Politiken kører d.d. igen-igen en større historie om danske styrkers overdragelse af tilbageholdte personer fra tiden i Irak i 00’erne. Denne blogger er bl.a. citeret for en udtalelse om, at den danske overdragelsespolitik med at overdrage tilbageholdte personer til de lokale irakiske myndigheder formentlig udgjorde en overtrædelse af krigens regler. Der er som bekendt ikke plads til de store analyser/ nuanceringer i aviserne, så her følger en uddybning af den påstand, som det ikke er sikkert, at alle er enige i.
Det fremgår af hidtil hemmeligholdte papirer fra en såkaldt Irak Task Force i Forsvaret, at de danske styrker i Irak i løbet af den første periode i Irak tilbageholdt ca. 500 personer, hvoraf ca. 300 blev overleveret til de lokale irakiske styrker. Resten blev sendt til briterne eller formentlig løsladt af danskerne selv. Samtlige oplysninger og opgørelser er behæftet med usikkerhed, da der desværre ikke var totalt styr på papirarbejdet/ arkiverne. Det er i den forbindelse værd at huske på, at det først var i forbindelse med Abu Ghraib-skandalen og Annemette Hommel sagen i løbet af 2004, at der for alvor blev sat fokus på spørgsmålet om tilbageholdte personer internt i forsvaret. Det står selvfølgelig enhver frit for at motivfortolke på de mange divergerende opgørelser/tal, der har været fremme i årenes løb. Som nogle måske husker, så ændrede forsvaret i ultimo 2011 antallet af personer, der var blevet tilbageholdt af de danske styrker i Irak fra 198 til ca. 500 (se brev fra Forsvarschef Bartels her), og det blev af flere medier/ journalister straks udlagt som et bevis på, at forsvaret, herunder i særdeleshed forsvarsminister Søren Gade, fiflede med tallene og generelt havde urent mel i posen. En måske mere nærliggende mulighed var, at der simpelthen ikke var fuldkomment overblik over tingene i forsvaret, og at der også var uklarhed over, hvorledes man skulle klassificere de personer, der i kortere eller længere tid blev tilbageholdt af de danske styrker. Vi er med andre ord muligvis ude i en situation, hvor Charles Krauthammers berømte ord er værd at genkalde sig: ”Always choose ignorance over conspiracy. Everything else gives them too much credit”.
Nå, til selve sagen: Indtil sommeren 2004 og overdragelsen af Irak til de lokale irakiske myndigheder var Danmark en del af besættelsen af Irak, og vi var derfor forpligtet af de fire Geneve-konventioner fra 1949. Især Fjerde Konvention om beskyttelse af civile personer er relevant for de danske styrkers overdragelse af tilbageholdte personer til de irakiske myndigheder. Konventionen beskytter bl.a. tilbageholdte personer mod diverse former for overgreb, og det fremgår herudover af konventionens art. 45, at beskyttede personer kun må overføres til en anden ’magt’, hvis den overførende stat har ’forvisset sig om vedkommende magts vilje og evne til at bringe nærværende konventions bestemmelser til anvendelse.’ Det fremgår også af artiklen, at den overførende stat skal ’tage effektive forholdsregler’, hvis det viser sig, at den modtagende magt ikke behandler de pågældende fanger i henhold til konventionen.
Jeg udlægger kort sagt tingene på den måde, at tilbageholdte personer i dansk varetægt i Irak var beskyttede som civile i Fjerde Geneve-konvention, og at de danske styrker derfor ikke måtte overdrage personerne til de irakiske myndigheder, hvis de ikke var sikre på, at disse ville behandler personerne ordentligt. Herudover var vi forpligtede til efterfølgende at efterse, at de overdragede personer blev behandlet ordentligt. I forhold til det, jeg har hørt og set lader det imidlertid til, at de danske styrker godt vidste, at der kunne være en risiko for, at de irakiske myndigheder ikke behandlede deres fanger særlig godt (’sådan var det jo i Irak’), og at vi ej heller gjorde særlig meget for at monitorere fangerne efterfølgende.
Jeg er imidlertid helt på det rene med, at det ikke er helt oplagt, at beskyttelsen mod overdragelse i art. 45 finder anvendelse på de danske styrkers overdragelse af tilbageholdte personer til de irakiske myndigheder i perioden indtil sommeren 2004. Det er kompliceret stof, og man kan for det første med en vis ret spørge, om art. 45 overhovedet beskytter tilbageholdte personer mod overdragelser til sin egen stat i en situation som den, der var i Irak på daværende tidspunkt. For var de irakiske myndigheder overhovedet en ’magt’ i art. 45 forstand? Både konventionen og bestemmelsen sigter tydeligvis mod at regulere en helt anden besættelsessituation end den, der forelå i Irak på daværende tidspunkt. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, om artikel 45 skal forstås på den måde, at den virkelig afskærer overdragelse af personer, der alene er mistænkt for at have begået mere almindelige kriminelle handlinger, og ikke handlinger, der umiddelbart forekommer at have forbindelse til selve besættelsen/ den væbnede konflikt. Og så er der jo den konkrete viden om, hvad der ville ske med personerne i irakisk varetægt. En overtrædelse af art. 45 kræver jo umiddelbart, at de danske styrker havde nogen grund til at nære mistanke om, at overgreb kunne være en risiko. Og det kan jo være svært at bedømme.
Jeg hælder ikke desto mindre samlet set til, at beskyttelsen i art. 45 skal fortolkes udvidende, og at bestemmelsen derfor beskytter mod enhver form for overdragelse til stater/ magter/ myndigheder, hvor der kan være mistanke om, at konventionen og dens beskyttelsesregler ikke vil blive respekteret.
