New York Times beretter idag, at amerikanerne tilsyneladende er tilbageholdende med at gennemføre luftangreb mod formodede IS-mål af frygt for civile tab. Se historien her. Artiklen indikerer også, at den amerikanske tilbageholdenhed først og fremmest er begrundet i politiske/ strategiske overvejelser, og ikke folkeretlige. Mens den humanitære folkeret som bekendt forbyder målrettede angreb mod civile og civile mål er angreb på militære mål, der alene risikerer at forårsage skade på civile og civile genstand, da også lovlige, sålænge de forventede militære fordele ved at gennemføre angrebet overstiger de forventede civile tab (se art. 57 i første tillægsprotokol af 1977 til de fire geneve-konventioner fra 1949).
Selvom den amerikanske forsigtighed er positive nyheder for den hårdt trængte civilbefolkning i Syrien og Irak kritiseres den af både irakiske og amerikanske officerer, der mener, at den komplicerer bestræbelserne på at besejre Islamisk Stat. Ifølge en amerikansk pilot har amerikanerne eksempelvis endnu ikke angrebet IS’ “centers of gravity in Raqqa. All the roads between Syria and Iraq are still intact with trucks flowing freely.”
Den amerikanske forsvarsminister udtalte derimod forleden, at det nylige tab af den store irakiske by Ramadi skyldtes manglende kampgejst hos de irakiske soldater, der udviser “no will to fight”.