The Drone Papers – en storm i et glas vand…

Whistleblower-sitet The Intercept offentliggjorde fornylig en række klassificerede oplysninger fra det amerikanske militær om det amerikanske droneprogram (se link til hjemmesiden her). Ifølge folkene bag sitet (der er tale om de gamle ‘kendinge’ fra Edward Snowden-affæren: Glenn Greenwald, Laura Poitras plus Jeremy Schahill der er forfatter til en temmelig overgearet og efter min mening alt for hypet bog med titlen “Dirty Wars” fra 2013) skulle lækket og de såkaldte ‘Drone Papers’ give et unikt og hidtil ukendt indblik i dele af det amerikanske droneprogram.

Der er imidlertid alene tale om fire dokumenter, der består af en række power points, hvoraf en del henviser til hinanden. Og selvom indholdet af dokumenter den seneste tid er blevet blæst op i medierne er det svært at se, hvor meget nyt, de konkret bidrager med i forhold til oplysninger, der allerede var almindeligt kendt tidligere.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at dokumenterne ikke berører de amerikanske droneangreb i Pakistan, der har været blandt de mest kontroversielle i det amerikanske ‘targeted killing’ program. Dokumenterne berører først og fremmest angreb i Afghanistan, Irak, Yemen og Somalia. Samtlige angreb har herved det tilfælles, at de udøves i stater, der har givet deres samtykke til den amerikanske militære tilstedeværelse. Det er af stor folkeretlig betydning, da samtykke som berørt flere gange her på bloggen er en ansvarsfrihedsgrund, der fritager den magtanvendende stat – her USA – for det folkeretlige ansvar, der i henhold til magtforbudsreglen i FN Pagtens art. 2 (4) ellers ville være forbundet med at bruge magt i de pågældende stater. I forhold til de folkeretlige regler, der regulerer, hvor stater må anvende væbnet magt – jus ad bellum – er The Drone Papers derfor også ukontroversielle.

Dokumenterne giver herudover anledning til en række generelle betragtninger om drone-programmet.

For det første illustrerer dokumenterne, at det er en myte, at drone-piloterne (ihvertfald i forhold til de stater, der berøres i dokumenterne) skulle være specielt ‘trigger-happy’, som kritikere ellers undertiden påstår. Dokumenterne beskriver derimod, at det i gennemsnit tager 58 dage fra en anmodning om at gennemføre et angreb er afgivet til der gives grønt lys, og man er som læser efterladt med det indtryk, at de operative folk faktisk er en smule frustrerende over det, de opfatter som en unødig langsommelig proces. Forestillingen om, at dronekrig skulle være forbundet med en såkaldt ‘playstation mentalitet’, der får dronepiloterne til at affyre deres missiler på må og få bekræftes i hvertfald ikke i de lækkede dokumenter. Ja, hvis the Drone Papers gør os klogere på den konkrete beslutningsproces – det som folkene bag sitet med vanlig sans for drama kalder ‘the kill chain’ – så er det, at processen faktisk forekommer langt mere langsommelig og grundig end de fleste nok havde forestillet sig.

I forlængelse af det foregående punkt er det for andet værd at notere sig, at dokumenterne viser, at præsident Obama talte sandt, da han erklærede, at han selv ville inddrages i beslutningerne og ‘signe off” på de konkrete angreb. Det ser ud til at holde stik. Ihvertfald i forhold til de angreb, der gennemføres i steder som Yemen og Somalia, der er de mest kontroversielle, fordi de gennemføres langt fra en såkaldt ‘hot battlefield’. Og dette må alt andet lige være betryggende for dem, der er kritiske over for amerikanernes dronekrig.

For det tredje viser dokumenterne, at amerikanerne har store vanskeligheder med at skaffe de fornødne efterretninger om, hvad der foregår op langjorden og blandt de pågældende terror-celler. USA anvender en masse former for efterretninger, men det er ret oplagt, at de har store udfordringer på dette punkt. Det er jo nok ikke så mærkeligt. At dokumenterne illustrerer, at amerikanere blandt andet anvender en masse former elektroniske efterretninger og metadata i bestræbelserne på at identificere og uskadeliggøre de mistænkte terrorister er ikke nogen nyhed. Det har amerikanske medier rapporteret om i flere år, se bl.a. her og om NSA’s bidrag til programmet her.

Den fjerde ting, som jeg bed mærke i var naturligvis oplysningerne om, at amerikanerne langt fra altid kender identiteten på de personer, der gøres til genstand for angreb. Der gøres bl.a. en del ud af en særlig kampagne – Operation Haybraker i Afghanistan – der i følge dokumenterne kostede langt flere mennesker livet end dem, der var udset som mål for de amerikanske missiler. Det er dog ikke noget nyt, at amerikanerne gennemfører angreb på personer, som de ikke kender identiteten på, og det er selvfølgelig først og fremmest her, at droneangrebene begynder at blive kontroversielle. Det er langt fra sikkert, at alle de dræbte personer, som amerikanerne ikke kender identiteten på er uskyldige civile, og det giver sikkert ofte god mening at antage, at personer der ihvertfald på visse tidspunkter omgiver sig med kendte militante personer også selv spiller en eller anden operativ rolle og derfor kan være lovlige militære mål. Uden kendskab til de enkelte angreb er det dog umuligt for os udenforstående at udtale os særligt kompetent om det. Det hører med til historien, at USA indtil fornylig ihvertfald (jeg er ikke helt klar over, om de fortsat gør) gennemførte såkaldte ‘signature strikes’, der er kendetegnede ved at være angreb på ukendte personer, der alene er baseret på oplysninger om personens færden, kontakter og øvrige karakteristika. Signature strikes er ikke underligt blevet kritiseret for at være forbundet med en al for stor risiko for fejl. Og det er ret oplagt, at risikoen for fejl øges, jo længere dronerne bevæger sig væk fra den fysiske slagmark.

Og så er vi fremme ved den femte og sidste betragtning, som dokumenterne giver anledning til. Men det er jo heller ikke nogen nyhed. Det mest kontroversielle ved det amerikanske droneprogram er efter min mening netop det forhold, at en stor del af angrebene gennemføres på personer, der opholder sig langt fra en aktuel/ fysisk slagmark. Spørgsmålet er, om USA har ret i, at de kan være berettigede til at gennemføre målrettede dødelige angreb i henhold til krigens regler på personer, der befinder sig langt fra slagmarken i stater, som USA ikke er involveret i en væbnet konflikt med. Hvor langt kan slagmarken udstrækkes? Tager en kombattant ‘slagmarken med sig’, når han tager ophold i en anden stat? Og kan krigens regler udstrækkes til at finde anvendelse/ hjemle brug af magt på sådanne personer? Disse komplekse og interessante (folkeretlige) spørgsmål henstår efter min mening fortsat ret uklare.