EU-Domstolen har i dag afgjort, at EU-retten ikke kræver, at en EU-borger udøver lønnet beskæftigelse i en medlemsstat for dér at have ret til familieydelser til sine børn, som er bosiddende i en anden medlemsstat.
Dette er sket i dommen i sag C-322/17, Bogatu, der omhandlede en rumænsk mand bosiddende i Irland, hvor han i perioden 2003-2009 havde været arbejdstager og siden havde modtaget først arbejdsløshedsydelse og senere en ydelse i anledning af sygdom.
EU-Domstolen slår fast, at forordningen fra 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (navnlig artikel 67 sammenholdt med artikel 11, stk. 2) skal fortolkes således, ”at en persons ret til familieydelser i den kompetente medlemsstat i en situation som den i hovedsagen omhandlede hverken er betinget af, at den pågældende person udøver lønnet beskæftigelse i denne medlemsstat, eller at sidstnævnte udbetaler en kontantydelse til vedkommende i kraft af eller som følge af en sådan aktivitet”.
Den rumænske mand har derfor ret til at modtage familieydelser i Irland til sine to børn bosiddende i Rumænien.
I Danmark var spørgsmålet om EU-arbejdstageres ret til at modtage og sende børnepenge til børn i hjemlandet genstand for stor politisk bevågenhed i 2018 i forbindelse med forhandlingerne om en revision af 2004-forordningen. Henset til at EU-Domstolen nu (i hvert fald i et vist omfang) udvider den berettigede personkreds til også at omfatte ikke-økonomisk aktive EU-borgere, er det ganske givet, at dommen af mange vil blive betragtet som værende kontroversiel.
EU-Domstolens pressemeddelelse om dommen kan findes her:
