(Jeg skrev den 23. januar 2017 et indlæg på denne blog om den geografiske udstrækning af den væbnede konflikt mellem Danmark og Islamisk Stat (se her), og jeg opfordrede umiddelbart efter Peter Vedel Kessing (ph.d. og seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder) til at kommentere på indlægget. Peter og jeg har undervist sammen i mange år på Københavns Universitet, og der er en række emner, hvor vi respektfuldt “agree to disagree”. Det drejer sig bl.a. om netop rækkevidden af ikke-internationale væbnede konflikter. Peter takkede heldigvis ja tak til min opfordring og resultatet følger nedenfor).
—-
Anders Henriksen argumenterer i et spændende og velskrevet indlæg på denne blog den 23. januar 2017 for en udvidet forståelse af det geografiske anvendelsesområde for den humanitære folkeret. Anders skriver: ”The rules simply go where the fighting goes. Den geografiske rækkevidde af den væbnede konflikt er herved i praksis styret af de involverede parter selv. Så hvis Islamisk Stat i Syrien – eller blot dele heraf – eksempelvis trænges ind over grænsen til Tyrkiet – [eller til Danmark] – og fortsætter kampene derfra, ja så ”følger den væbnede konflikt med.”
Jeg deler ikke fuldt denne opfattelse, og efter invitation fra Anders – og mange tak for det – vil jeg her kort skitsere min opfattelse.
Selvom spørgsmålet om den humanitære folkerets geografiske anvendelsesområde vel ved første øjekast kan virke en anelse teoretisk og af begrænset praktisk relevans i Danmark, så er det åbenlyst vigtigt, at der er klare grænser mellem fredstid og væbnet konflikt. Det er vigtig, fordi der under væbnet konflikt gælder et helt andet sæt spilleregler – nemlig den humanitære folkeret eller krigens regler. Her er det som udgangspunkt lovligt at slå personer, der deltager i fjendtlighederne, ihjel, selvom de ikke er bevæbnet eller udgør en aktuel trussel. Og folk kan principielt frihedsberøves, så længe krigen varer uden at være sigtet for noget eller komme for en uafhængig dommer, mv. Det er som bekendt ikke muligt i fredstid, hverken efter menneskerettighederne eller dansk ret.
Men i de senere år er grænserne mellem fred og væbnet konflikt blevet mere udflydende. Krigsregler og fredstidsregler bliver i stigende grad anvendt samtidigt. Det er sket på to måder:
For det første bliver menneskerettighederne i højere grad brugt under væbnet konflikt. Det har på en række områder ført til retsusikkerhed. For hvordan skal de forskellige standarder i den humanitære folkeret og menneskeretten spille sammen under væbnet konflikt? Et spørgsmål som den nye danske militærmanual – som den første i verdenshistorien – også drøfter.
Sideløbende hermed – og efter min opfattelse mere problematisk – er der eksempler på, at stater anvender krigens regler eller principperne herfra i områder, hvor de ikke er involveret i væbnet konflikt – i fredstidslignende situationer. Fx når USA slår folk ihjel med droner i bl.a. Pakistan, Yemen og Somalia, som USA ikke er i væbnet konflikt med. Her kan man sige, at krigens regler anvendes uden for de geografiske rammer af væbnet konflikt. Der er så at sige ’krig overalt’. Og det er emnet for denne blog. Hvor langt rækker et krigsområde og krigens regler. Er det principielt (dvs. hvis der ses bort fra andre folkeretlige og nationalretlige krav) muligt at slå personer ihjel i Danmark i henhold til krigens regler – som Anders med visse forbehold argumenterer for.
Under international væbnet konflikt mellem stater kan de gamle regler om neutralitet muligt give en vis vejledning. Reglerne regulerer forholdet mellem de stater, der er involverede i den væbnede konflikt, og dem som ikke tager del i konflikten. Neutrale stater må ikke tillade, at deres territorium bliver brugt af de krigsførende parter til militære operationer. De skal have viljen og evnen til at forhindre det. Har neutrale stater det, må de krigsførende stater ikke angribe et militært mål i en neutral stat hverken efter JIB eller JAB.
