Justitsministeriet har for øjeblikket et lovforslag i høring med høringsfrist fredag den 11. november 2016. Der er tale om forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester. I overskriften til høringen er anført ”Udeblivelsesdomme, forkyndelse og anvendelse af digital kommunikation i straffesager m.v.”.
”M.v.” dækker bl.a. over, at der i lovforslaget på siderne 44-47 og 72-73 er lagt op til, at politiet skal have mulighed for hemmelig ransagning i sager med grove overtrædelser vedrørende dopingmidler samt grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig.
Lovforslaget er endnu et eksempel på, at politiet med afsæt i en rockerkonflikt eller risikoen for terror får en beføjelse, som politiet kan bruge helt undtagelsesvist. Så går der en periode, hvorefter beføjelsen udstrækkes til at gælde for mere ”almindelig” kriminalitet. Det er en retssikkerhedsmæssig glidebane.
Hemmelig ransagning er et indgribende efterforskningsskridt, hvor der over for hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse er tungtvejende hensyn til individets retssikkerhed. Boligens ukrænkelighed og retten til privat- og familieliv er beskyttet af henholdsvis grundlovens § 72 og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8.
Ved en hemmelig ransagning er der i modsætning til en ”almindelig” ransagning fra politiets side ikke nogen opfordring til at være til stede. Der tilkaldes ikke vidner. Kendelsen, der lægger til grund for ransagningen, læses ikke op for den, der ransages hos.
Da borgerne i et demokratisk samfund må kunne stole på, at politiet ikke bryder hemmeligt ind i ens hjem, gennemsøger tingene og går igen uden at efterlade spor, giver det god mening, at hemmelig ransagning – i hvert fald oprindeligt – var tænkt som en absolut undtagelse i helt specielle sagstyper.
Begrundelsen for det nuværende lovforslag er kun meget kort beskrevet i selve lovforslaget.
Det fremgår af lovforslaget, at Rigsadvokaten bl.a. har gjort Justitsministeriet opmærksom på, at det i praksis synes uhensigtsmæssigt, at det ikke er muligt at foretage hemmelig ransagning i forbindelse med efterforskning af sager om overtrædelse af straffelovens § 191 a (grove overtrædelser af lov om visse dopingmidler), når det er muligt, hvis efterforskningen vedrører straffelovens § 191 (grove overtrædelser af lov om euforiserende stoffer). Det bemærkes i den forbindelse også i lovforslaget, at overtrædelser af straffelovens § 191 a i dag ofte er digitale, f.eks. når dopingmidler sælges over internettet.
Rigsadvokaten har endvidere gjort Justitsministeriet opmærksom på, at det i praksis er problematisk, at der ikke kan foretages hemmelig ransagning ved overtrædelser af straffelovens § 286, stk. 2 (grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig), når det er muligt, hvis efterforskningen vedrører overtrædelse af § 286, stk. 1, jf. § 276 (grove tyverisager). Det bemærkes også i den forbindelse, at disse kriminalitetstyper i stadig større grad begås digitalt.
Bestemmelsen om hemmelig ransagning i retsplejelovens § 799 blev indsat i 1997. Formålet var at styrke politiets muligheder for at efterforske alvorlig kriminalitet, herunder bl.a. set i lyset af det voldelige opgør mellem rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, som fandt sted på daværende tidspunkt.
Bestemmelsen i § 799 omfattede ved indførelsen i 1997 alene efterforskning af forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder) samt overtrædelser af straffelovens § 191 og § 237 (grov narkotikakriminalitet og manddrab).
Hemmelig ransagning var ifølge forarbejderne møntet på særlige tilfælde, herunder navnlig kriminalitet, der begås af en flerhed af personer, og hvor hensynet til hemmeligholdelse af en igangværende efterforskning mod de pågældende gør det nødvendigt at foretage ransagning mod enkelte mistænkte, uden at vedkommende bliver underrettet herom.
Ved en lovændring i 2002, der navnlig havde til formål at styrke det strafferetlige værn mod terrorisme og styrke politiets efterforskningsmuligheder, blev bestemmelsen i § 799 om hemmelig ransagning udvidet til også at omfatte sager efter straffelovens § 180, 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, og § 192 a (ildspåsættelse, sprængning, kapring, forgiftning samt våbenlovsovertrædelser vedrørende våben af særdeles farlige karakter).
Om baggrunden for udvidelsen fremgår det af forarbejderne, at formålet med en ransagning ofte er at konstatere, om bestemte genstande, papirer eller lignende findes på et bestemt sted, og at det i visse tilfælde er afgørende for ikke at afsløre en igangværende efterforskning for de mistænkte eller personer med kendskab til disse, at ransagningen foretages uden underretning af mistænkte eller andre. Det gælder bl.a. visse meget alvorlige straffelovsovertrædelser, der efter deres karakter f.eks. kan forekomme i forbindelse med eller som led i egentlige terrorhandlinger. Adgangen til at kunne hemmeligholde efterforskningen i sådanne sager om meget alvorlig kriminalitet vil f.eks. kunne være af afgørende betydning, hvis der formodes at være flere ukendte medgerningsmænd til forbrydelsen, og hemmeligholdelse af efterforskningen derfor er nødvendig for, at disse kan identificeres og anholdes.
Ved en lovændring i 2006 blev sager omfattet af den samtidig indførte bestemmelse i straffelovens § 192 b om nuklear terrorisme omfattet af adgangen til hemmelig ransagning.
Ved to senere lovændringer er der endvidere gennemført konsekvensrettelser af bestemmelsen i retsplejelovens § 799 som følge af ændringer af straffelovens § 192 a. Ændringerne i 2008 og i 2010 indebar, at der i sager omfattet af straffelovens § 192 a alene er adgang til hemmelig ransagning for så vidt angår overtrædelser vedrørende våben eller eksplosivstoffer, der på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, hvilket svarer til retstilstanden før de udvidelser af straffelovens § 192 a, som blev gennemført i 2008 og 2009.
Adgangen til at foretage hemmelig ransagning efter § 799 blev igen udvidet i 2013 ved ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrket indsats over for økonomisk kriminalitet). Efter udvidelsen kan indgreb i form af hemmelig ransagning også anvendes ved efterforskning af menneskesmugling, menneskehandel, tyveri af særlig grov beskaffenhed, røveri og overtrædelse af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af straffelovens § 289 a (straffelovens § 125 a, § 262 a, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 288 og § 289) samt efterforskning af overtrædelse af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 192 a).
Nu er turen så som nævnt kommet til sager med mistanke om grove overtrædelser vedrørende dopingmidler samt grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig.
Det er sikkert ikke sidste gang, at et lovforslag lægger op til udvidelse af anvendelsesområdet for hemmelig ransagning. Så længe lovgiver bare tager nogle bestemmelser af gangen, virker det måske heller ikke umiddelbart så voldsomt.
Efter min opfattelse er det imidlertid en glidebane, når den store nordiske rockerkrig i slut 90’erne nu skaber et fundament for at indføre hemmelig ransagning i sager med mandatsvig.
Læs hele lovforslaget her (se side 44-47 og side 72-73):
https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/59938
Vil du vide mere om hemmelig ransagning, kan Justitias analyse skrevet af Jacob Mchangama den 29. september 2015, ses her:
One thought to “Hemmelige ransagninger fortsætter – i hemmelighed – turen ned ad den retssikkerhedsmæssige glidebane”