Det fremgik af flere medier onsdag, at forsvareren for en af de frikendte drenge i voldtægtssagen fra Herfølge har politianmeldt Enhedslistens Pernille Skipper.
På www.sn.dk findes artiklen ”Pernille Skipper politianmeldt i voldtægtssag”, hvor der bl.a. kan læses følgende citat fra forsvareren:
”- Hun skriver, at der er tre drenge, der er blevet frifundet for voldtægt, selv om pigen var bevidstløs. Ordet bevidstløs har hun ganske vist rettet senere, men hun har også skrevet, at pigen var ude af stand til at sige fra. Det er ikke det, som retten er kommet frem til. Retten kom frem til, at det ikke var bevist, at hun ikke kunne sige fra. På den måde har hun dels udtalt sig forkert og dels på en måde, som ret klart er egnet til at påvirke dommere og domsmænd i en ankesag”.
Mit ærinde med dette indlæg er bl.a. at nævne de regler, der er i spil, når anklagemyndigheden skal tage stilling til, hvorvidt Pernille Skipper skal tiltales. Jeg skal for god ordens skyld understrege, at jeg ikke selv er forsvarer i sagen fra Herfølge. Jeg har ikke set politianmeldelsen fra forsvareren.
Den relevante regel findes i retsplejelovens § 1017, der lyder:
”Stk. 1. Offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal.
Stk. 2. Med bøde eller med fængsel indtil 4 måneder straffes den, som i tale eller skrift, beregnet på at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov uagtsomhed:
1) giver væsentlig urigtig meddelelse om en straffesag, der endnu ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet,
2) lægger hindringer i vejen for sagens oplysning eller
3) så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.”
Til påbuddet i § 1017, stk. 1, er der ikke knyttet nogen strafbestemmelse.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, skal ses i sammenhæng med uskyldsformodningsreglen i EMRK artikel 6, stk. 2, hvorefter enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
I forbindelse med en stillingtagen til, om konkrete udtalelser er omfattet af det strafbare område efter retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, må der tages hensyn til ytringsfriheden som beskyttet i EMRK artikel 10. Praksis ved EMD viser, at hensynet til ytringsfriheden skal inddrages ved vurderingen af, om man kan blive dømt for udtalelser om verserende straffesager.
Retsplejelovens § 1017, stk. 2, bliver i praksis brugt uhyre sjældent. Fra trykt retspraksis findes en afgørelse fra 1955 og en afgørelse fra 1982. Begge sager vedrører aviser (og ikke politikere).
Der kan læses meget mere om reglerne i Rigsadvokatens notat af 25. september 2015 om anvendelsen af retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, i relation til udtalelser fremsat af medlemmer af Folketinget i forbindelse med domfældelsen af Said Mansour. Denne sag endte med, at der ikke blev rejst tiltale mod flere folketingspolitikere, som Said Mansours forsvarer havde politianmeldt.
(http://www.anklagemyndigheden.dk/nyheder/Documents/notat-om-retsplejeloven.pdf )
Selv om Pernille Skippers udtalelser bestemt ikke er heldige, vil politianmeldelsen i lyset af retsplejelovens § 1017’ s ordlyd, forarbejder, retspraksis og hensynet til ytringsfriheden efter min vurdering føre til, at hun ikke bliver straffet for overtrædelse af retsplejelovens § 1017.
Folketingspolitikere nyder generelt en særlig udstrakt grad af ytringsfrihed, og der derfor skal noget særligt til for at straffe en folketingspolitiker for overtrædelse af § 1017, stk. 2, nr. 3.
Da Pernille Skippers udtalelser om voldtægtssagen desværre er endnu et eksempel på en politiker, der udtrykker sig uheldigt i forhold til en verserende straffesag, skal der imidlertid herfra komme en opfordring til, at folketingspolitikerne – fra alle partier – sætter sig sammen og får fundet ud, hvad der er ”god stil” i forhold til at udtale sig om verserende straffesager.
Det er formentlig rigtigt, at folketingsmedlemmer nyder en særlig udstrakt grad af ytringsfrihed. Dette synes også rimeligt, når det drejer sig om almindelige samfundsmæssige spørgsmål.
Sagen stiller sig imidlertid ganske anderledes, når det drejer om retten til at kommentere straffesager, der ikke er afsluttede. Her kan der bestemt argumenteres for det synspunkt, at netop medlemmer af Folketinget har en særlig indskrænket ytringsfrihed.
Lad mig anføre tre begrundelser for dette synspunkt:
1. I henhold til grundlovens § 32 stk. 7 skal ethvert nyvalgt folketingsmedlem afgive en højtidelig forsikring om at ville overholde grundloven, og grundloven fastslår som bekendt, at den dømmende magt er hos domstolene.
På baggrund af denne højtidelige forsikring må det være rimeligt, hvis der stilles krav om, at netop folketingsmedlemmer er særligt tilbageholdende med at kommentere igangværende straffesager.
Man kan i den forbindelse ikke se bort fra, at udtalelser fra folketingsmedlemmer i høj grad kan påvirke folkestemningen, og uanset om dette også vil påvirke domstolene, kan politikernes udtalelser i sig selv være egnede til at så mistillid til domstolene, hvilket harmonerer dårligt med forsikringen om at ville overholde grundloven, og dermed respektere domstolenes uafhængighed
2. Man skal samtidig gøre sig klart, at hovedparten af landets domsmænd og nævninge er udpeget efter indstilling fra de politiske partier.
Det må være rimeligt at antage, at domsmænd og nævninge er særligt påvirkelige over for udtalelser, som repræsentanter fra deres egne partier fremsætter, og folketingsmedlemmers udtalelser kan derfor i højere grad, end hvad der gælder for den øvrige befolkning, være egnede til at påvirke en sags afgørelse.
3. Endelig skal det anføres, at den begrænsning i folketingsmedlemmers ytringsfrihed, som jeg argumentere for, kun er midlertidig – den gælder indtil der er afsagt endelig dom eller indtil ankefristen er udløbet.