Regeringen fremsatte forleden “Forslag til folketingsbeslutning om yderligere dansk militært bidrag til FN’s fredsbevarende operation MINUSMA i Mali’ (se her). Regeringen lægger op til udsendelsen af et dansk bidrag bestående af henholdsvis et C-130J transportfly med dertil hørende mandskab og specialstyrker på op til ca. 30 personer. Sidstnævnte vil indgå i et hollandsk specialestyrkebidrag og forventes udsendt fra april næste år.
Det folkeretlige grundlag for udsendelsen af bidraget er en bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd, der ved resolution 2227 af 29. juni 2015 forlængede det eksisterende mandat (resolution 2100 af 25. april 2013 og resolution 2164 af 25. juni 2014) til 30. juni 2016. Resolutionen er vedtaget i henhold til FN Pagtens kapitel 7, der bemyndiger Sikkerhedsrådet til at træffe de forholdsregler, der er nødvendige for at sikre opretholdelsen af international fred og sikkerhed, og det fremgår af resolution 2227, at MUNUSMA kan ‘take all necessary means to carry out its mandate’. Enhver, der kender til FN-lingo vil vide, at dette er den vending, som Rådet anvender, når det bemyndiger stater til at gøre brug af væbnet magt i bestræbelserne på at sikre respekten for dets resolutioner. Det danske bidrag hviler herved på et solidt folkeretligt grundlag.
I forhold til mine tidligere indlæg her på bloggen (se her og her) om, hvornår et dansk militært bidrag til en eksisterende væbnet konflikt er af en sådan karakter, at vi fra dansk side er at anse som ‘part’ i konflikten i folkeretlig forstand (hvorved personer med tilknytning til Danmark inden længe formentlig vil kunne retsforfølges for at kæmpe for fjenden), er det oplagt, at Danmark er part i den væbnede konflikt i Mali, når bidraget udsendes. Et bidrag med specialstyrker gør os klart til part i konflikten.
