Karadzics ’milde’ straf

For nogle uger siden blev den tidligere Bosnisk-Serbiske leder, Radovan Karadzic, dømt til 40 års fængsel for sin rolle i den bosniske borgerkrig i 1990’erne. Jeg har beskrevet afgørelsen i et tidligere indlæg på bloggen. Afgørelsen har siden da fået massiv kritik på ét bestemt punkt, nemlig den ’milde’ dom på 40 års fængsel. Her har en række ofre, Ngo’er og eksperter langet hårdt ud efter dommerne.

Den slags reaktioner er forståelige og forventelige. Det gælder særligt på det rent menneskelige plan, hvor man helt legitimt kan spørge sig selv, om 40 års fængsel virkelig kan være nok for en leder som har forsøgt at etnisk udrense ti-tusindevis af mennesker. På det strafferetslige plan kan man også helt rimeligt spørge, hvorfor Karadzic kun fik 40 år, når nu flere andre lavere rangerende forbrydere, med smallere forbrydelser, har fået livstid?

Historisk har vi kun har set en håndfuld livtidsdomme afgivet ved Jugoslavien-tribunalet (ICTY). Alle modtagere af sådanne domme har dog været lavere rangerende end Karadzic. Derfor ville det også være oplagt, at Karadzic havde fået livstid. Det er også relevant at bemærke, at livstidsdomme er noget mere almindeligt ved Rwanda-tribunalet (ICTR), hvor omkring 1/3 af alle tiltalte er blevet tildelt livstid. Det er der flere forklaringer på, men særligt reflekterer forskellen det forhold, at langt flere er blevet dømt for folkedrab i Rwanda end det var tilfældet i Jugoslavien. Denne forbrydelse anses generelt for at være mere strafværdig end de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden som de fleste ICTY-tiltalte er blev dømt for. Ser man altså isoleret på Karadzics handlinger – som en ledende skikkelse ansvarlig for bl.a. folkedrab – bør der altså ikke være nogen tvivl om, at havde domstolen fulgt sin egen retspraksis ville Karadzic have fået livstid. Det gjorde han dog ikke, og spørgsmålet er derfor hvorfor.

Karadzic opgav politik

Forklaringen på Karadzics milde dom kan findes i de formildende omstændigheder som dommerne har lagt vægt på i deres afgørelsen. Og her ses der nogle særdeles interessante overvejelser. Dommerne lagde nemlig eksplicit vægt på det forhold, at Karadzic indvilligede i at trække sig tilbage fra det politiske liv i Bosnien og holde sig væk fra medierne. Dette forhold mente dommerne havde en positiv effekt på fred og stabilitet i Bosnien, og man mente derfor, at dette udgjorde en formildende omstændighed som skulle belønnes. Det er sandsynligvis denne overvejelse som førte til at Karadzic fik en så relativt mild straf. Domstolen noterede også nogle mere almindelige formildende omstændigheder omkring god opførsel og medlidenhedsytringer, men disse elementer kan næppe have spillet den helt store rolle. Afgørelsen er derfor særdeles interessant, bl.a. fordi den kan påvirke ICC’s retspraksis fremadrettet. Her har man nemlig – i modsætning til ICTY – en specifik regel der tillader, at efterfølgende handlinger kan udgøre en formildende omstændighed som kan lede til en sænkelse af straffen. Med Karadzic sagen har vi nu set det hidtil klareste eksempel på, hvordan efterfølgende politiske handlinger kan reducere en straf.

Mildere straffe i fremtiden ved ICC?

Hvis vi ser lidt længere frem i tiden kan vi endda generelt forvente at se mildere straffe ved ICC. Det er særligt tilfældet når man tager i betragtning, at ICC vil behandle en større andel af ledere end tidligere, da man kun har kapacitet til at retsforfølge en håndfuld personer pr. situation.

Denne forventning skyldes to ting. For det første siger Romstatuttens artikel 77(1), at dommerne højst kan give en 30 års fængselsdom, mens en livstidsdom forbeholdes situationer hvor en sådan straf er ”justified by the extreme gravity of the crime and the individual circumstances of the convicted person.” Taget i betragtning af alle sager ved ICC må siges at være ret ekstreme, skal der altså noget ekstraordinært til, før livstidsdomme kan afsiges i fremtiden. Vi må dog ind til videre vente og se hvordan domstolen vælger at anvende reglen. Den anden grund til, at vi kan se flere milde domme ved ICC er, at anklagemyndigheden har haft væsentligt sværere ved at skaffe tilstrækkelige beviser til at retsforfølge tiltalte for et bredt katalog af forbrydelser. Det skyldes, at ICC simpelthen har mindre kontrol med de relevante områder og mindre politisk støtte til at foretage sin efterforskning. Det problem har ført til, at anklagemyndigheden har ført smallere sager som er lettere at bevise. Netop dette problem kan – i hvert fald delvist – forklare de to relativt milde domme som vi har set indtil videre. Oprørslederen Thomas Lubanga blev således dømt til 14 års fængsel for at rekruttere og anvende børnesoldater i sin oprørsbevægelse (mens resten af hans tiltale blev droppet), og Germain Katanga, en anden oprørsleder, blev dømt til 12 års fængsel for forbrydelser begået i forbindelse med et konkret angreb på landsbyen Bogoro. Dette angreb er dog næppe den eneste forbrydelse som Katanga har været involveret i. I dette perspektiv er Karadzics relativt milde straf altså ikke et særtilfælde, men måske et resultat som vi skal til at vende os til.