Rusland, Litvinenko og EMRK

En engelsk undersøgelse konkluderede i forrige uge, at den russiske præsident Vladimir Putin ’formentlig’ godkendte forgiftningen af den tidligere russiske efterretningsagent Alexander Litvinenko, der døde i november 2006 i London. Litvinenko blev forgiftet med stoffet Polonium 210, der efter al sandsynlighed blev hældt i hans te (det er vist stadig kun i England, folk forgiftet på den måde).

Den 43-årige tidligere spion flygtede til England i 2002, hvor han fik asyl og senere statsborgerskab. Fra sit ly i England kritiserede han den russiske regering i voldsomme vendinger og han indgik efter signende et samarbejde med den britiske efterretningstjeneste MI6.

Hvis det er korrekt, at drabet på Litvinenko var sanktioneret af præsident Putin og vi antager, at det kan henregnes til Rusland, rejser det en række interessante spørgsmål om Ruslands internationale ansvar. Det rejser bl.a. det spørgsmål, om forgiftningen udgjorde en ret oplagt russisk overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, konkret retten til liv i artikel 2.

Det følger af art. 1 i EMRK, at Rusland er forpligtet til at respektere konventionen i forhold til enhver, der befinder sig inden for Ruslands ’jurisdiktion’, og spørgsmålet er naturligvis, om Litvinenko kan siges at have været inden for russisk ’jurisdiktion’, da han blev forgiftet i London i november 2006.

Enhver der har fulgt den mangeårige føljeton om fortolkningen af jurisdiktionsbegrebet i artikel 1 i EMRK vil vide, at Menneskerettighedsdomstolens praksis om konventionens ekstraterritoriale virkning har været alt andet end konsistent, og at den til tider har været direkte selvmodsigende.

Den (for tiden) mest autoritative afgørelse fra Strasbourg på området er dommen i Al-Skeini fra 2011, der vedrørte britiske styrkers brug af dødelig magt mod irakiske statsborgere i den sydlige del af Irak, hvor Storkammeret forsøgte at samle dets divergerende praksis og opsummere retsstillingen.

Baseret på Al-Skeini må det antages, at Litvinenko ikke befandt sig inden for russisk ’jurisdiktion’, og at forgiftningen derfor heller ikke umiddelbart ser ud til at kunne udgøre en overtrædelse af Rusland forpligtelser efter EMRK.

Domstolen konkluderede i Al-Skeini i generelle vendinger, at en stat udøver jurisdiktion uden for dets eget territorium i henhold til art. 1 i EMRK, når det udøver ’effektiv kontrol’ over et område eller når det i øvrigt har en person i sin fysiske varetægt, såsom i tilfælde af anholdelse/ tilbageholdelse. Især sidstnævnte konklusion var ventet med spænding. Men ingen af de to tilfælde er relevant i forhold til forgiftningen af Litvinenko i London.

Domstolen konkluderede ganske vist også i Al-Skeini, at en håndfuld irakere, der blev dræbt af britiske tropper under en patrulje i Basra, befandt sig inden for britisk ’jurisdiktion, men Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at briterne på daværende tidspunkt udøvede myndighedsopgaver i området herunder stod for opretholdelsen af lov og orden. Se hertil også Jaloud v. Holland fra 2014, hvor Domstolen fandt, at Holland var bundet af EMRK i forhold til dødelig magtanvendelse mod en person ved en kontrolpost i Irak.

Det er derfor svært at fortolke EMD’s (nuværende) praksis på anden måde, end at en stat ikke er bundet af EMRK i forhold til brug af dødelig magt i tilfælde, hvor magten retter sig mod personer, der ikke er i statens fysiske varetægt eller der er tale om magtanvendelse på et område, hvor en stat hverken udøver effektiv kontrol eller på anden vis udøver myndighedsopgaver. Og det må i sagens natur betyde, at forgiftningen af Litvinenko ikke var omfattet EMRK. På samme måde, som det i øvrigt må betyde, at den blotte udførelse af luftangreb, som for tiden i Syrien, ikke er tilstrækkeligt til at udgøre ’jurisdiktion’. En sådan konklusion stemmer i øvrigt overens med den ellers (med god grund) ret udskældte Bankovic-afgørelse fra 2001, hvor EMD konkluderede, at luftbombardementerne af Jugoslavien i 1999 ikke faldt inden for EMRK’s rækkevidde.

Den ovennævnte konklusion er í sagens natur svær at forene med menneskerettighedernes påståede ’universelle’ karakter og det kan forekomme stødende, at jurisdiktionsbegrebet fortolkes på en sådan måde, at Rusland menneskeretligt kan slippe afsted med at gøre ting i London, som det ikke kunne gøre i Rusland. Og det meget bliver interessant at se, hvordan Strasbourg vil håndtere den sag, som Litvinenkos enke har anlagt mod Rusland. Den er så vidt denne blogger ved fortsat verserende ved EMD.

Marko Milanovic har – de lege ferenda – foreslået, at EMD indfører en sondring mellem en stats negative og positive forpligtelser og at en stat altid anses for at være bundet af EMRK i forhold til dets negative forpligtelser, uanset om staten udøver jurisdiktion over et givent territorium eller ej (se Marko Milanovic, Extraterritorial Application of Human Rights Treaties, OUP (2011), s. 209).

Et helt andet spørgsmål vedrører menneskerettighedernes status som retskilde i sædvaneretten (uafhængigt af konventionsbeskyttelsen). Det er bl.a. blevet hævdet, at forbuddet mod vilkårlig berøvelse af livet udgør jus cogens, og at vilkårlige drab derfor altid strider med folkeretten uanset hvor de måtte blive begået (se bl.a. David Kretzmer, ’Targeted Killing of Suspected Terrorists: Extra-Judicial Executions or Legitimate Means of Defence?’, EJIL, Vol. 16, 2005, s. 185). Så selvom et drab som det, der blev begået mod Litvinenko, ikke er omfattet af EMRK vil det alligevel udgøre en overtrædelse af folkeretten.