Kampområdet under en international væbnet konflikt er således principielt ethvert område, som ikke er neutralt territorium. Hvis Adolf Hitler under II. Verdenskrig opholdt sig i det neutrale Sverige, ville det ikke have været tilladt for England og andre krigsførende stater (hverken under jus ad bellum eller jus in bello) at dræbe ham, medmindre han var i færd med at forberede militære operationer mod de krigsførende stater, og Sverige ikke var villig eller i stand til at forhindre ham i dette.
Mere kompliceret bliver det i forhold til de såkaldte transnationale ikke-internationale væbnede konflikter som de konflikter i Irak og (angiveligt) Syrien, som Danmark pt. er involveret i. Lad os for at illustrere tage et eksempel med en herboende dansk statsborger, der rejser til Irak eller Syrien – som fremmedkriger – for at kæmpe for ISIS mod danske soldater. Lad os se på fire scenarier:
I den første situation møder danske soldater den danske fremmedkriger i et kampområde i Irak eller Syrien. Her finder den humanitære folkeret utvivlsomt anvendelse. Men det er ikke direkte reguleret i Genève-konventionerne, herunder den fællesartikel 3, om danske soldater kan skyde og sikkerhedsinternere den danske fremmedkriger. Der er dog generel enighed om, at det er muligt efter folkeretlig sædvaneret. Et andet spørgsmål er så de nærmere betingelser herfor, og samspillet med menneskeretlige standarder fx retten til liv og bevægelsesfrihed, men det skal jeg ikke komme ind på her.
I det andet scenarie møder danske soldater den danske fremmedkriger i et område i Irak eller Syrien, hvor der ikke er kamphandlinger men fredelige forhold.
Her må det noteres, at ordlyden i den fælles artikel 3 indikerer, at anvendelsesområdet for den humanitære folkeret kan udstrækkes til hele territoriet i en stat, selvom konflikten er begrænset til en del af statens territorium. Det blev også bekræftet af ICTY i Tadic-sagen fra 1995.
Det er også opfattelsen i den nye danske militærmanual, hvor det meget kortfattet fastslås (s. 61): ”Er der en NIAC [ikke-international væbnet konflikt] i en stat, finder den humanitære folkeret anvendelse på hele statens område.”
Den meget korte melding kan misforstås. Det er nemlig ikke alle handlinger og forhold uden for kampområdet, der reguleres af krigens regler. For ICTY tilføjede, at krigens regler kun gælder, hvis der er en ”tæt forbindelse” til den væbnede konflikt (kampområdet). Almindelig kriminalitet, demonstrationer mv. der intet har at gøre med den væbnede konflikt reguleres ikke af reglerne i den humanitære folkeret.
Men danske soldater kan principielt skyde og sikkerhedsinternere den danske fremmedkriger, selvom han opholder sig i et fredeligt område i Irak eller Syrien, hvis han har en direkte forbindelse til kamphandlingerne.
Men er det samme tilfældet, hvis han forlader syrisk eller irakisk territorium?
Hverken den fælles artikel 3 eller ICTY tager stilling til, om en ikke-international væbnet konflikt og anvendelsesområdet for den humanitære folkeret kan udstrækkes til individer, der befinder sig på en anden stats territorium. Dette spørgsmål er, som det også fremhæves i ICRC’s nye kommentar fra 2016 til den første Genève-konvention (jf. pr. 465-482) ikke afklaret i hverken Genève-konventionerne; i forarbejderne til konventionerne; i international eller national retspraksis; eller ved konsistent statspraksis og opinio juris (folkeretlig sædvaneret).
Man kan imidlertid sondre mellem, om der er tale om et naboland eller et mere fjerntliggende land.
