I kølvandet på drabene ved Krudttønden og Synagogen iværksatte den daværende regering en række nye tiltag for at søge at undgå lignende tragedier bl.a. med henblik på at undgå, at indsatte i fængslerne bliver radikaliserede. Dette har nu mundet ud i 2 lovforslag om sektionering af radikaliserede og ekstremistiske indsatte i fængslerne og videregivelse af oplysninger om disse personer fra politiet til andre myndigheder ved løsladelse.
Der er ingen tvivl om, at fængslerne giver grobund for negativ påvirkning, da de indsatte er i en sårbar situation og med en følelse af at være sat udenfor samfundet, ofte før de kommer ind i fængslet. Mange af disse indsatte kan derfor være i fare for at blive radikaliserede af andre stærkere indsatte. Det er disse allerede radikaliserede personer, man med lovforslaget om sektionering i fængslerne vil afsondre fra andre indsatte. Dette betyder f.eks., at radikaliserede indsatte kan anbringes i et lukket fængsel i stedet for et åbent og at de fratages andre muligheder for fællesskab mv. Tilsvarende muligheder for restriktioner findes i dag for andre lignende grupperinger i fængslerne, f.eks. bandemedlemmer.
Det er helt klart meget vigtigt at søge at undgå, at personer bliver radikaliserede uanset hvor det sker, og fængslerne er et oplagt sted, hvor det kan ske og sker.
Det er imidlertid ikke helt problemfrit at lave strenge restriktioner for personer, som fængslet finder er radikaliserede. Dette kan have den negative effekt, at den pågældende bliver endnu mere radikaliseret.
Som der endvidere står i lovforslaget, er udtrykkene ”radikalisering” og ”ekstremisme” ikke éntydige begreber, og har man først fået stemplet radikaliseret eller for den sags skyld banderelateret ud fra en vurdering af fængselsfunktionærer eller af politiet, så vil det have negative retsvirkninger både i forbindelse med afsoningen og når man kommer ud igen.
Det fremgår også af lovforslaget, at en ”sektionering” af en indsat, dvs. om en indsat skal anses for at være så radikaliseret, at han skal afsone under mere restriktive forhold og afsondres fra svage grupper, skal foretages af Direktoratet for kriminalforsorgen, således at der ikke er klagemulighed.
Allerede i dag kan en indsat til tider ikke få nærmere begrundelse for, hvorfor han f.eks. er frataget muligheden for fællesskab i en sportshal i fængslet eller andet gode, hvis det beror på ”sikkerhedsmæssige overvejelser”. Dette giver frustrationer og måske endda et bidrag til yderligere radikalisering af den pågældende.
Det er derfor meget vigtigt, at personer, der bliver opfattet som radikaliserede får en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor myndighederne anser ham (eller hende) for radikaliseret eller ekstremist, så den pågældende har en mulighed for at imødekomme dette.
Ved løsladelsen bør den pågældende også have besked om dette, hvis oplysningerne videregives som det foreslås. Når en indsat kommer ud fra fængslet- radikaliseret eller ej – så skal myndighederne samarbejde i videst muligt omfang for at sikre, at der er noget at komme ud til og at der bliver fulgt effektivt op på den pågældendes sociale situation, så man ikke taber særligt sårbare eller radikaliserede af syne.
