Der kan nu søges om optagelse til efterårssemesteret 2018 på tænketanken Justitia og Danske Advokaters nye akademi for jurastuderende.
På Justitia Akademi vil der blive sat fokus på nogle af retsstatens grundlæggende byggesten som frihedsrettigheder, retssikkerhed og domstolsprøvelse. Som studerende vil du få indsigt og viden om nogle af de samfundsmæssige aktuelle emner på området. Og du vil blive rustet til selv at kunne tage aktiv del i den juridiske samfundsdebat.
Kurset løber over fire weekender spredt over et semester. Her vil de studerende møde et udvalg af landets førende juridiske eksperter og praktikere. På efterårssemesteret kan man således bl.a. møde tidl. højesteretspræsident Børge Dahl, generaladvokat ved EU-domstolen Henrik Øe, direktør i Justitia Jacob Mchangama, Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen og mange flere.
Retsikkerhed og frihedsrettigheder under pres
De seneste år har vi set en øget tendens til, at man fra politisk side tillægger retssikkerhed stadig mindre vægt i forhold til konkurrerende hensyn, hvad enten det gælder økonomi, national sikkerhed, effektivisering mv. Det har konsekvenser for beskyttelsen af helt fundamentale rettigheder, som udgør grundlaget i et liberalt demokrati som det danske. Løbende files der på demokratiets og retsstatens grundsøjler, og det er derfor helt afgørende, at flere jurister og kommende advokater uddannes til at varetage rollen som ”retssikkerhedsmæssige vagthunde”, så retssikkerhed bliver noget, man forholder sig til, uanset om man efter studiet skal sidde med lovgivningsprocessen i centraladministrationen, eller varetage klienters interesser i et advokatfirma. Netop det er formålet med Justitia Akademiet.
Justitia Akademi er gratis, men kræver, at man er studerende på kandidatdelen på en af landets jurauddannelser. Ansøgningsfristen for efterårssemesteret er 31. maj 2018. Du kan læse mere om akademiet, se det foreløbige program og se hvordan du søger om optagelse på www.justitiaakademi.dk.
Ansøgningen skal indeholde en motiveret ansøgning for, hvorfor du vil gå på Justitia Akademiet, CV samt karakterudskrifter. Ansøgningen skal sendes til justitiaakademi@justitia-int.org. Der er kun plads til 25 studerende hvert semester. Justitia udvælger efter ansøgningsfristen de 25 studerende, og du vil således kunne forvente svar på, hvorvidt du er optaget i starten af juli.
Så læser du, eller kender du en der læser på kandidatdelen af en af landets jurauddannelser, så er det nu man skal slå til.
Justitia Akademi modtager støtte fra Dreyers Fond.