I det tredje scenarie flygter den danske fremmedkriger fra Irak eller Syrien til et naboland fx Iran, Saudi-Arabien eller Jordan? I en sådan situation kan man tale om en ’spill-over’ konflikt, og man kan argumentere for, at den humanitære folkerets anvendelsesområde kan udstrækkes til også at omfatte i hvert fald et tilstødende område i nabolandet. Brugen af krigens regler ville i så fald fortsat ske inden for rammerne af en væbnede konflikt.
Det er en kendt folkeretlig regel – ’hot pursuit’ – som bl.a. kommer til udtryk i art. 111 i havretskonventionen og i art. 41 i EU Schengen-konventionen, at en stat under visse omstændigheder kan forfølge en mistænkt forbryder ind over grænsen til en anden stat. Det kan i den forbindelse mere kuriøst nævnes, at Højesteret netop i en kendelse (U.2017.462/1H) har godkendt, at udenlandsk politi kunne fortsætte aflytningen af en udlejningsbil, mens den befandt sig i Danmark.
Man kan på den baggrund argumentere for, at en ’spill-over’ anvendelse af den humanitære folkeret til et naboland har belæg i folkeretlig sædvaneret eller statspraksis.
Det fører os frem til det fjerde og sidste scenarie. Kan danske soldater skyde eller sikkerhedsinternere den danske fremmedkriger i henhold til krigens regler, når han er vendt hjem til Danmark?
USA mener givet – bl.a. i relation til det meget omtalte amerikanske drone-program – at reglerne i den humanitære folkeret kan anvendes uden for rammerne af væbnet konflikt (dog ikke i USA), men har alene i begrænset omfang redegjort for det folkeretlige og juridiske grundlag herfor. Reglerne om neutrale stater under international væbnet konflikt kan muligvis analogt pege i samme retning.
Modsat har andre stater, herunder bl.a. Danmark, Norge og Tyskland, udtrykt bekymring. Det anføres i den nye danske militærmanual (s. 60), at ”Hvis en stat accepterer eller inviterer udefrakommende stater til at udføre krigshandlinger på eget territorium imod en OVG [organiseret væbnet gruppe], mister konflikten som nævnt ikke sin karakter af NIAC [ikke-international væbnet konflikt]. Konflikten er også i disse situationer territorialt afgrænset til den territorialstat, hvori kamphandlingerne finder sted.”
Eller oversat: Når Irak eller Syrien inviterer/accepterer at Danmark bekæmper ISIS på deres territorium, så er konflikten territorielt afgrænset til Irak eller Syrien. Den humanitære folkeret kan anvendes i Syrien og Irak – men ikke i Danmark.
Ligeledes har autoriteter inden for den humanitære folkeret udtrykt bekymring over brugen af den humanitære folkeret uden for rammerne af væbnet konflikt – dvs. i lande hvor der ikke er væbnet konflikt – og de mulige konsekvenser heraf. Det Internationale Røde Kors, ICRC, har således afvist, at et individ kan bære konflikten med sig til et andet land:
“[..] Pursuant to other views, which the ICRC shares, the notion that a person “carries” a NIAC [ikke-international væbnet konflikt] with him to the territory of a non-belligerent state should not be accepted. It would have the effect of potentially expanding the application of rules on the conduct of hostilities to multiple states according to a person’s movements around the world as long as he is directly participating in hostilities in relation to a specific NIAC.”
En lignende bekymring er blevet udtrykt af eksperter inden for FN-systemet bl.a. FN’s specialrapportør om udenretlige drab Christof Heyns og FN’s specialrapportør om terrorbekæmpelse og menneskerettigheder Ben Emmerson.
Men det må ikke desto mindre konstateres, at de folkeretlige kilder ikke leder til noget entydigt svar på scenarie fire, og at folkeretten på det område er helt uklar (de lege lata).
