Fortsat dansk militær tilstedeværelse i Syrien?

Den irakisk premierminister Abadi erklærede i weekenden, at de irakiske styrker nu er “in complete control of the Iraqi-Syrian border”, og at krigen mod Islamisk Stat/ ISIS/ Daesh derfor nu er tilendebragt. Som beskrevet her på bloggen for et års tid siden, så ville en eventuel irakisk militær sejr over Islamisk Stat i Irak rejse spørgsmål om det folkeretlige grundlag for den internationale koalitions militære tilstedeværelse i Syrien. Det hænger samnmen med, at koalitionen (herunder Danmarks) militære indsats mod Islamisk Stat i Syrien er baseret på udøvelse af kollektivt irakisk selvforsvar mod Islamisk Stat. Så når Danmark kan være militært tilstede i Syrien, så skyldes det med andre ord, at vi hjælper irakerne med at forsvare sig mod Islamisk Stat, der bl.a. har gennemført angreb i Irak henover den syrisk/ irakiske grænse.

Nedkæmpelsen af Islamisk Stat i Irak må umiddelbart betyde, at islamisternes væbnede angreb på Irak er ved at være bragt til ende. Hvis det er korrekt, så må det folkeretlige grundlag for den internationale koalitions militære tilstedeværelse i Syrien også være ved at være udtømt. Og så kan en stat som Danmark ikke længere basere sin magtanvendelse i Syren på irakisk selvforsvar mod Islamisk Stat.

Spørgsmålet er, hvad den internationale koalition og Danmark gør nu.

Som beskrevet i blogposten for et år siden, så er der en række mere eller mindre oplagte muligheder:

Den første er, at vi bagateliserer nedkæmpelsen af Islamisk Stat i Irak og holder fast i, at Islamisk Stat fortsat udgør en trussel mod Irak, og at retten til selvforsvar er intakt, selvom organisationen er fortrængt fra irakisk territorium. Og så kan udøvelsen af kollektivt irakisk forsvar i Syrien fortsætte. Det hører dog med til historien, at Islamisk Stat også er under hårde angreb fra både den syriske regering og russerne i Syrien, og at det derfor bliver stadig vanskeligere for koalitionen at argumentere for, at det er nødvendigt for os at gøre brug af magt mod Islamisk Stat i Syrien, fordi de lokale myndigheder mangler evne og/ eller vilje til selv at nedkæmpe islamisterne.

Den anden mulighed er, at vi udviser en ikke ubetydelig grad af kreativitet og begynder at udøve kollektivt fransk selvforsvar mod Islamisk Stat i Syrien. Som beskrevet andetsteds her på bloggen, så har Frankrig efter angrebene i Paris i november 2015 påstået, at disse angreb udløste en fransk ret til selvforsvar mod Islamisk Stat i Syrien. Jeg er ikke bekendt med, at den franske regering endnu skulle have anmodet andre stater om at bistå med at forsvare Frankrig mod Islamisk Stat. Men det kan en telefax jo ændre på. Og voíla: så kan vores militære tilstedeværelse i Syrien fortsætte.

Den tredje mulighed er, at vi tager det gode transatlanstiske forhold til the next level og begynder at udøve kollektivt amerikansk selvforsvar mod Islamisk Stat i Syrien. USA mener jo at have en ret til at forsvare sig mod de organisationer, såsom Al Qaida, der stod bag angrebene på USA den 11. September 2001. Og det inkluderer åbenbart i amerikansk optik også en ret til at gøre brug af magt mod Islamisk Stat.

Den fjerde mulighed er, at vi holder os for næsen og spørger Bashad al Assad, om han ikke kunne tænke sig at samtykke til, at vi kan fortsætte den militære indsats mod Islamisk Stat i Syrien. Vi ville i så fald have det samme folkeretlige grundlag som Rusland og Iran.

Den femte mulighed er, at vi tager en dyb indånding og går all inn på den militære aktivisme: Vi begynder at gøre brug af magt mod Islamisk Stat i Syrien på baggrund af en påstand om, at islamisternes handlinger på en eller anden måde har udløst en selvstændig dansk ret til selvforsvar. Og ja, det ville være det, der må betegnes som en “frisk” udmelding.

Endelig er der jo også den mulighed, at vi trækker os ud…