I juni i år indførte fem byretter en forsøgsordning for et år med adgangskontrol ved indgangen til retten. Det drejer sig om Københavns Byret, Retten på Frederiksberg, Retten i Glostrup, Retten i Aarhus og Retten i Aalborg.
Adgangskontrollen medfører, at alle, der skal i retten, skal gå igennem en scanner, og at medbragte tasker og lignende skal undersøges af rettens personale ligesom i lufthavne.
Domstolsstyrelsen har oplyst, at sikkerhedskontrollen er indført for at øge sikkerheden for rettens medarbejdere og for dem, der møder i retten. Formålet med ordningen er at få erfaringer med fast adgangskontrol, herunder om en sådan kontrol øger personalets og brugernes tryghedsfølelse.
Forsøgsordningen koster 15 mio. kr.
Jeg har de seneste 17 år haft min daglige gang i retten – i perioden 1998-2004 som anklager og siden 2005 som forsvarsadvokat. Hverken som anklager eller som forsvarsadvokat har jeg følt eller oplevet, at det var farligt eller utrygt at gå på arbejde.
Jeg har naturligvis oplevet situationer, hvor der har været ballade og tumult. I de situationer har politiet imidlertid allerede været til stede, idet de allerede forud for retsmødet havde vurderet, at der var risiko for uro. Afpasset efter de konkrete omstændigheder har politiet foretaget adgangskontrol og været til stede i og ude foran retten. I de heldigvis få tilfælde, hvor der har været optræk til ballade – eller hvor der ligefrem har udviklet sig tumult – har politiet ”under anvendelse af den fornødne magt” – som det hedder i politisprog – genskabt ro og orden.
I forbindelse med mediedækningen af forsøgsordningen med adgangskontrol omtales ofte den tragiske sag, hvor en advokat blev skuddræbt i forbindelse med et retsmøde fogedretten i september 2014. Drabet på advokaten er en helt usædvanlig sag, som i øvrigt IKKE førte til, at advokatstanden anmodede om yderligere sikkerhedsforanstaltninger. Havde der været adgangskontrol i fogedretten i september 2014 var drabet formentlig sket uden for retten i stedet for inde i retten. Drabet på advokaten var således så ekstremt og så usædvanligt, at der ikke kan udledes noget generelt heraf.
Jeg er modstander af permanent adgangskontrol. Det er imidlertid ikke det samme som, at jeg er imod tilstedeværelse af vagtpersonale i retsbygninger, videoovervågning af retsbygninger og adgangskontrol, når det er konkret påkrævet.
En målrettet og intelligent adgangskontrol foretaget af politiet afpasset efter sagens konkrete omstændigheder kombineret med, at enkelte vagter ”patruljerer” i retsbygningen, er efter min opfattelse den måde, som sikkerheden sikres bedst på.
Politipersonale er i modsætning til det vagtpersonale, der foretager adgangskontrollen i den nuværende forsøgsordning, specifikt uddannet til at håndtere en eventuel farlig situation.
I Danmark er der 24 byretter, to landsretter, Sø- og Handelsretten og Højesteret. En permanent ordning med adgangskontrol vil således blive meget dyr.
Permanent adgangskontrol medfører, at domstolene ikke fremstår helt så åbne som domstolene ellers vil gøre. Domstolene skulle gerne være et sted, hvor den brede befolkning føler sig velkomne til at komme forbi og se hvad der foregår – også på andre tidspunkter end på Kulturnatten.
Det vil også være uheldigt, hvis fx vidner og domsmænd i straffesager får det indtryk, at domstolene er et farligt sted at opholde sig. Det kan i sig selv være med til at skabe eller forstærke en i øvrigt ubegrundet frygt.
Forsøgsordningen med adgangskontrol varer et år. Selv om der i skrivende stund er seks måneder tilbage af forsøgsperioden, mener jeg, at ordningen allerede nu kan evalueres.
Når man evaluerer ordningen, bør man grundigt få klarlagt antallet af faktiske hændelser, hvor medarbejdere eller brugere har været udsat for ubehagelige oplevelser. For det tilfælde at ansatte og brugere fortæller om frygt for at være i retsbygninger, bør det afdækkes, hvad årsagen til denne frygt er. For at indføre adgangskontrol er det ikke tilstrækkeligt at henvise til, at nogle føler sig utrygge og at man har adgangskontrol flere steder i udlandet.
