Sikkerhedsrådets resolution om Israels bosættelser

FN’s Sikkerhedsråd vedtog lillejuleaften (23 december 2016) Resolution 2334, der kritiserer Israels bosættelsespolitik i de besatte Palæstinensiske områder. Resolutionen kan findes her.

Resolutionen blev vedtaget af 14 af Rådets 15 medlemmer, da det sidste medlem – USA – undlod at gøre brug af sin stemme og sin vetoret. Amerikanernes beslutning om ikke at stille sig hindrende i vejen for resolutionen har (som forventet) vakt opsigt, og den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har kritiseret Præsident Obama i skarpe vendinger.

USA’s FN Ambassadør Samantha Power har forsvaret den amerikanske beslutning ved at henvise til, at samtlige amerikanske præsidenter siden Lyndon B. Johnson har forsøgt at få Israel til at stoppe sine besættelser, se Powers begrundelse her.

Indholdet af resolutionen er i virkeligheden ikke super bemærkelsesværdigt, og man kunne efter denne bloggers opfattelse sagtens være gået endnu hårdere til Israel.

Resolutionen indledes med en præamblen, hvor det bl.a. bemærkes, at Rådet (i henhold til en generel folkeretlig grundsætning) tidligere har fundet, at stater ikke længere kan opnå adkomst til territorium ved brug af magt, og at Israel er at anse som en besættelsesmagt med dertil hørende forpligtelse i den humanitære folkeret (herunder også 1949 GC IV). Rådet genkalder sig også Den Internationale Domstols vejledende udtalelse om Israels konstruktion af sikkerhedsmuren – ”The Wall Opinion”, hvori Domstolen i 2004 konkluderede, at muren krænkede folkeretten, herunder det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. Rådet fordømmer endvidere alle bestræbelser på at ændre den demografiske sammensætning af de besatte områder, herunder af Østjerusalem, bl.a. i form af bosættelser.

Det mest interessante (men ikke nye) ved resolutionen er umiddelbart, at Rådet i den operative del bekræfter, at israelske bosættelser på palæstinensiske områder, der har været besat siden 1967, er uden retlig gyldighed og udgør både ”a flagrant violation of international law” og en betydelig hindring for at opnå en to-statsløsning (pkt. 1). Rådet gentager også sine tidligere krav om, at Israel øjeblikkeligt standser sine bosættelsesaktiviteter på se besatte områder (pkt. 2) og understreger, at det alene vil anerkende ændringer af grænserne fra 1967, der er blevet aftalt ved forhandlinger mellem parterne (pkt. 3).

Det interessante her er Østjerusalem. For som enhver der har opholdt sig i Jerusalem ved, så er 1967-grænsen mellem den ”anerkendte” israelske del af byen og den ”besatte” palæstinensiske del i praksis udvisket på grund af Israels helt bevidste udbygning af byen. Folkeretligt set forbliver Østjerusalem imidlertid at anse som et besat område, som Israel kun kan få lovlig adkomst til, hvis det en dag måtte blive et resultat af forhandlinger mellem parterne.

Pkt. 5 anmoder stater om at skelne ”in their relevant dealings” mellem Israel og de besatte områder, og denne vending er interessant i lyset af de aktuelle kampagne om boykot af ”israelske” varer.

Resolution 2334 er et nederlag for Israel, men det hører med til historien, at den præcise folkeretlige værdi af resolutionen ikke er helt klar. De fleste (men ikke alle) resolutioner henviser som regel til enten kapitel 6 eller 7 i FN Pagten (kapitel 7 rummer Sikkerhedsrådets procedure for at vedtage bindende beslutninger) og der henvises også ofte til konkrete artikler i Pagten, såsom artikel 39, der er ”gate-keeperen” til Rådets beføjelser til at træffe bindende beslutninger. Der findes ingen sådanne henvisninger i Resolution 2334. Der står heller ikke – som det ellers er for vane – noget om, at den pågældende problemstilling – her den israelske bosættelsespolitik – udgør en trussel mod international fred og sikkerhed. Hertil kommer, at mange af formuleringerne er ret vagt formuleret (”calls upon”, ”urges” osv.).

Der er i det hele taget ikke meget nyt i resolutionen – og slet ikke noget nyt set med retlige øjne, se også analysen her.

Man kan mene politisk, hvad man vil, om konflikten mellem israelere og palæstinensere, men folkeretligt er der ikke meget tvivl om, de israelske bosættelser er uforenelige med folkeretten, herunder med Israels forpligtelser som besættelsesmagt. Det har stort set alle betydningsfulde internationale retsinstanser og institutioner konkluderet, og det er også den helt generelle retsopfattelse hos langt de fleste af de jurister – inkl. denne blogger – der på et eller andet tidspunkt har kigget nærmere på den israelske bosættelsespolitik. Geneve-konventionerne forbyder nu engang en besættelsesmagt at flytte sin egen befolkning ind på et besat område og det er i praksis netop dét, som Israel har gjort i årevis. Det er rigtigt, at der kan være konkrete sager og nye israelske boliger på besat område, hvor det kan diskuteres, om det folkeretligt set kan betegnes som en ”forflytning” (der er bl.a. eksempler på, at ”bosættere” har købt deres jord på markedsvilkår af lokale palæstinensere), men det ændrer ikke på den overordnede konklusion og på det forhold, at bosættelsespolitikken er understøttet af den israelske stat.

Selvom Resolution 2334 ikke ændrer alverden ved situationen i Mellemøsten er der næppe nogen tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere om de israelske bosættelser i de kommende år. For det første skal det israelske parlament i den nærmeste tid behandle et kontroversielt lovforslag, der vil åbne op for mange flere bosættelser (indlæg henholdsvis for og imod lovforlaget kan findes her og her) og for det andet kan det ikke udelukkes, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) vil kigge nærmere på bosættelsespolitikken.