I forbindelse med udvidelsen af den danske indsats mod Islamisk Stat til at inkludere specialstyrker har der været fokus på spørgsmålet om håndtering af fanger. Hvad stiller danske enheder op med eventuelle personer, der måtte komme i dansk varetægt i enten Irak eller Syrien?
Jeg fornærmer vist ingen i forsvaret ved at bemærke, at fangehåndtering har været noget af en ’udfordring’ i flere af de operationer, vi har deltaget i siden angrebene den 11. september 2001. Dem der har mod på at nørde rundt i det kan finde inspiration her.
Spørgsmålet om fangehåndtering af IS-krigere i både Irak og Syrien er egnet til at give grå hår i hovedet i forsvaret, og det er ikke nogen misundelsesværdig opgave at skulle forsøge at klæde de udsendte styrker på folkeretligt.
I forbindelse med den forestående udsendelse af specialstyrker har regeringen i sinde at udstyre de udsendte styrker med en instruks, der lyder nogenlunde sådan her:
1: Prøv at lad være med at tage fanger
2: Hvis det ikke lykkes, så løslad meget gerne de fanger, I er kommet til at tage
3: Hvis I alligevel ender med nogle fanger, som I ikke mener, I bør/kan løslade, så ring hjem til København og så vil vi kigge på det og fortælle jer, hvad I skal gøre.
Intentionen er så at oprette en særlig ’Task Force’ i København med deltagelse af personer fra Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet, der skal vurdere en konkret sag om en fange og tage stilling til, hvad der skal ske.
Det giver umiddelbart god mening med en sådan Task Force. Der vil utvivlsomt være kritikere, der mener, at det ikke er tilstrækkelig klart for soldaterne, hvordan de skal forholde sig, og at der bør udstedes nogle klarere retningslinjer for, hvad der skal ske med fanger. Men den kritik er baseret på en præmis om, at sådanne retningslinjer uden videre vil kunne laves. Og det har jeg svært ved at se skulle være muligt. Om en konkret overdragelse kan ske vil ofte afhænge af en masse specifikke forhold, der kan ændre sig undervejs.
Det reelle problem udspringer af, at politikerne (fortsat) insisterer på, at vi fra dansk side skal balancere på en knivsæg, når vi skal i krig. For Christiansborg vil både have, at danske styrker skal kunne være med helt derude (det er trods alt specialstyrker vi taler om her), hvor der i den grad er risiko for nærkontakt med fjenden og samtidig vil holde hænderne helt rene og undgå mistanker om brud på de retlige normer, der regulerer moderne væbnede konflikter. Og det er nu engang ikke altid helt nemt – især ikke når krigen foregår i sammenbrudte stater i Mellemøsten og Menneskerettighedskonventionen og det generelle forbud mod overdragelser til risiko for overgreb er med i rygsækken.
Det er fint, at regeringen ønsker at fjerne ansvaret for, hvad der skal ske med fanger, fra de udsendte soldater og i stedet placerer det i København – tæt på det politiske niveau (hvor det efter min mening hører hjemme). Erfaringerne fra især den første tid i Afghanistan og Irak i 00’erne var, at de udsendte styrker i alt for høj grad stod alene med de svære beslutninger og med de ofte meget konkrete vurderinger af, om en overdragelse var forbundet med en risiko for overgreb. Det rådes der forhåbentlig bod på nu.
