Terrorangrebet i Paris fredag aften har foreløbigt kostet 129 mennesker livet, og det tal kan meget vel nå at stige, da godt 40 personer stadig er i kritisk tilstand. Jeg var selv i Paris da angrebet skete, og oplevede en nat med konstante sirener fra udrykningskøretøjer der kørte i pendulfart mellem gerningssteder og hospitaler. Det var en helt speciel og trykket stemning der prægede Paris dagene efter, og det er ikke svært at forestille sig, at angrebet kan ændre fundamentalt ved den franske tilgang til krigen mod ISIL. Om ikke andet, tyder de officielle udtalelser fra den franske præsident og andre ministre på, at det kan blive tilfældet.
En ny juridisk virkelighed?
Angrebet på Paris har potentiale til at ændre grundlæggende ved det juridiske fundament der har ligget til grund for den hidtidige indsats mod ISIL i Syrien og Irak. På nuværende tidspunkt opererer de allierede stater under et mandat der baserer sig på et kollektivt selvforsvar af Irak. Dette mandat kan nu med en vis rimelighed udvides til også at indeholde et forsvar af Frankrig, hvilket kan gøres kollektivt, hvis Frankrig anmoder om det. Anders Henriksen har redegjort for disse forhold i et tidligere indlæg.
De (mulige) juridiske konsekvenser
De juridiske konsekvenser af, at Frankrig kan siges at have været udsat for et ”væbnet angreb” i juridisk forstand er grundlæggende todelte: Dels vil Frankrig (og dets allierede) ikke længere være afhængige af en anmodning om assistance fra Irak. Frankrig kan altså påberåbe sig et selvstændigt mandat til at bruge magt. Dels vil fremtidige angreb på ISIL kunne indrettes ud fra det formål at forsvare Frankrig mod fremtidige angreb, frem for alene at forsvare Irak.
De praktiske forskelle mellem det nuværende Irak-fokuserede mandat og det mulige dobbelte mandat er dog umiddelbart til at overse. For så vidt angår det første element, er der ikke noget der tyder på, at Irak skulle have et ønske om at trække deres anmodning tilbage. Tværtimod har Irak tidligere bedt dets vestlige allierede om, at gå hårdere til værks mod ISIL. Dette forhold er derfor af begrænset betydning for nuværende. For så vidt angår det andet element, er det også noget uklart hvordan et forsvar af Frankrig i juridisk forstand vil adskille sig fra et forsvar af Irak. Altså, hvilke angreb man nu må foretage sig for at beskytte Frankrig, som ikke måtte foretages tidligere for at beskytte Irak. Hidtil har det Irak-fokuserede mandat nemlig været brugt til at svække ISIL i bred forstand, uden at vi har hørt de store protester, og det kan man sandsynligvis blive ved med, så længe Irak reelt er truet. Et fransk-fokuseret mandat vil således overlappe væsentligt med det nuværende. Da grænserne for sådanne selvforsvarshandlinger desuden er svært definerbare, er den juridiske forskel så meget desto mere uklar.
De (mulige) politiske konsekvenser
Hvor de reelle juridiske konsekvenser kan være til at overse, er de politiske konsekvenser af en mere håndgribelig karakter. Frankrig var i chok efter det massive angreb i hjertet af Paris, men den trodsige stemning fremfandt sig hurtigt og Præsident Hollande kaldte allerede dagen efter angrebet for en krigshandling (”un acte de guerre”). Derfor var det heller ikke overraskende, da Frankrig søndag aften valgte at gennemføre dets hidtil største angreb mod ISIL, da 10 kampfly bombede ISIL’s de facto hovedstad, Raqqa. Spørgsmålet er dog, om Frankrig vil fastholde denne mere aggressive strategi, og måske endda få opbakning blandt sine allierede til en mere effektiv indsats, eller om ændringen i aktivitet vil aftage med tiden.
En anden mulig politisk konsekvens af de ændrede juridiske spilleregler er, at det kan blive langt sværere for de øvrige allierede stater, heriblandt Danmark, at fastholde en politik hvor man alene beskæftiger sig med det irakiske territorium. Da Danmark eksempelvis tidligere havde F-16 fly i luften, holdt vi os udelukkende til at flyve missioner over irakisk territorium, hvilket reflekterer den bagvedliggende folketingsbeslutning som alene indeholder et mandat til at foretage angreb i Irak. Det gav god politisk mening, da vores mandat netop var at beskytte Irak. Dette ræsonnement vil dog være væsentligt sværere at opretholde, hvis Danmark og de øvrige allierede nu bliver involveret i et kollektivt forsvar af Frankrig, hvor det irakiske territorium vil være mindre i fokus. Vi har da også her til morgen set både udenrigsminister, Kristian Jensen, og socialdemokratiets udenrigsordfører Nick Hækkerup, åbne op for at udvide indsatsen til Syrien.
