtalte i sidste uge, at ”any effort to go after Mueller could be the beginning of the end of the Trump presidency unless Mueller did something wrong,” (se her)

 

Det er også muligt, at Trump og/ eller nogle af hans nærmeste har begået ”impeachable offenses” under præsidentvalgkampen, eventuelt ved at samarbejde med russerne. Det er det, som Mueller er i gang med at undersøge, så vi må afvente hans konklusioner for at kunne vurdere, om det er tilfældet.

NB: Der havde sneget sig en fejl ind i den første version af dette indlæg, da jeg desværre havde forvekslet præsidenterne Andrew Jackson og Andrew Johnson. Det er nu rettet.