Smykke-loven og EMRK

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg fremsatte den 10. december 2015 et forslag til lov om ændring af udlændingeloven (UDL). Lovforslaget (L 87) er kontroversielt, fordi det vil give politiet hjemmel til at visitere asylansøgere og ransage deres bagage med henblik på at sik­re penge og værdigenstande til at betale for deres ophold i Danmark. Der er al­lerede skre­vet en del om lovforslaget. Formålet med denne blog er kort at ana­ly­sere for­slag­et i lyset af Den Europæiske Menneskerettigheds­kon­vention (EMRK) og den­nes beskyttelse af retten til ejendom.

Lovforslaget og gældende ret

Som udgangspunkt er det staten, der afholder alle udgifter, når asylansøgere opholder sig i Danmark. Udlændingestyrelsen kan dog allerede i dag be­stem­me, at asylansøgere, der har tilstrækkelige midler, selv skal betale, jf. UDL § 42 a, stk. 4, 1. pkt. Det nye i lovforslaget er således ikke, at nogle asyl­ansøgere skal betale for deres ophold. Det nye, og kontroversielle, er poli­ti­ets hjemmel til beslaglægge pen­ge og værdigestande.

Politiet har i dag hjemmel til at foretage visitation samt til at ransage en asylansøgers bagage. Dette sker for at se, om den pågældende person er i besiddelse af dokumenter eller genstande, der kan være af betydning for vedkommendes ansøgning om asyl. Men som der står i lovforslaget, giver:

»…gældende regler ikke hjemmel til at iværksætte tvangsindgreb, herunder visita­tion og ransagning, over for udlændinge med henblik på at sikre penge eller vær­di­genstande til dækning af udgifterne til den pågældendes underhold og nødven­dige sundhedsmæssige ydelser samt ophold på eller i tilknytning til et indkvar­te­ringssted omfattet af [UDL] § 42 a, stk. 5. Der er heller ikke efter de gæld­ende regler adgang til at inddrage eller beslaglægge eventuelle midler med hen­blik på fremadrettet dækning af udgifter til underhold og nødvendige sundheds­mæssige ydelser mv.«

Ifølge lovforslaget skal beslaglæggelse ske efter Retsplejelovens (RPL) §§ 509-516. Dette indebærer bl.a., at almindelige personlige brugsgenstande som eksem­pel­vis ure og mobiltelefoner som udgangspunkt ikke kan beslaglægges, jf. RPL § 509, stk. 1.

Tilsvarende er bl.a. genstande, som har en særlig personlig betydning, fritaget, medmindre som det fremgår af lovforslaget, at »genstandene har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at undtage dem fra beslaglæggelse.« Hertil anføres det, at retspraksis vedrørende RPL § 515, stk. 1, er retningsgivende.

Ejendomsretten og EMRK

Retten til ejendom er en menneskeret. På grund af ideologiske uoverens­stemmel­ser indgår retten til ejendom imidlertid ikke i alle menneskerettighedskon­ven­tioner, og blev først indført i EMRK med første tillægsprotokol af 1952. Retten til ejendom er også tit blevet indfortolket i FN’s flygtningekonvention. James C. Hathaway skriver for eksempel i bogen The Rights of Refugees under International Law, at »…alien specific confiscatory regimes, including those applied simply against refugees, are violations of the Refugee Convention« (s. 523). Hathaway anerkender, at der eksisterer en ret til at konfiskere ejendom, når dette sker i samfundets interesse, men understreger samtidigt, at »confis­ca­tion imposed only on refugees is discriminatory, thus vitiating any such justi­fi­ca­tion«.

Retten til ejendom fremgår som nævnt af første tillægsprotokol til EMRK. Ifølge artikel 1 er:

1. Enhver fysisk eller juridisk person er berettiget til uforstyrret nydelse af sin ejen­dom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i over­ensstemmelse med de ved lov og folkerettens almindelige principper fast­sat­te betingelser.

Der er ingen tvivl om, at beslaglæggelsen af penge og værdigenstande vil være et indgreb i ejendomsretten som den er defineret i EMRK. Beslaglæggelse af a­syl­ansøgeres ejendom vil derfor kun være i overensstemmelse med konventionen, hvis Danmark kan vise, at det tjener et lovligt og legitimt formål, og at det er pro­por­tio­nelt.

Derudover skal indgrebet være i overensstemmelse med legalitetsprincippet, hvilket bl.a. indebærer, at loven skal være tilstrækkeligt forudsigelig. I den for­bind­else er det værd at bemærke, at der tilsyneladende allerede inden lovens vedtagelse hersker forskellige fortolk­ning­er og en del forvirring om, hvad der kan beslaglæggelse, om end dette vil kunne korrigeres af domstolene.

Enhver beslaglæggelse, som lovforslaget medfører, vil kunne efter­­prøves ved nationale domstole. Det følger båder af RPL og EMRK, og som for­mand­en for Foreningen af Udlændingeretsadvokater har påpeget, vil hun altid an­be­fale en klient at forsøge at få en beslaglæggelse prøvet i retten, hvis ved­kommende er uenig i beslutningen.

Hvorvidt lovforslaget vil være i overensstemmelse med EMRK vil i sidste ende afhænge af proportionalitetsprincippet. Som menneskerettighedsdomstolen udtalte i Sporrong and Lönnroth v. Sweden:

»…the Court must determine whether a fair balance was struck between the demands of the general interests of the community and the requirements of the protection of the individual’s fundamental rights…«

Som Hathaway har påpeget, er det svært at argumentere for en bred adgang til konfiskation af asylansøgeres ejendom, idet dette kunne anses som værende diskriminerende. For at imødegå denne kritik har regeringen betonet, at den ønsker at sidestille asylansøgere med kontanthjælpsmodtagere, men dette argument er blevet kritiseret.

Ifølge det fremsatte lovforslag, er det:

»…regeringens opfattelse, at udlændinge, der har midlerne hertil, som udgangs­punkt selv skal betale for opholdet i asylcentrene og for nødvendige sund­heds­mæs­sige ydelser.«

Regeringen ønsker med andre ord at sondre mellem rige og fattige asylansøgere. Det virker dog usandsynligt, at rige asylansøgere kommer til Danmark med en »kuf­fert fuld af diamanter«, som justitsminister Søren Pind har udtrykt det. Ikke fordi rige flygtninge ikke findes, men fordi de, der har sådanne formuer, sikkert vil finde en mere bekvem måde at flygte på. De kunne for eksempel købe et europæisk pas.

I forhold til dem, der ikke har denne mulighed, har Den Europæiske Menneskerettig­hedsdomstolen flere gange fremhævet, at asylansøgere tilhører en særligt underprivilegeret og sårbar befolkningsgruppe, der har behov for særlig beskyttelse (M.S.S. v. Belgium and Greece, pr. 251). Uanset denne særlige beskyttelse så har alle asylansøgere – rig såvel som fattig – samme grundlæggende rettigheder som andre personer i Danmark, inklusiv retten til ejendom.