Ud fra reale betragtninger (de lege ferenda) kan der argumenteres både for og imod et udvidet anvendelsesområde. Efter min opfattelse taler mest imod. Jeg har svært ved at se nogen reale grunde, der afgørende taler for, at det skal være muligt i Danmark at dræbe og sikkerhedsinternere hjemvendte danske fremmedkrigere i henhold til krigens regler.
Tværtimod taler meget imod. Det er som fremhævet indledningsvist afgørende, at der er helt klare og præcise grænser for områder med krig/krigstidsregler og områder med fred/fredstidsregler. Det bør ikke være lovligt for politiet eller militæret i en fredstidssituation, som i Danmark, uden videre at skyde eller sikkerhedsinternere fx en hjemvendt dansk fremmedkriger, som ikke udgør en aktuel og overhængende fare. Og det bør ikke være lovligt i forbindelse med et angreb på den danske fremmekriger i Danmark at slå uskyldige civile ihjel, som tilfældigvis opholder sig i nærheden af vedkommende (collateral damage). Begge dele ville være lovlige, hvis krigens regler gjaldt i Danmark (uden hensyntagen til menneskeret og dansk ret).
Personligt er jeg enig med Anders i, at menneskeretten og dansk ret vil forhindre, at den danske fremmedkriger slås ihjel eller sikkerhedsinterneres i Danmark i henhold til regler i den humanitære folkeret.
Men det er ikke givet, at alle deler det synspunkt (hvis det var tilfældet, var der jo slet ingen praktisk grund til at diskutere spørgsmålet om den humanitære folkerets anvendelsesområde). En række stater og forfattere argumenterer (fortsat) for, at menneskeretten fortrænges af regler i den humanitære folkeret som lex specialis også under ikke-international væbnet konflikt. Det er i vidt omfang også synspunktet i den nye danske militærmanual (jf. for så vidt angår måludpegning/militære mål s. 276 i manualen og s. 477 om frihedsberøvelse under ikke-international væbnet konflikt).
Dertil kommer at andre stater principielt ville kunne slå den danske fremmedkriger ihjel i Danmark fx med en drone, da de i en sådan situation, hvor de handler på dansk territorium – og dermed ekstraterritorialt uden for eget territorium – næppe vil være bundet af deres menneskeretlige forpligtelser. Således som USA har gjort ved hjælp af droner i bl.a. Yemen og Somalia.
Under alle omstændigheder bør en udvidelse af anvendelsesområdet for den humanitære folkeret ikke overlades til enkelte staters forgodtbefindende. Der er risiko for misbrug og likvidering af politiske opponenter mv. En mulighed for at slå personer ihjel i henhold til krigens regler vil givet virke inspirerende (trods jus ad bellum begrænsninger) for fx Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i forhold til at legitimere drabet på hans halvbror i Malaysia; eller i forhold til Putins drab på den tidligere russiske efterretningsagent Alexander Litvinenko i London, osv. Selvom det nok vil fordre lidt kreativ juridisk tænkning at skabe linket til væbnet konflikt.
Efter min mening må et udvidet anvendelsesområde som et absolut minimum forudsætte, at der opnås international enighed herom blandt stater. Herunder om de præcise grænser og betingelser for brug af dræbende magt eller sikkerhedsinternering uden for rammerne af væbnet konflikt og for det præcise samspil med modgående folkeret, herunder ikke mindst menneskerettighederne.
Blog-indlæg til ”Rule of Law” som svar til Anders Henriksen og Peter Vedel Kessing:
20. marts 2017; Frederik Harhoff, Professor emeritus, Dr. Jur.
