Green Desert

Østre Landsret offentliggjorde forleden (den 15. juni 2018) sin længe ventede afgørelse i den såkaldte ’Green Desert-sag’, hvor 23 civile irakiske statsborgere havde rejst erstatningssag mod Forsvarsministeriet (et længere sammendrag er tilgængeligt via et link her). Sagen udsprang af en militær operation – operation Green Desert – i Irak den 25. november 2004, hvor danske soldater (udsendt som militært bidrag til den amerikansk-ledede internationale koalition i Irak), bistod irakiske styrker med at pågribe en række lokale irakere, der angiveligt var mistænkt for at udgøre en fare for den irakiske stats sikkerhed. Sagsøgerne påstod, at de blev udsat for tortur og andre overgreb under operationen og den efterfølgende tilbageholdelse på en irakisk militærbase.

Forsvarsministeriet tabte sagen og landsretten tilkendte 18 af de 23 sagsøgere erstatning.

Landsretten konkluderede, at de relevante danske myndigheder burde have vidst, at den danske beslutning om at deltage i operationen var forbundet med en reel risiko for, at de tilbageholdte, der måtte forventes at skulle overføres til videre efterforskning i en irakisk militærlejr, ville blive udsat for inhuman behandling (s. 46). Så selvom hverken de danske styrker eller styrker, som Danmark havde operativ kontrol over, selv havde udsat irakerne for overgreb, ifaldt Danmark et erstatningsansvar. Det hører med til historien, at retten fandt, at det danske styrkebidrag var af en sådan størrelse og karakter, at ”de irakiske styrker sandsynligvis ikke ville have gennemført den omhandlede … operation”, såfremt danskerne havde nægtet at bistå irakerne (s. 26). Danmarks rolle var altså på ingen måde blot perifer (vi bidrog med ca. 350 mand).

Det mest interessante i dommen er den standard, som landsretten anlægger.

Landsretten konkluderer nemlig, at sagsøgernes krav om erstatning skal bedømmes efter de almindelige standarder for offentlige myndigheders erstatningspligt (s. 6). Dommen lægger sig herved i slipstrømmen på Højesteret, der i Tarin-sagen fra 2013 på tilsvarende vis fandt, at det afgørende for vurderingen af, om Danmark var erstatningsansvarlige for danske styrkers overdragelse af en gruppe afghanske fanger til amerikanske styrker i Afghanistan tilbage i vinteren 2002 var, om Danmark vidste eller burde vide, at overdragelsen ville være forbundet med en risiko for overgreb i amerikansk varetægt (se UfR2013.2696H). Det mente Højesteret ikke var tilfældet dengang (jeg vil dog fortsat holde fast i, at Danmark ikke desto mindre alligevel brød sine forpligtelser i henhold til III. Geneve-konvention, se her)

Hvorfor burde det danske forsvar havde vidst, at der var en risiko for overgreb?

Landsretten lægger vægt på såvel de generelle forhold for tilbageholdte personer i irakiske styrkers varetægt som de konkrete forhold i sagen. I forhold til de generelle forhold noterer retten sig, at civile irakere tilbageholdt af irakiske styrker efter magtoverdragelsen i 2004 i Basraprovinsen risikerede dødsstraf og/ eller at blive udsat for inhuman behandling, og at denne risiko ”udgjorde en i Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen erkendt problemstilling.” (s. 45). Og når den generelle risiko for inhuman behandling af tilbageholdte i Basra sammenholdes med de konkrete forhold i sagen, herunder bl.a. oplysningerne om, at de tilbageholdte personer ”sandsynligvis var nogle af koalitionsstyrkernes hårde modstandere”, finder retten det godtgjort, at ”der bestod en reel risiko for, at sagsøgere, som indgik i gruppen af tilbageholdte, under den videre efterforskning i irakisk varetægt ville blive udsat for en inhuman behandling.” (s. 46).

Retten finder med andre ord, at de konkrete forhold i sagen burde have fået de relevante danske myndigheder til at være ekstra opmærksomme på, at der generelt var en risiko for, at tilbageholdte personer risikerer at blive udsat for overgreb.

Der er også andre ting ved afgørelsen, der er interessant.

Det første er, at landsretten ikke forholder sig til spørgsmålet om ’jurisdiktion’ i artikel 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Forsvarsministeriet havde ellers bl.a. påstået frifindelse, fordi de tilfangetagne irakiske personer efter regeringens opfattelse på intet tidspunkt havde befundet sig under de danske styrkers ’jurisdiktion’ i henhold til EMRK. De fleste læsere af denne blog vil formentlig være bekendt med, at de danske styrker i Irak efter Abu Ghraib-skandalen i 2004 (og påstandene om nedværdigende behandling i Annemette Hommel-sagen) blev instrueret i at forsøge at undgå at stå for den fysiske pågribelse af fanger. Baggrunden var en analyse af Menneskerettighedsdomstolens praksis, hvorefter en stat (øjensynligt) kun er bundet af sine forpligtelser i henhold til EMRK i udlandet, hvis staten enten udøver effektiv kontrol over fremmed territorium eller dér har personer i sin fysiske varetægt. Forsvarets rationale var, at de danske styrker kunne undgå at ifalde et ansvar efter EMRK ved at lade britiske og/ eller irakiske styrker forestå den fysiske pågribelse af de personer, der skulle tilbageholdes under fælles operationer (herved var den såkaldte ’brite-finte’ født). Landsrettens dom viser, at forsvaret åbenbart havde for meget fokus på EMRK og spørgsmålet om jurisdiktion og for lidt på de almindelig standarder for offentlige myndigheders erstatningsansvar. De kreative påfund, der skulle sikre, at DK ikke blev ”fanget af EMRK”, viste sig at være utilstrækkelige.

