En lang række vidneudsagn fra israelske soldater blev i går offentliggjort af den Israelske NGO ’Breaking the Silence’. Disse soldater deltog alle i operationen i Gaza i 2014 som kostede mere end 2.200 palæstinensere livet og efterlod mere end 100.000 hjemløse. Nu fortæller soldaterne om deres oplevelser, og hvordan de voldsomme ødelæggelser øjensynlig var resultatet af en militær strategi der ikke tog tilstrækkelig hensyn til civile. Udtalelserne er så alvorlige, at hvis de står til trone og kan dokumenteres, ja, så er der i flere tilfælde tale om klare krigsforbrydelser.
Soldaternes beretninger
Under overskriften ’This is How We Fought in Gaza’ har Breaking the Silence samlet beretninger fra mere end 60 soldater der deltog i operationen i Gaza i 2014. De offentliggjorte udsagn er anonymiseret og hændelserne kan ikke umiddelbart dokumenteres uafhængigt. Ikke desto mindre kan det nye materiale skabe alvorlige problemer for Israel.
Et af de mest alvorlige elementer i beretningerne handler om, hvordan man, ifølge soldaterne selv, valgte at skelne mellem civile og militære mål under konflikten. Soldaterne fortæller, at de blev givet ekstremt brede ’rules of engagement’, og at de således skulle skyde først, og spørge bagefter. Man formodede simpelthen, at alle civile havde forladt relevante områder efter at være blevet advaret, og derfor var alle tilbageværende personer at betragte som legitime mål ligesom alle bygninger blev formodet tomme. Som én soldat beskriver situationen:
“The instructions are to shoot right away. Whoever you spot – be they armed or unarmed, no matter what. The instructions are very clear. Any person you run into, that you see with your eyes – shoot to kill. It’s an explicit instruction.”
Denne beskrivelse passer dårligt overens med krigsrettens udgangspunkt om, at man er at anse for civil i tvivlstilfælde, at soldater er forpligtede til at gøre alt praktisk muligt for at verificere at angrebne mål reelt er militære og ikke civile, samt den generelle forpligtelse til at tage alle praktiske forholdsregler for at hindre civile tab (se den første tillægsprotokol til Geneve konventionerne, artikel 50, 51, 52 og 57).
Et andet alvorligt element i fortællingerne handler om beskydninger af civile personer og bygninger der ikke spillede en militær rolle. Bl.a. beskriver flere soldater hvordan man beskød tilfældige civile huse som reaktion på nyheder om at israelske soldater var døde eller sårede, ligesom soldater fortæller om beskydninger af civile og en generel ødelæggelse ud af ren kedsomhed. Denne type handlinger er i klar modstrid med krigsretten og kan udgøre deciderede krigsforbrydelser. Bevidste angreb på civile der ikke tager aktiv del i krigshandlingerne er således en krigsforbrydelse (efter Romstatuttens artikel 8.2.b.i) og det samme er ubegrundede angreb på civile bygninger (efter Romstatuttens artikel 8.2.b.ii + v).
Generelt tegner soldaternes fortællinger et billede at en militær operation hvor der blev gjort utrolig meget for at beskytte de israelske soldater, men at det skete på bekostning af de civile i Gaza. Særligt brugen at tunge våben i tætbebyggede områder, som altid gik forud for soldaternes indtrængen, viser denne prioritering. Og det stiller det helt grundlæggende spørgsmål, hvornår sådanne hensyn tager overhånd. Hvor mange civile tab og hvor store ødelæggelser er for meget? Hvornår bliver en sådan politik disproportional og dermed ulovlig? Her er krigsretten ikke så klar, og det er særligt tilfældet når modstandere gemmer sig blandt den civile befolkning. Ikke desto mindre udgør disse nye fortællinger en vigtig brik i historien om en konflikt, hvor de civile palæstinensere måtte bære langt den tungeste byrde, og hvor de nu igen må forsøge at genopbygge et liv i Gazas ruiner.
ICC kan straffe
Den Internationale Straffedomstol har jurisdiktion over krigen i Gaza, og domstolens anklager er i disse måneder i gang med sin foreløbige undersøgelse af sagen. De forbrydelser som beregningerne peger på kan dermed i princippet straffes af domstolen. Det kræver dog, at anklageren er villig til at fokusere på disse forbrydelser og at hun er i stand til at finde tilstrækkelige beviser for påstandene. Det står i hvert fald klart, at anonyme udtalelser som de her refererede ikke kan stå alene. Det er nødvendigt med både fysiske beviser og åbne vidneudsagn før egentlige retssager kan underbygges og gennemføres.
Det samlede materiale fra ’Breaking the Silence’ kan ses her.
Læs desuden The Guardian, Washington Post’s og Politikens historier om materialet.
Bestemt. Grundlæggende har han jo ret i hans karakteristik af rapporterne, herunder ’Breaking the Silence’ rapporten. Sidstnævnte er ikke en rapport der lever op til almindelige akademiske standarder eller standarder for udredningsarbejder mere generelt. Det mener jeg dog ikke (og her er jeg nok ikke så negativ som Schwarz) gør rapporten ubrugelig – den bør blot anvendes med passende forbehold. Rapporten belyser, hvordan en lang række soldater har oplevet konflikten – ofte på en måde der går igen i beretningerne – og hvordan de taler om deres oplevelser uden omsvøb. Til det formål er rapporten nok det bedste materiale vi har lige nu, på trods af dens åbenlyse mangler. Den slags undersøgelser som Schwarz efterlyser – eller beklager at ’Breaking the Silence’ rapporten ikke udgør – tror jeg dog ikke at vi skal forvente vil udfolde sig lige foreløbig. Her løber formalismen og realismen nok lidt af med ham.
Interessant post, Marc, der dækker et emne, der jo ofte er i søgelyset. Jeg faldt over vedlagte post på lawfare af en Yishai Schwartz, der dækker ikke kun Breaking the Silence-rapporten, men to andre undersøgelser af begivenhederne i Gaza. Uanset om man er enig i Schwarz’ konklusioner, giver den efter min opfattelse et interessant overblik og rejser nogle interessante spørgsmål om sådanne undersøgelser, herunder grundlaget for konklusioner og anbefalinger.
http://www.lawfareblog.com/2015/05/how-and-how-not-to-investigate-an-armed-conflict-reflections-on-three-recently-released-gaza-reports/