(Advarsel: Dette indlæg er meget fattigt på jura).
Undertegnede er medforfatter på en analyse om Grønland, som Center for Militære Studier i dag udgiver. Rapporten – der kan hentes her – er udarbejdet med Jon Rahbek-Clemmensen fra Syddansk Universitet. Jon er (i modsætning til denne blogger) en af de få rigtige ”Arktis-eksperter” i dansk academia.
En af de centrale pointer i vores rapport – der primært er baseret på interviews med centrale aktører i Nuuk, København og Washington D.C. – er , at der formentlig ligger noget uopdyrket potentiale i Grønland og Arktis i forhold til at styrke det dansk-amerikanske forhold, og at regeringen derfor bør øge sit fokus på Grønland. Og da der ikke er noget værre end forskere, der påpeger problemer uden at komme med konstruktive bud på, hvordan problemerne kan løses, opregner vi også en række konkrete tiltag, som vi mener, man kunne starte med at kigge på. Så er der i det mindste et udgangspunkt for debatten.
Vores helt overordnede anbefaling om, at Danmark satser mere på Arktis er selvfølgelig langt fra revolutionerende og den ligger helt i forlængelse af eksempelvis Taksøe-udredningen fra maj 2016, der også anbefaler en større fokusering på Grønland og Arktis. Som det sikkert er velkendt for de fleste læsere af denne blog, så argumenterer Taksøe på det helt generelle plan for, at den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver mere fokuseret.
I de mange interviews Jon og jeg gennemførte som led i udarbejdelsen af vores rapport var der også overvældende opbakning til tanken om, at Danmark bliver bedre til at prioritere og fokusere i udenrigspolitikken. Flere tidligere udenrigsministre udtalte bl.a., at de afgjort var tilhængere af en større fokusering på de vigtigste spørgsmål, og at det ikke giver mening, at vi er ”all over the place”, som tilfældet er i dag. Ikke mindst i en tid med færre ressourcer og nedskæringer i udenrigstjenesten. Der var også generel enighed om, at Grønland og Arktis i betragtning af dets betydning for Danmark fylder alt for lidt i den eksisterende strategiske tænkning i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Det generelle budskab fra både Taksøe og de mange personer vi talte med er derfor helt entydigt: Prioriter mere og forøg fokus på Arktis.
Set i det lys er det derfor også en mildest talt blandet fornøjelse at læse udskriften fra den årlige udenrigspolitiske tale til Dansk Udenrigspolitisk Selskab, som Udenrigsministeren holdt i går på CBS (se her). For trods oplagt korrekte udmeldinger om, at Danmark ”står i en helt anden og udfordrende global situation end for 5 til 10 år siden”, og at vi udenrigspolitisk står ”i et af de måske mest udfordrende tidspunkter netop nu” må man nemlig kigge langt efter den benhårde prioritering, de mange udfordringer (og Taksøe) kalder på.
Ministeren opregner en lang række udfordringer og indsatsområder, hvor det er vigtigt, at Danmark har fokus og aktivt søger at påvirke udviklingen. Og vi kommer vidt omkring i ministerens ”360 graders” kig ud i verden. Vi hører bl.a. om Brexit, EU, ISIL, migration, Trump, Ukraine, Tyrkiet, udvikling i Afrika, ”grønne løsninger” i Asien og what have you. Sidste stop på rejsen rundt i en verden af udfordringer for Danmark (og derfor også prioriteringsområder) er Grønland og Arktis. I modsætning til en foregående udenrigsminister, der i en tilsvarende tale i Dansk Udenrigspolitisk Selskab i april 2014 nævnte Arktis som det andet af fire udvalgte fokusområder (se her), nøjes den nuværende udenrigsminister altså med at nævne Arktis som det sidste fokusområde i en meget længere række. Ikke det andet eller det tredje eller måske det fjerde indsatsområde. Det sidste. Norge har til sammenligning gjort Arktis til deres vigtigste udenrigspolitiske prioritet. Ikke det næst-vigtigste eller tredje-vigtigste eller det fjerde-vigtigste. Det vigtigste.
Og Taksøe-Jensens udredning? Den har ministerens embedsfolk vist ”glemt” at få ind i ministerens talepapir …
