Bloggen er en gæsteblog, skrevet af Rikke Ishøj.
Rikke Ishøy er chefkonsulent hos Røde Kors, i humanitær folkeret, fortalervirksomhed og foreningsgrundlag. Rikke er uddannet cand.jur fra KU med speciale i international ret og strafferet
I morgen, onsdag den 20. oktober 2017, åbnes Forbudstraktaten mod Atomvåben for underskrifter ved en ceremoni afholdt på FN’s hovedkvarter i New York. Forbudstraktaten blev vedtaget den 7. juli i år – af de tilstedeværende stater stemte 122 for, Holland stemte imod, og Singapore afholdt sig fra at stemme.
Afgørende for den store opbakning til traktaten var formentlig svensk lederskab: indtil om morgenen den 7. juli var der stadig usikkerhed om, på hvilken side af linjen nogle stater ville falde. I sådan en situation er der en tendens til ’at gøre som de andre’. Sverige traf en beslutning om at stemme for Forbudstraktaten, hvilket de lod de andre stater vide sent om aftenen den 6. juli. Dette havde nok en form for dominoeffekt.
Hermed fik verden den første traktat, der klart forbyder atomvåben. Det kan man jo kun glæde sig over – om optakten til traktaten og Røde Kors’ rolle, se her .
Forbudstraktaten mod Atomvåben forbyder udvikling, test, produktion, fabrikation, overførsel, besiddelse, opbevaring, anvendelse eller trussel om at anvende nukleare våben, eller at tillade at sådanne våben opstilles på et underskrivende lands territorie. Den forbyder også at bistå, opfordre til eller at indføre nogen i disse aktiviteter.
Forbudstraktaten baserer sig på den humanitære folkerets regler og principper, særligt princippet om at konfliktens parter ikke har en uindskrænket ret til at vælge metoder og midler for krigsførelsen, distinktions- og proportionalitets principperne og hermed forbuddet mod våben, der ikke kan rettes mod et specifikt militært mål.
Der var ingen af de lande, der besidder atomvåben, blandt de stater, der stemte for Forbudstraktaten. Et land, der besidder atomvåben, kan ratificere traktaten og erklærer sig dermed for villig til at ødelægge dem inden for et vist tidsrum. Det samme gør sig gældende for et land, der har nukleare våben opstillet på sit territorium. Disse bestemmelser var særligt vigtige for de organisationer, der har arbejdet for en forbudstraktat, idet de gør det muligt for de lande, der besidder atomvåben – eller er under de såkaldte atomvåbenparaplyer – at tiltræde på et senere tidspunkt.
Forbudstraktaten anerkender, at anvendelsen af atomvåben ville have katastrofale konsekvenser og forårsage massiv død og ødelæggelse, og at der ikke findes en adækvat humanitær responskapacitet, der ville kunne hjælpe ofrene. Et land, der har tiltrådt traktaten forpligter sig til at yde bistand til ofre indenfor deres jurisdiktion, hvad enten de har været udsat for anvendelse eller test af atomvåben. De skal ligeledes tage tiltag til at udbedre skader på miljøet som følge af anvendelse eller test af atomvåben.
Forbudstraktaten komplimenterer Ikke-spredningstraktaten og anerkender dens betydning for international sikkerhed og stabilitet. Ikke-spredningstraktatens artikel 6 forpligtiger staterne til i god tro at forhandle for et tidligt ophør af atomvåbenoprustningen, atomvåbennedrustning og en traktat for den totale afskaffelse af atomvåben.
Danmark, som har underskrevet Ikke-spredningstraktaten, deltog ikke i forhandlingerne, der førte til Forbudstraktaten. Danmark stemte imod den FN Generalforsamlingsresolution, der gav mandat til at påbegynde forhandlingerne om Forbudstraktaten. Siden begyndelsen af 2016, hvor blandt andet stillingen som nedrustningsambassadør blev afskaffet, har det danske Udenrigsministerium ikke haft nogen, der beskæftigede sig med nedrustning.
I et talepapir til et samråd i Udenrigsudvalget, som fandt sted den 19. januar 2017, henviser Udenrigsminister Anders Samuelsen til, at Danmark har valgt at placere sig ’i NATO’s kerne vedrørende spørgsmålet om humanitære konsekvenser af atomvåben og forbud mod atomvåben’. ’NATO er hjørnestenen i dansk sikkerhed, og der er i Alliancen enighed om, at NATO vil fortsætte med at være en nuklear alliance, så længe atomvåben eksisterer og potentielt kan anvendes mod Alliancen. NATO’s sikkerhed hviler bl.a. på, at enhver mulig modstander skal afskrækkes fra at overveje at angribe Alliancen. Dette ændrer dog ikke ved, at atomvåben selvsagt udgør et ’weapon of last resort’ for NATO, og at man i NATO selvfølgelig gerne ser en verden fri af atomvåben’.
Forbudstraktaten mod Atomvåben træder i kraft 90 dage efter, at 50 stater har underskrevet den.
