Et vigtigt element i et velfungerende retssamfund er god og konsistent lovgivning. Og det er ikke en nymodens dille: Allerede forfatterne bag fortalen til Jyske Lov fra 1241 gik ind for høj lovkvalitet og skrev direkte om spørgsmålet, at ”loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger”. Selvom fortalen efter sigende er mere eller mindre tyvegods og afskrift fra andre lærdes skrifter, vidner ordvalget alligevel om en fremsynethed og en erkendelse af, hvad et retssamfund skal bygge på.
En tilsvarende erkendelse har man 770 år senere muligvis strejfet i Det Sorte Tårn, da regeringsgrundlaget for Helle Thorning-Schmidts S-RV-SF regering blev udarbejdet. Her kom man under overskriften ”God regeringsførelse” til at love guld og grønne skove med hensyn til lovgivningsprocessen, herunder at man fra den nye regerings side ville arbejde for, at de frister, man giver organisationer mv. for at komme med bemærkninger til udkast til lovforslag, bekendtgørelser mv., skulle være af en sådan varighed, at det gav de hørte parter en rimelig mulighed for at komme med kvalificeret input. Folketingets egen holdning til den sag er i øvrigt, at man skal tilstræbe en høringsfrist på mindst 4 uger, så ambitionen er for så vidt klar nok.
I disse dage nærmer Helle Thorning-Schmidts pegefinger sig angiveligt den mytiske ”valgknap”, og regeringens dage er ved at være talte. Andre må afgøre, om regeringen generelt har indfriet sine løfter overfor vælgerne, men det er i min optik et naturligt tidspunkt at se nærmere på, om regeringen har levet op til sin egen målsætning om god regeringsførelse.
Advokatrådet foretog i 2013 en undersøgelse af høringsfristernes længde i perioden 2003-2013. Undersøgelsen byggede på en gennemgang af mere end 3.600 høringssager i denne periode og påviste bl.a., at antallet af sager med helt korte høringsfrister på 7 dage eller mindre har været stigende i den undersøgte 10-årsperiode, og at den procentvise andel af høringssager med en svarfrist på 7 dage eller mindre har været størst i 2009-2012. Det er ret nedslående resultater, da en svarfrist på blot 7 dage på et kompliceret og stort lovudkast for mange organisationer vil være ensbetydende med, at man ikke har nogen mulighed for at kommentere på udkastet. Det er skidt for lovkvaliteten, retssamfundet og demokratiet.
Samtidig med Advokatrådets undersøgelse sendte statsministeren en redegørelse til Folketingets Præsidium, hvoraf fremgår, at der var tegn på en vis forbedring, idet længden af høringsfristerne gennemsnitligt var hævet en smule. Oplysninger om en gennemsnitlig høringsfrist er dog ikke synderligt interessante i sig selv, da problemet især er de helt korte frister på ofte kun 4-5 hverdage, som i realiteten efterlader et indtryk hos høringsparterne af, at man ikke er interesseret i deres synspunkter. Med andre ord en ”pseudo-høring”. Dertil kommer, at statsministerens redegørelse alene omfatter lovforslag, men den største del af de høringer, der gennemføres, angår imidlertid bekendtgørelser mv. og er derfor slet ikke omfattet af redegørelsen. Der er utvivlsomt også plads til forbedringer, når man taler om høringsfrister på administrative forskrifter.
Dette forår har budt på adskillige lovgivningsinitiativer, som har været sendt i høring med ganske korte frister. Man kan heller ikke ligefrem beskylde regeringen for at holde sig tilbage med at lade lovmøllen kværne videre efter 1. april, som ellers normalt er deadline for at fremsætte lovforslag i Folketinget. Alt i alt må man konkludere, at ambitionen i regeringsgrundlaget var god, men at man ikke har levet op til den – det er en ”ommer”. Forhåbentlig vil en ny regering efter næste valg (uanset kulør) lægge sig lidt mere i selen for at virkeliggøre ”ånden fra 1241”.
