Justitsministeriet har netop meddelt, at en samlet regering vil stemme for L 170 om at ophæve straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, der har været at finde i straffeloven, siden den trådte i kraft i 1933. En lignende bestemmelse indgik dog også i straffeloven fra 1866, samt i Lov om Pressens Brug fra 1851, ligesom mere omfattende blasfemibestemmelser indgik i Trykkefrihedsforordningen fra 1799 og mest notorisk i Danske Lov fra 1683, hvor straffen var udskæring af tungen i levende liv efterfulgt af halshugning.
Tilløbet til ophævelsen af bestemmelsen har været langt, og mindst 8 tidligere lov/beslutningsforslag er af forskellige grunde blevet afvist eller bortfaldet. Det på trods af at seneste domfældelse stammer fra 1946 og, at den seneste tiltale – indtil for ganske nylig – stammer fra 1971.
Afskaffelsen af blasfemiparagraffen blev aktualiseret af, at Nordjyllands Politi i februar 2017 valgte at rejse tiltale mod en mand, der i 2015 afbrændte Koranen, optog det på video og lagde et klip heraf op på Facebook. I beslutningen om at rejse tiltale henvises til Straffelovrådets betænkning 1548, der blev offentliggjort i februar 2015. Her konkluderedes det, at der uanset særdeles vide rammer for religionskritik må antages at være et lille hjørne af blasfemiparagraffen, der stadig er i kraft: »afbrænding af en religions helligste skrift efter den almindelige opfattelse i det danske samfund udgør en så grov krænkelse af de pågældendes religiøse følelse, at domstolene efter omstændighederne vil finde grundlag for at anse afbrændingen som spot eller forhånelse i straffelovens § 140’s forstand «.
Straffelovrådet henviste dog ikke til nogen konkret sag, der støtter denne fortolkning. Endnu mere problematisk er det, at Straffelovrådet ikke nævner, at både Statsadvokaten for Viborg og Rigsadvokaten tidligere har afvist at rejse tiltale mod kunstneren Søren Mosegaard og en række medarbejdere fra DR efter, at Mosegaard planlagde at afbrænde en lang række bibler som led i en kunstudstilling og endte med at afbrænde en bibel i TV Avisen i januar 1997. Med denne undladelse må man som minimum konkludere, at Straffelovrådets vurdering blev truffet på et ufuldstændigt grundlag.
Mere afgørende for afskaffelsen har dog givetvis været det rent principielle argument om, at religiøse følelser ikke bør nyde særskilt beskyttelse, at lande som Norge, Holland og Island siden 2014 har afskaffet deres blasfemiparagraffer, samt at menneskerettighedsorganer- og eksperter i Europarådet, EU og FN alle har konkluderet, at blasfemiforbud er i strid med ytringsfriheden. Internationale organisationer som Freedom House, Amnesty International, Article 19 og International Press Institute har også opfordret regeringen til at ophæve blasfemiparagraffen af hensyn til ytringsfriheden. Et særskilt spørgsmål har været den mulige sikkerhedstrussel, som en ophævelse muligvis ville kunne medføre. I et folketingssvar har PET således vurderet, at en ophævelse
” vil kunne have sikkerhedsmæssige konsekvenser for Danmark, herunder bidrage til at skærpe trusselsbilledet i forhold til Danmark og danske interesser i udlandet”
Et notat med erfaringerne fra ophævelsen af blasfemiparagrafferne i de ovennævnte lande viser dog, at der ikke har været problemer i forhold til øget terrortrussel eller uroligheder.
Dermed var vejen banet til at gøre op med en gammel paragraf, der i vidt omfang er uforenelig med de værdier et liberalt demokrati bygger på, og med ophævelsen vil der dermed også kun være 4 EU-lande tilbage med egentlige blasfemiforbud.
