Overvågningen og kontrollens kompleksitet

Regeringen bekendtgjorde den 17. marts, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) alligevel ikke skulle have beføjelse til at overvåge personer hjemmehørende i Danmark, der opholder sig i udlandet, uden forudgående retlig kontrol. Diskussionen om FE’s beføjelser fik hermed en (indtil videre) fornuftig udgang. Sagen viser dog, at debatten om informationsindhentning og retlig kontrol fortsat er for overfladisk. Spørgsmålet om FEs beføjelser i udlandet er nemlig kun en lille del af en meget større – og kompleks – problemstilling.

Edward Snowdens afsløringer af efterretningstjenesternes overvågning og indhentelse af oplysninger har rejst krav om øget retlig regulering, og det er sandsynligt, at politikere og nationale og internationale domstole i de kommende år vil søge at begrænse tjenesternes beføjelser og/ eller underkaste disse en større retlig kontrol. Men for at kunne forholde sig nuanceret til de mange retlige spørgsmål, som overvågningen og informationsindsamlingen rejser, er det nødvendigt at forstå, at denne antager mange former, og at ikke alle kalder på den samme form for regulering.

Der er efter min mening en lang række parametre, der i større eller mindre grad bør kunne have betydning for, hvorledes moderne informationsindhentning skal reguleres. Parametrene er bl.a. udtryk for, at nogle hensyn er vægtigere end andre, at balancen mellem respekt for privatliv og andre hensyn varierer, og at risikoen for misbrug afhænger af omstændighederne omkring informationsindhentningen.

For det første er det vigtigt at gøre sig overvejelser om, hvad der skal beskyttes. Er det en konkret person og dennes oplysninger, herunder hemmeligheder, eller snarere den konkrete information, der er i fokus? Dernæst bør også selve karakteren af den indhentede information have betydning. Er der tale om indsamling af såkaldt ’meta data’ eller indhold af konkret kommunikation? Har informationen med andre ord kvantitativ eller kvalitativ karakter? Det bør også spille ind, om informationen indhentes en masse eller mere målrettet, ligesom det kan være af betydning, om oplysningerne indsamles i Danmark eller i udlandet, herunder i en konfliktzone. Også nationaliteten på den person, der eventuelt er mål for informationsindsamlingen bør være af betydning. Er personen hjemmehørende i Danmark, eller er der tale om en person, der ingen forbindelse til Danmark har? Det bør også have betydning, om den person, der eventuelt måtte være mål for informationsindhentningen er en privat borger eller en repræsentant for en anden stat, herunder en stat, der kan være fjendtlig stemt over for Danmark. På samme måde som det bør spille ind, om den aktør, der indhenter oplysningerne, er dansk eller udenlandsk og offentlig eller privat. Formålet med at indsamle oplysningerne bør også have betydning. Indhentes oplysningerne for at bekæmpe trusler mod statens sikkerhed, såsom terrorisme, andre former for alvorlig kriminalitet eller, har informationsindhentningen kommercielle formål? Også den eventuelle lagring af den indhentede information og omstændighederne omkring bør være af relevans. Hvor, hvor længe og hvor sikkert lagres oplysningerne? Hvem har adgang til oplysningerne og på hvilket grundlag?

Danske myndigheders målrettede indsamling af konkret kommunikation om personer hjemmehørende i Danmark bør som det klare udgangspunkt altid kræve forudgående retlig kontrol. Også selvom indsamlingen finder sted i udlandet. Men folk vil have forskellige opfattelser af, hvorledes disse parametre bør vægtes, ligesom der kan være yderligere relevante parametre. Sikkert er det imidlertid, at identificeringen af den ’rette’ retlige regulering af moderne overvågning og informationsindhentning langt fra er helt ligetil, og at der ligger mange – og komplekse – diskussioner i vente forude.