Skal Ligebehandlingsnævnet fortsat behandle bagateller?

I hundredeåret for indførelsen af kvinders stemmeret kan de fleste blive enige om, at lighed for loven er et af de mest grundlæggende principper i en demokratisk retsstat, der bl.a. sikrer, at offentlige myndigheder ikke forskelsbehandler borgerne på baggrund af køn, etnicitet religion m.v. Beskyttelsen mod forskelsbehandling findes da også i bl.a. grundlovens § 70, som forvaltningsretlig grundsætning, EU-retten og i EMRK artikel 14 (samt en række andre menneskerettighedskonventioner). I takt med at beskyttelsen mod forskelsbehandling er blevet udbredt til stadig flere områder, har spørgsmålet dog rejst sig om, hvorvidt dette vigtige princip er blevet udvandet. Debatten har særligt taget udgangspunkt i Ligebehandlingsnævnets praksis, der i en lang række sager eks. har tildelt godtgørelser til mænd, der har skullet betale en højere entrépris på diskoteker og swingerklubber end kvinder, ligesom det har afgjort, at der ikke må være prisforskel på herre- og dameklipninger. Det har medført omfattende kritik fra både politikere og civilsamfund. Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) udtalte eks., at ”Det skal være slut med at bringe bagatelsager til vurdering i Ligebehandlingsnævnet” og lagde op til at droppe behandlingen af ”pjattede ting” og ”bagatelagtige sager”. En enig socialminister (Manu Sareen (R)) udtalte, at nævnet fremover alene skal bruge tid på dem, ”der rent faktisk har været udsat for forskelsbehandling i stedet for at skulle forholde sig til kuriøse sager”. Institut for Menneskerettigheder anbefalede regeringen at nedsætte et udvalg med henblik på at fastsætte en bagatelgrænse for nævnets sager.

Det varslede opgør mundede ud i, at regeringen den 29. april 2015 fremsatte lovforslag L 197 om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet. Med L 197 skal klager fremover have ”retlig interesse”, før vedkommende kan indbringe en sag for nævnet, ligesom sagsbehandlingen gøres smidigere. Herudover får Institut for Menneskerettigheder adgang til at indbringe principielle sager. Kravet om retlig interesse betyder, at en klager skal have individuel og aktuel interesse i en konkret sag, som vedkommende er direkte berørt af. Kravet relaterer sig således alene til, hvem der kan indbringe en sag og ikke hvilke sager, der kan indbringes. Med andre ord indfører lovforslaget ikke den bagatelgrænse, som ellers har været efterspurgt, hvorfor nævnet fortsat vil kunne og skulle behandle klager som f.eks. kønsbaserede prisforskelle på swingerklubber, diskoteker og hos frisører. Dog således at man ikke længere kan nøjes med at klage over sådan forskelsbehandling fra lænestolen, men rent faktisk skal have besværet sig ud i eks. nattelivet og have oplevet den tort, at en kvinde slap billigere i døren eller baren end en selv. For at få en fornemmelse af, hvad det vil betyde i praksis, har Justitia foretaget en overfladisk gennemgang af alle Ligebehandlingsnævnets sager fra 2011- 2015 vedr. kønsbaserede prisforskelle, der i praksis er den sagstype, der har givet anledning til kritik.  Så vidt ses har der i denne periode været 123 af sådanne sager, hvoraf klageren i 69 tilfælde – eller 56% – umiddelbart opfylder kriteriet om ”retlig interesse”, om end dette naturligvis er et fortolkningsspørgsmål, der i konkrete sager vil blive afgjort af nævnet. Hvis denne gennemgang er retvisende, betyder det altså, at kun godt halvdelen af de sager, som et bredt politisk flertal er enige om er ”bagatelagtig”, forsvinder. Lovforslaget vil derfor – i bedste fald – medføre en reduktion i sagsmængden, men ikke en indsnævring af sagstyperne. Dog skal man også tage højde for, at nævnet kan tildele godtgørelse, hvorfor det ikke kan udelukkes, at nogle af de, der har klaget fra lænestolen, vil opsøge steder med kønsbaserede prisforskelle, da en godtgørelse på 2500 kr. i mange tilfælde vil opveje besværet.  Med L 197 har politikerne altså ikke defineret en klarere grænse for, hvad der med beskæftigelsesministerens ord, kan betragtes som ”pjattede ting”. Det er en skam.