Der gik ikke lang tid før offentliggørelsen af det amerikanske justitsministeriums anklageskrift mod 14 personer for korruption i FIFA blev mødt med reaktioner fra flere storpolitiske aktører. Den russiske præsident, Vladimir Putin, udtalte sig om den amerikanske udleveringsbegæring, som bl.a. resulterede i de schweiziske myndigheders arrestation af syv højtstående medlemmer af FIFA. Og de britiske og tyske regeringschefer, David Cameron og Angela Merkel, der egentlig var mødtes for at diskutere EU, fandt torsdag i sidste uge anledning til at udtrykke deres bekymring over fodboldorganisationens påståede korruption.
I denne blog er det dog ikke de sørgelige forhold i FIFA og organisationens smuldrende troværdighed, der er i fokus. Det er derimod det folkeretlige jurisdiktions-spørgsmål som den russiske præsident har peget på. Og det er ikke første gang, at den russiske præsident udviser en vis folkeretlig kreativitet og nytænkning. Allerede sidste år i forbindelse med Ukraine-krisen holdt Putin en længere tale, hvor han redegjorde for den folkeretlige baggrund for Krims ret til selvbestemmelse og parallellerne til Kosovos uafhængighed. Og også i forbindelse med de amerikanske anklager har Putin således grebet i den folkeretlige værktøjskasse. Ifølge avisen The Guardian påstod Putin, at “This is yet another blatant attempt [by the United States] to extend its jurisdiction to other states….” […] “I suppose that someone broke some rules, I don’t know. But definitely, it’s got nothing to do with the USA. Those officials are not US citizens. If something happened it was not in the US and it’s nothing to do with them.”
Putins antagelse af, at de amerikanske myndigheder handlede i strid med de folkeretlige jurisdiktionsprincipper synes imidlertid baseret på en noget snæver læsning af folkeretten, og måske heller ikke med stor opmærksomhed på sagens faktum. Det er sandt, at ingen af de syv FIFA officials, der blev arresteret i Zürich, er amerikanske statsborgere, ligesom en række af handlingerne, der er genstand for de amerikanske myndigheders fokus, har fundet sted uden for USA. Men anklageskriftet fra det amerikanske justitsministerium indeholder en detaljeret gennemgang af sagens tilknytning til USA, herunder at de tiltalte i meget betydeligt omfang anvendte det amerikanske finansielle system, inklusiv amerikanske bankkonti til at begå de påståede forbrydelser. Uden at kende schweizisk udleveringsjura i nogen detaljer, må man også gå ud fra, at de schweiziske myndigheder, der gennemførte arrestationerne, i hvert fald har fundet, at der prima facie er jurisdiktionsgrundlag for en udleveringssag. Når det er sagt, er det dog også værd at notere, at schweiziske myndigheder traditionelt udviser ganske stor omhu, når det kommer til retssamarbejde/udlevering i sager angående finansielle transaktioner. Der kan formentlig nu ventes en længere udleveringssag, hvor de schweiziske domstole på grundlag af udleveringstraktaten mellem USA og Schweiz skal tage stilling til de syv FIFA officals videre skæbne. Der bliver nok lejlighed til at genbesøge jurisdiktionsspørgsmålet.
Nu og her er der blot grund til at konstatere, at de folkeretlige jurisdiktionsregler igen er blevet genstand for udenrigspolitiske meningsudvekslinger. Afgrænsningen mellem staters retlige magtsfærer er nok en juridisk disciplin med visse veletablerede principper og regelsæt. Men det er også et retsområde, hvor den politisk betydning af en given sag i nok så høj grad er styrende for styrken af reaktioner og de retlige argumenter, der fremføres. Den russiske bekymring for sagen om de syv FIFA officials, hænger formentlig nok så meget sammen med bekymring for, at sagen skal gribe forstyrrende ind i Ruslands værtsskab for VM i 2018, samt at de amerikanske myndigheder skulle finde på at udvide fokus til at omfatte officials også fra andre forbund, end de syd- og memllemamerikanske, der primært har været i fokus i den nærværende sag.
En sidste folkeretlig bemærkning til denne sag angår spørgsmålet om immunitet. FIFA er, ligesom Den Olympiske Komite, ikke en mellemstatslig organisation, men en organisation med nationale forbund som medlemmer. Derfor opstår spørgsmålet om folkeretlig immunitet som udgangspunkt ikke i nærværende sag.