Frederik Harhoff: Om den geografiske udstrækning af den humanitære folkeret (III)
Anders Henriksen skrev den 23. januar 2017 et blogindlæg (I) på denne blog, hvori han stillede spørgsmålet, om den humanitære folkeret (IHL) kan finde anvendelse helt heroppe i Danmark i den nuværende situation, hvor Danmark er part i en fjerntliggende ikke-international væbnet konflikt i Irak og Syrien? Han besvarede dette spørgsmål bekræftende, men mente alligevel, at en fighter fra ISIS, der valgte at rejse herop til Danmark for at begå en krigshandling som svar på danske angreb på ISIS-stillinger i Irak/Syrien, ikke – efter dansk ret – ville udgøre et lovligt militært mål i Danmark for de herværende danske væbnede styrker.
Peter Vedel Kessing skrev den 16. marts 2017 en kommentar (II) til Anders Henriksens indlæg, hvori Kessing gør gældende, at den interne væbnede konflikt i Irak & Syrien er begrænset til det irakiske og syriske territorium og derfor ikke kan udstrækkes til dansk territorium, heller ikke selvom en ISIS-kriger, der har udført krigshandlinger mod Danmark i udlandet, ankommer her til landet; Kessing mener endog at kunne citere ICRC til støtte for dette synspunkt.
I dette blog-indlæg (III) vil jeg knytte et par kommentarer til hver af de to foregående bloggeres overraskende synspunkter om den personelle og geografiske rækkevidde af den humanitære folkeret.
Henriksens indledende synspunkt om udstrækningen af IHL til dansk territorium i tilfælde af et væbnet angreb i Danmark fra ISIS-krigere er principielt rigtigt. Hvis Danmark er part i en væbnet konflikt mod ISIS i Irak – hvad der ikke er uenighed om – og hvis ISIS-krigere som led i denne konflikt tager ankommer her til Danmark for at forrette angreb mod danske mål her i landet (herunder på Færøerne eller i Grønland), vil deres handling både være omfattet af den humanitære folkeret og af dansk ret; IHL gælder selvsagt dér, hvor kamphandlingerne foregår. I den forstand har Henriksen helt ret, men diskussionen om udstrækningen af IHL handler i virkeligheden om noget andet, nemlig om hvilket af de to retssystemer, der konkret skal finde anvendelse på den pågældende angrebshandling – og dermed også om, hvorvidt danske styrker efter dansk ret lovligt kan nedskyde ISIS-krigeren.
Lovligheden af ISIS-krigernes angrebshandling i Henriksens eksempel afhænger af, hvilken domstol, sagen bliver indbragt for. Hvis sagen indbringes for en international straffedomstol vil angrebshandlingen eventuelt kunne bedømmes som lovlig, såfremt den overholder de krigsretlige regler ved kun at rette sig mod herværende lovlige militære mål og være udført af personer, der bærer deres våben synligt og har et synligt kendemærke, etc. Omvendt vil handlingen være ulovlig efter dansk ret, herunder bl.a. straffelovens §114 om terrorisme, hvis sagen indbringes for en dansk domstol og bedømmes efter den danske straffelov. Da der aktuelt ikke er nogen international straffedomstol, der vil kunne behandle sagen mod ISIS-krigerne efter deres angreb i Danmark (ICC-Statutten er hverken ratificeret af Syrien eller Irak), og da nationale domstole (både efter IHL og ifølge komplementaritetsprincippet i ICC) som udgangspunkt altid har den primære jurisdiktion over strafbare handlinger begået på deres territorium, vil straffesagen mod ISIS-krigerne skulle føres i Danmark ved en dansk domstol.
