Folkerets-nørderier: Den Internationale Lovkommissions 2016 rapport frisk fra trykken!

Et af de mere arkaiske FN organer (og ja, der er hård konkurrence!) er Den Internationale Lovkommission (ILC), hvortil medlemsstaterne hvert femte år vælger 36 folkeretseksperter, der har til opgave at ”kodificere og progressivt udvikle” folkeretten.

De centrale folkeretskilder er, som det vil være mange læsere bekendt, traktater og folkeretlig sædvane. Særligt for så vidt angår sidstnævnte er det vanskeligt – og kontroversielt – at fastlægge disses præcise indhold. Hvad er statspraksis på givent felt? Hvornår er den praksis udtryk for, at staterne føler sig bundet til at handle, som de gør? Og kan man ud over at nedskrive (“kodificere”) disse sædvaner i konventioner, måske tilføje hist og her (“progressivt udvikle”) regelsættene?

ILCs funktion er gennem arbejdet med udvalgte emner at præsentere FNs medlemsstater, samlet i FN Generalforsamlingens 6. udvalg (folkeret), for sådanne udkast til nye regelsæt. Håbet er, at staterne synes så godt om udkastene, at de gennem diplomatiske forhandlinger efterfølgende kan enes om nye konventioner. Og at staterne dermed har klarere og mere opdaterede folkeretlige regler at indrette sig efter. Kort sagt handler det om at styrke den internationale retsorden.

ILC har tidligere stået fadder til centrale folkeretskonventioner som wienerkonventionen om traktatretten, diplomatiske og konsulære forbindelser, principperne for statsansvar, statssuccession, adgang til beskyttelse af egne borgere i udlandet, internationale organisationers ansvar, den internationale strafferet, osv.

Nu er ILCs seneste rapport på gaden i form af en advanced report. Der er tale om en moppedreng på over 500 sider og i en tid, hvor de fleste papirer over to sider sendes retur med ønske om ”det ikke kan strammes lidt op?”, er det sin sag bare at åbne ILC rapporten.

Heldigvis kan der også her spotlæses. For folkeretsnørderne hermed et par forslag:

Kapitel XI om strafferetlig immunitet for statsrepræsentanter er ikke uden praktisk og politisk interesse. Udgangspunktet er, at alle statsrepræsentanter er immune for retsforfølgelse ved andre landes domstole for officielle handlinger. Tanken er, at den ene stats domstole ikke skal dømme en anden stat ud fra princippet om staternes suveræne lighed. Altså eksempelvis skal en svensk byretsdommer  ikke på grundlag af den svenske straffelov kunne sende en en dansk departementschef i fængsel for at have gennemført dansk politik på et givent område. Der er en række generelle undtagelser til princippet om statsimmunitet inden for det civilretlige område, herunder læren om, at statsorganer, der agerer som kommercielle aktører, ikke kan påberåbe sig statsimmunitet. Men hvordan med strafferetten? Den klassiske sag er Pinochet sagen ved de britiske domstole, hvor spørgsmålet var om statsimmunitet omfattede den tortur som Pinochet angiveligt var ansvarlig for mod politiske modstandere i Chile i 1970’erne. Er tortur en ”statshandling”? Gælder der i bekræftende fald en undtagelse for sådanne særlige overgreb fordi vi i det internationale samfund jo har besluttet, at tortur og lignende forbrydelser (krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab) skal retsforfølges, og vi endda har etableret ICC for at gøre dette? Stemmer statspraksis i dag overens med, hvordan reglerne bør være eller er der brug for progressiv udvikling af folkeretten på dette felt? ILC har bakset med dette emne i en årrække. Efter det russiske medlems noget konservative tilgang, da han varetog funktionen som “rapportør” (ansvarlig for at drafte udkast til ILC kollegaerne), har det spanske medlem taget over som rapportør med en noget mere kreativ tilgang.

Så er der ”Beskyttelse af miljøet i væbnet konflikt” (kap. X) hvor det svenske (nordiske) medlem af ILC, Marie Jarcobsson har søgt at beskrive gældende principper for miljøbeskyttelse under alle faser af væbnet konflikt. Emnet er relativ nyt i en ILC sammenhæng, og ser på samspillet mellem to retsområder – miljø og humanitær folkeret –  der ikke traditionelt  behandles sammen.

Et mere teoretisk emne findes i kapitel V om ”Creation of Custom”, hvor rapporten ikke er et udkast til en konvention, men et studie, der altså hvordan dannes folkeretlige sædvaneregler. Her har det britiske ILC medlem, Michael Wood, udarbejdet et sæt konklusioner, der med detaljerede kommentarer udgør et meget nyttig bidrag til den noget tågede opskrift på folkeretlige sædvaner som sammensat af statspraksis og opinio juris. Finurlige temaer som regional sædvane, vedvarende protest (”persistent objector”) og internationale organisationers rolle i dannelsen af sædvaner beskrives her. Virker det hele noget abstrakt, kan læseren tænke på, at sædvaneretten på eksempelvis det havretlige område kan betyde forskellen på størrelsen på Kongerigets territorium og udvindingsrettigheder – og dermed om vi skal pensioneres, når vi er 71 eller 74!

Og sådan kan man, hvis man orker, dykke ned i de 12 substanskapitler og blive klogere på nogle væsentlige folkeretlige emner. ILC rapporten drøftes i 6. udvalg i slutningen af oktober. Ligesom sidste år vil Danmark være stærkt repræsenteret ved Udenrigsministeriets Juridiske Tjeneste og den danske FN mission i New York og vil i samspil med de andre nordiske lande give sit input til den langsommelige, omstændelige, komplicerede – og meget vigtige – udvikling af folkeretten!