Grund til skepsis over for systemkonservativisme

Maria Ventegodt Liisberg er ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder og uddannet jurist og ph.d. i menneskerettigheder og handicap. Maria er gæsteblogger på ruleoflaw.dk  

Morten E. G. Jørgensen korser sig i sit blogindlæg på ruleoflaw.dk fra 26. maj 2015 ved tanken om inkorporering af flere menneskerettighedskonventioner i dansk ret. Jeg synes, at Mortens argumentation bærer præg af en systemkonservatisme, hvor Morten taber formålet med systemet af syne. Og indtrykket forstærkes af det eksempel, han bruger for at illustrere, hvad vi risikerer at blive udsat for, hvis menneskerettighederne får en stærkere gennemslagskraft i Danmark. Morten vælger at fremhæve, at man kunne frygte, at en inkorporering kunne medføre, at domstolene ville give personer under § 6-værgemål stemmeret, selvom det fremgår af Grundlovens § 29, at ”umyndiggjorte” ikke må stemme.

Hans argumenter lader til at bygge på følgende præmisser: 1) I Danmark fratager vi personer under værgemål stemmeretten med henvisning til Grundloven, og ergo er det bedst, at vi bliver ved med det. 2) Det vil indebære en uønsket forskydning af magt fra Folketinget til domstolene, hvis denne gruppe personer får stemmeret i strid med Grundloven.

Selvom jeg er enig i, at der træffes afgørelser både ved EMD, EU-Domstolen og FN-komiteerne, som kan kritiseres for at være for vidtgående, så er mit udgangspunkt et noget andet end Mortens, som jeg som sagt tolker som systemkonservativt og endda formalistisk for så vidt angår Folketingets rolle og Grundloven. Jeg mener, at udgangspunktet for en vurdering af, om vi skal inkorporere menneskerettighederne bør være, om vi har behov for det for at styrke beskyttelsen af de grundlæggende værdier, som vores samfund bygger på: demokrati og retsstatsprincippet. Og her er det eksempel, som Morten vælger ekstremt relevant.

Som nævnt lod Mortens argumentation om fratagelse af stemmeret til hovedsagligt at bygge på, at det står i Grundloven, at vi skal gøre det. Morten burde i stedet forholde sig til, om det er i overensstemmelse med retsstatsprincippet at fratage personer under § 6-værgemål stemmeretten.
Og her kan jeg hjælpe læseren: Det hører ingen steder hjemme i en retsstat, at man fratager mennesker stemmeret med henvisning til, at de har behov for hjælp til at styre deres økonomi eller har behov for beskyttelse mod økonomisk udnyttelse. Hvis man først erkender det, er det klart, at den automatiske kobling mellem § 6-værgemål og stemmeret er vilkårlig. Fordi det kun er personer med handicap, fx udviklingshæmmede, demente og psykisk syge, som kommer i betragtning til værgemål, bliver denne vilkårlige ordning diskriminerende over for personer med handicap. Det er således ikke et argument FOR at opretholde ordningen, at den kun rammer personer med handicap, som Morten skriver, men et argument IMOD det.

Den anden præmis, jeg har udledt af Mortens blogindlæg, er, at det vil indebære en uønsket forskydning af magt fra Folketinget til domstolene, hvis personer under § 6-værgemål får stemmeret. Men er det nu også rigtigt, at der vil være tale om forskydning af magt fra Folketinget til domstolene? Vil der i det her tilfælde ikke snarere være tale om forskydning fra Justitsministeriet til domstolene? Folketingsmedlemmer fra både regeringspartier og andre partier har offentligt sagt, at de ønsker at give personer under værgemål stemmeret. Men Justitsministeriet har afvist , at det kan lade sig gøre med henvisning til Grundloven.

Justitsministeriet kunne lige så godt have valgt at fortolke Grundloven således, at der var rum til at give personer under § 6-værgemål stemmeret. Begrebet ”umyndiggjorte” bruges ikke længere i værgemålsloven. Det blev afskaffet i 1990’erne, da man afskaffede myndighedsloven for at markere, at indholdet af det nye værgemål var noget andet og mindre indgribende end det, man havde haft før. Der er som læseren vil vide mange eksempler på, at Justitsministeriet har valgt en anderledes afslappet fortolkning af Grundlovens ordlyd. Se mere herom i min blog ”Stemmeret og Fjolser” på menneskeret.dk .
Slutteligt kan jeg ikke lade være med at bemærke, at stemmeret dårligt kan ses som et ”fordelingsgode”, hvor domstolene må udvise stor varsomhed for ikke at udføre en politisk funderet fordeling. Beskyttelsen mod, at man får frataget sin stemmeret på et vilkårligt grundlag, er en klassisk borgerlig rettighed, ikke et spørgsmål om fordeling af for eksempel sociale ydelser mellem forskellige grupper.
Hvor er det godt, at vi lever i en retsstat, og at denne gruppes fratagelse af stemmeret kan blive underkastet domstolsprøvelse. Forhåbentlig vil de danske domstole have retsstatsprincippet for øje, frem for formalistisk systemkonservativisme.