Dommen er også interessant, fordi landsretten faktisk giver Forsvarsministeriet medhold i stort set alle de centrale spørgsmål. Det ses bl.a. i forhold til troværdigheden af sagsøgernes forskellige påstande om, at danske styrker eksempelvis har taget aktivt del i operationerne eller at irakiske personer blev udsat for ydmygende kropsundersøgelser i irakisk varetægt. Landsretten afviser flere gange sagsøgernes forklaringer som usandsynlige og undertiden sågar utroværdige.

Den mest oplagte ’take-away’ fra dommen er naturligvis, at forsvaret (også) fremover skal være yderst påpasselige med, hvem de danske styrker samarbejder med. Samme konklusion genfindes i øvrigt i en nylig publikation fra Forsvarsakademiet om de folkeretlige implikationer af danske styrkers samarbejde med fremmede styrker (’Fighting Together: Legal Challenges Arising from Misconduct from Partners’).  Landsretten har under alle omstændigheder ikke gjort det nemmere for forsvaret at gå forrest i Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Dommen er endnu en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at Forsvarets jurister er omhyggelige og forbereder sig godt på juraen (hvad de relevante myndigheder da også gør).

Jeg har i øvrigt i et stykke tid ment, at et af de mere oversete elementer i debatten om danske styrkers samarbejde med andre stater er det folkeretlige spørgsmål om medvirken for andre staters folkeretsbrud. Så vidt jeg forstår, så blev spørgsmålet overhovedet ikke rejst i landsretten. Jeg er med på, at medvirken traditionelt ikke har fyldt på meget i folkeretten, og at de relevante principper derfor ikke er særligt udviklede (se hertil kommentarerne til Art. 16 i ILC’s Guidelines om statsansvar fra 2001). Men jeg tror ikke desto mindre, at det er et område, der meget vel kan gå hen og udvikle sig fremover. Og det mener jeg også, at man til dels kan udlede af landsrettens dom. Forsvaret gør derfor nok klogt i at holde et vågent øje med udviklingen.

Det hører med til historien, at en af den danske bataljon i Iraks hovedopgaver var at træne og uddanne de irakiske sikkerhedsstyrker, så de over tid ville være i stand til at overtage ansvaret for Iraks sikkerhed og på den måde kunne bidrage til at genopbygge det irakiske samfund. Det er fair at kræve, at danske styrker ikke spiller en aktiv rolle i militære operationer, hvor man fra dansk side er klar over, at operationerne vil føre til, at personer udsættes for overgreb. Men det vil også være ærgerligt, hvis stater som Danmark ikke også fremadrettet ønsker at bidrage til at træne og uddanne militære styrker som de irakiske, fordi den ‘retlige risiko’ viser sig at være for stor.

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om forbindelsen mellem legalitet og legitimitet og om, hvor vigtigt det kan være for den folkelige opbakning til dansk krigsdeltagelse, at de danske styrker fremstår som gode lovlydige verdensborgere, der tager deres retlige ansvar alvorligt (Irak-krigen var i øvrigt et helt specielt tilfælde, fordi den politiske beslutning om at sende danske styrker afsted var truffet af et lille flertal i Folketinget, der fra starten havde sat sig selv under pres og kun vanskeligt kunne tåle, at der kunne sættes en finger på den måde, hvorpå de danske styrker opførte sig dernede).

Men der er nu engang forskel på at være omhyggelig og grundig, og så på at være overfølsom.

Vi har i de senere år heldigvis set, at de danske politikere er begyndt at udvise en større grad af realisme om risikoen for, at man fra dansk side kan komme til at ende på den forkerte side af loven, når danske styrker udsendes til komplicerede konflikter som den i Irak. Og måske er den mest centrale pointe fra Green Desert-sagen, at det nu engang er svært at blæse og have mel i munden? Hvis politikerne gerne vil kunne slå sig på brystet (ikke mindst i Washington) og stolt proklamere, at Danmark skam skal med helt frem i den (efterhånden fortærskede) ‘skarpe ende’, så må de også være villige til at tage risikoen for, at de skal med Kammeradvokaten en tur ned i landsretten og have et rap over fingrene. Og om fornødent stille sig op foran rullende kameraer og sidde i diverse samråd og forklare, hvorfor det er prisen værd at være med, selvom det engang imellem kan gå galt.

Forsvarsministeriet har anket dommen til Højesteret.