Grund til skepsis over for yderligere inkorporering af menneskerettigheder

I mange år har begrebet menneskerettigheder haft en nærmest magisk virkning, som noget der ikke kan være nok af og ikke kan betvivles. Selvom menneskerettigheder er meget vigtige, er der imidlertid god grund til at forholde sig kritisk.

I november 2014 blev der truffet en betydningsfuld og modig regeringsbeslutning, nemlig beslutningen om ikke at inkorporere en række yderligere menneskerettighedsinstrumenter i dansk ret i form af syv nærmere definerede FN konventioner. Beslutningen blev truffet på baggrund af betænkning nr. 1546 fra den 14. august 2014 fra Menneskeretsudvalget. Et udvalg der var noget splittet, idet de 15 medlemmer delte sig i en gruppering på seks medlemmer, der anbefalede inkorporering af seks ud af de syv konventioner, imens fire af udvalgets medlemmer ikke ville fremsætte anbefaling herom. De resterende fem medlemmer, som repræsenterede regeringen, ville ikke fremsætte nærmere anbefalinger.

Inkorporering er et juridisk udtryk for, at en international forpligtelse bliver gjort til en national bindende retsforskrift så som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der siden 1992 har været gældende i Danmark som enhver anden lov.

En inkorporering vil kunne medføre, at domstolene (og andre retshåndhævende myndigheder) kommer til at træffe afgørelser, der efter dansk forfatningstradition lægger hos Folketinget og regeringen. Inkorporering indebærer således en risiko for, at domstolene – ikke mindst som følge af en dynamisk og mere fri fortolkningsstil hos konventionsorganerne – vil komme til resultater, som det efter dansk forfatningstradition tilkommer lovgivningsmagten at træffe afgørelse om, herunder fordelingspolitiske spørgsmål.

Det udgør et demokratisk problem, at dommere reelt træffer politiske beslutninger. Man kan stille spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over dansk udlændingepolitik, og hvem der skal forvalte, udvikle og sætte rammerne for vores velfærdsstat i fremtiden – demokratisk valgte politikere eller teknokratisk udpegede dommere?

For at anskueliggøre komitéernes rolle i forhold til at give konventionerne et konkret indhold, kan vi se nærmere en sag fra 2013 (4/2013 Z.B. m.fl. mod Ungarn), hvor FN’s handicapkomité fandt, at Ungarn krænkede konventionen, idet man havde slettet seks ungarske statsborgere fra valglisten, da de led af så alvorlige mentale handicap, at de var sat under værgemål. Komitéen udtalte, at konventionens artikel 29 ikke giver mulighed for at begrænse personer med handicaps politiske rettigheder, ligesom bestemmelsen heller ikke tillader undtagelser for nogen grupper af personer med handicap. En fratagelse af retten til at stemme på baggrund af et psykisk eller intellektuelt handicap udgjorde efter komitéens opfattelse derfor diskrimination efter konventionen. Komitéen fandt således, at Ungarn ikke havde levet op til sine forpligtelser og anbefalede at tilføje klagernes navne til valgregistre igen, kompensere dem økonomisk og ændre den ungarske lovgivning.

Med Folketingets beslutningsforslag fra 13. maj 2014 om at tiltræde den individuelle klageadgang til handicapkomitéen bliver det interessant at se, om vi fremadrettet vil få en sag, hvor komitéen vil forholde sig til, om Danmark skal ændre grundloven. Det fremgår således af grundlovens § 29, stk. 1, at enhver har valgret til Folketinget, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Som det fremgår af grundlovens ordlyd mistes valgretten, hvis en person umyndiggøres. Det fremgår af værgemålslovens § 6, stk. 2, at en person, som fratages den retlige handleevne, bliver umyndig. Det kan således ikke udelukkes, at det ikke kun er Ungarn, der – efter komitéens opfattelse – krænker konventionen, men også Danmark.

Ud fra mere principielle demokratiske overvejelser må der således siges at være ganske tungtvejende årsager til at fastholde og værne om den danske forfatningstradition, hvor domstolene, i det omfang det er muligt, afstår fra politiske og fordelingsmæssige spørgsmål. Når udlændingepolitikken skal fastlægges, eller når vilkårene for eksempelvis børn og handicappede skal forbedres, er det grundlæggende et politisk spørgsmål og ikke et juridisk spørgsmål.

Læs mere i artiklen: ”Risiko for magtforskydning til domstolene som følge af inkorporering af konventioner inden for menneskeretsområdet” af Morten E. G. Jørgensen i ”EU-ret & Menneskeret”, DJØF Forlag, maj 2015.