Det er imidlertid næppe rigtigt, når Henriksen herefter fremhæver, at de i konflikten aktivt deltagende ISIS-krigere – når de er kommet hertil – ikke udgør et lovligt militært mål for danske styrker og derfor ikke bare kan ”skydes ned” af det danske forsvar. Efter IHL vil det efter min vurdering være fuldt lovligt at skyde de pågældende både før, under eller efter deres angrebshandling, også selvom mindre indgribende midler kunne være taget i brug, fx frihedsberøvelse – selvfølgelig under den forudsætning, at de kommer her i medfør af krigen. De pågældende har hvad der i internationale væbnede konflikter ville svare til kombattant-status, og de er dermed lovlige militære mål – fordi de tager aktivt del i den interne væbnede konflikt. Efter den humanitære folkeret er der hverken for så vidt angår internationale eller interne væbnede konflikter nogen særlig pligt til at tage mindre indgribende midler i brug, når det alene drejer sig om kombattanter eller bevæbnede personer, der tager aktivt del i fjendtlighederne; de kan tages ud når og hvor de træffes, og spørgsmål om proportionalitet opstår kun, hvis skaderne på civile overstiger den militære fordel ved modangrebet. Også efter dansk ret vil det i øvrigt være fuldt lovligt at skyde ISIS-krigere, der var i færd med at begå en eller flere terrorhandlinger her i landet, men til gengæld vil dansk politi eller danske styrker her være forpligtet til at vælge det mindre skridt at anholde de pågældende (i stedet for at skyde dem), hvis dette efter omstændighederne ville være muligt. – Rent bortset herfra forekommer det i øvrigt selvmodsigende, når Henriksen hævder at ISIS-krigerne ikke skulle være lovlige militære mål i Danmark, for hans udgangspunkt var netop, at IHL (både for internationale og ikke-internationale væbnede konflikter) faktisk finder anvendelse på dansk territorium!
Kessings indlæg (II) hviler på den opfattelse, at IHL ikke udstrækker sig til dansk territorium i tilfælde, hvor en dansk fremmedkriger har begået krigshandlinger mod danske styrker i Irak eller Syrien og enten bliver pågrebet i udlandet eller vender hjem til Danmark efter at have foretaget sådanne krigshandlinger. Denne problemstilling er imidlertid forskellig fra dét, som Henriksen diskuterer i sin blog (I), for spørgsmålet om udstrækningen af IHL til dansk territorium har intet at gøre med den situation, at en dansk fremmedkriger, der har bekriget danske styrker i Irak eller Syrien, herefter pågribes i udlandet eller ankommer hertil – uden i øvrigt at udgøre nogen aktuel og konkret fare.
Den humanitære folkeret finder anvendelse på krigshandlinger begået under en væbnet konflikt på dét sted, hvor krigshandlingernes virkning indtræder. Så længe der på dansk territorium (endnu) ikke har fundet angreb sted, der er relateret til den væbnede konflikt i Irak og Syrien, og så længe gerningsmanden eller gerningsmændene heller ikke befinder sig her i landet, er diskussionen om udstrækningen af IHL kun akademisk; spørgsmålet opstår kun, såfremt handlingen er begået eller har fået virkning her, eller hvis gerningsmanden befinder sig her, og i så fald vil det i praksis være dansk ret, der finder anvendelse ved den strafferetlige bedømmelse af handlingens lovlighed. IHL finder ganske vist også ”anvendelse” på dansk territorium, hvis sagen vel at mærke rejses ved en international straffedomstol – og kun da – men den fortrænges konkret af dansk ret, når sagen rejses ved en dansk domstol.
I det af Kessing fremhævede eksempel – det sidste af 4 eksempler i hans indlæg – hvor en dansk fremmedkriger kommer hjem til Danmark efter at have bekriget danske styrker i Irak eller Syrien, vil sagen mod vedkommende i første omgang formentlig alene komme til at handle om straf i medfør af straffelovens §114, st. 3-5 for overtrædelse af forbuddet mod Justitsministeriets Bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder i Irak og Syrien. Kan der herudover fremlægges beviser for vedkommendes ulovlige krigshandlinger mod de danske styrker derude, kan Anklagemyndigheden tillige rejse tiltale for disse handlinger, men det vil oftest være vanskeligt som følge af mangel på bæredygtige beviser. Dette har imidlertid intet at gøre med spørgsmålet om udstrækningen af den humanitære folkerets til dansk territorium. Om nedskydningen af en hjemvendt fremmedkriger er lovlig eller ej afhænger naturligvis af det retsgrundlag, nedskydningen skal vurderes på, og her er der ingen tvivl: det skal i Kessings eksempel afgøres efter dansk ret, og da vil nedskydningen formentlig være ulovlig – medmindre den hjemvendte fremmedkriger fortsætter med eller overraskes under udførelsen af et krigs- eller terrorangreb herhjemme, og nedskydningen var nødvendig for at forhindre angrebet.
Kessing sammenligner sit eksempel med de (efter hans vurdering ulovlige) amerikanske droneangreb i neutrale lande mod eftersøgte terrorister og citerer tillige en kilde fra ICRC for at udtale, at en person ikke kan føre en intern væbnet konflikt med sig fra ét land ind i et andet land, der ikke er krigsførende. Eksemplet er imidlertid misvisende, for selvom Danmark nok er neutralt i forhold til de irakiske og syriske stater (som vi jo ikke kæmper imod!), er Danmark stadig part i den interne væbnede konflikt i disse lande og dermed ikke ”neutral” i forhold til ISIS; både efter dansk ret og IHL har vi selvfølgelig lov til at skyde en ISIS-kriger, der kommer hertil for at gennemføre et krigsrelateret væbnet angreb mod danske styrker, hvis angrebet ikke kan afværges på andre måder.
Man må formode, at de amerikanske droneangreb bliver varslet over for det land, hvor den eftersøgte opholder sig – omend det (sandsynligvis) sker med endog meget kort varsel. Det amerikanske synspunkt er, at den stat, hvor den eftersøgte terrorist opholder sig (opholdslandet), selv har pligt til at forhindre vedkommende i at begå terrorhandlinger fra dets territorium og i øvrigt til at eftersøge og anholde personen, og gør landet ikke dét, har USA efter folkeretten – under visse betingelser – ret til at foretage en såkaldt ”anteciperet forsvarshandling” ved at tage livet af personen under et droneangreb ind på opholdslandets territorium. ICRC-kildens udsagn er ligeledes i princippet korrekt – man kan selvfølgelig ikke uden videre føre en borgerkrig ind på en ikke-krigsførende stats territorium bare fordi en eftersøgt oprører flygter derind – men dels er det ikke dét, diskussionen handler om her, og dels er der mig bekendt ikke tvivl om lovligheden efter IHL/Jus ad Bellum af både anteciperede selvforsvarshandlinger og muligheden for ”hot pursuit (= når en stats myndigheder fortsætter den ubrudte forfølgelse af en mistænkt og eftersøgt person ind på en anden stats territorium eller ud på det åbne hav) ”, som Kessing selv henviser til.
Sammenfattende er det således min kommentar til de to blog-indlæg,
at IHL selvfølgelig udstrækkes til Danmarks territorium, hvis ISIS-krigere gennemfører eller forsøger at gennemføre krigshandlinger her i landet, men at IHL kun vil blive anvendt i praksis og lagt til grund i en straffesag, der indbringes for en straffekompetent international domstol;
at det i alle andre tilfælde vil være national ret der anvendes ved nationale domstole ved retsforfølgning af handlinger, der er strafbare efter national ret, selvom IHL i princippet også gælder for den pågældende handling;
at danske myndigheder efter straffelovens §§6-8 har både ret og pligt til at retsforfølge danske statsborgere eller personer med fast ophold her i landet efter dansk ret for handlinger, der er strafbare efter dansk ret, uanset hvor de er begået, forudsat de enten er strafbare også efter gerningslandets lovgivning og efter dansk ret kan medføre straf på mindst 1 år, eller hvis Danmark efter international overenskomst er forpligtet til at kriminalisere handlingen i dansk ret; samt
at danske myndigheder altid kan anvende den magt, der er nødvendig for afværge en forbrydelse eller for at frihedsberøve en person med henblik på retsforfølgning eller ordenshåndhævelse.