I denne uge afsagde to forskellige internationale straffedomstole i Haag to domme der på hver sin måde vil få stor betydning for eftertiden. Den ene afgørelse, som blev dækket tæt i medierne, kom fra Jugoslavien Tribunalet som dømte Radovan Karadzic til 40 års fængsel for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, og – vigtigst af alt – folkedrab. Den anden afgørelse, som fik knapt så meget medieomtale, var Den Internationale Straffedomstols (ICC) dom over Jean-Pierre Bemba Gombo, der blev fundet skyldig for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i forbindelse med konflikten i den Central Afrikanske Republik (CAR). Bemba Gombos fængselsstraf udmåles først senere. De to afgørelser er særdeles betydningsfulde på hver deres måde.
ICTY’s største sag er nu afgjort
Dommen over Radovan Karadzic er central fordi den slog fast, at den øverste politiske leder for de bosniske serbere, og dermed den mest prominente tiltalte ved ICTY (efter Serbiens tidligere præsident, Slobodan Milosevic, døde under sin retssag) var skyldig i stort set alle anklagepunkter. Kernen i afgørelsen er derfor, at vi nu har rettens ord for, at 1990’ernes systematiske etniske udrensninger i Bosnien, som i tilfældet Srebrenica udgjorde et decideret folkedrab, havde tråde hele vejen op til den øverste politiske ledelse, og at man kunne spore en fælles udrensningsplan der gik hele vejen op til Karadzic. Historisk er denne konstatering af helt central betydning. Konkret blev Karadzic fundet skyldig i 10 ud af 11 anklagepunkter (det frikendte punkt handlede om at klassificere de etniske udrensninger i en række byer som folkedrab) på baggrund af hans deltagelse i det der kaldes ’Joint Criminal Enterprise’. Det betyder grundlæggende, at dommerne vurderede at Karadzic havde indgået i en overordnet fælles plan om at ’rense’ visse områder i Bosnien for muslimer og kroater. Under denne plan blev Karadzic kendt skyldig for at have deltaget i flere mere specifikke handlinger. De mest iøjnefaldende var:
– at Karadzic blev dømt for sin rolle i terror-beskydningen af civilbefolkningen i Sarajevo mellem 1992 og 1995. Domstolen vurderede, at Karadzic havde haft kontrol med de relevante Bosnisk-Serbiske tropper og havde udstedt konkrete ordre.
– at Karadzic blev dømt for at have deltaget i tilfangetagelsen af FN personale under konflikten. I 1995 blev FN personale holdt fanget i militært følsomme områder og truet på livet i et forsøg på at stoppe NATO’s luftangreb. Disse handlinger anså domstolen for en krigsforbrydelse, og man vurderede at Karadzic havde spillet en central rolle i politikken.
– at Karadzic blev dømt for sin rolle i folkedrabet i Srebrenica. Domstolen konkluderede, at Karadzic havde magten til at forhindre massakren på de 8000 muslimske mænd og drenge, men i stedet havde godkendt at de blev dræbt. Domstolen konkluderede derfor, at Karadzic havde haft til hensigt at dræbe enhver kampdygtig muslimsk mand i Srebrenica, og at denne handling udgjorde et forsøg på at ødelægge den muslimske befolkning i området. Denne forbrydelse defineres som folkedrab, og Karadzic blev anset for at være en af arkitekterne bag forbrydelsen.
Stillingen er nu 3-1 ved ICC
Ugens anden gode nyhed var ICC’s dom over Jean-Pierre Bemba Gombo. Bemba Gombo blev kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i forbindelse med hans lederskab af den såkaldte Mouvement de Libération du Congo (MLC). MLC havde begået en række voldsomme forbrydelser i den Central Afrikanske Republik (CAR) i 2002-2003, og domstolen vurderede, at Bemba Gombo, som den militære leder, havde haft effektiv kontrol over sine styrker og tilladt at de begik voldsomme og systematiske forbrydelser mod civile, herunder mord og voldtægter. Dommen er interessant af mange grunde, herunder på grund af ansvarsgrundlaget og dens særlige fokus på voldtægt som et krigsvåben. Dommen er dog særligt interessant fra ud et institutionelt perspektiv, fordi den blot er ICC’s fjerde dom, hvoraf en er endt med frikendelse.
ICC’s første dom faldt i 2012, da Thomas Lubanga Dyilo blev dømt for at bruge børnesoldater i hans oprørsbevægelse i det nordøstlige Demokratiske Republik Congo (DRC). Det var dog en ret smal afgørelse, som på grund af processuelle og bevismæssig udfordringer blev skåret helt ind til benet. Afgørelsen faldt næsten 10 år efter at domstolen var blevet aktiveret, og den var således længe ventet. Senere på året faldt så en frifindelsesdom til Mathieu Ngudjolo Chui – en anden oprørsleder i DRC – hvilket blev set som en katastrofe for domstolen. 10 år inde i dens levetid havde man nu to afgørelser, hvoraf den ene var meget smal og den anden var en frifindelse. Der blev derfor åndet lettet op i 2014, da domstolen fik dømt German Katanga for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, også i forbindelse med konflikten i DRC. Fortvivlelsen kom dog tilbage med forøget styrke senere samme år, da domstolens sag mod Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, faldt sammen. Nu begyndte de fleste at få en fornemmelse af, at domstolen måske slet ikke var i stand til at løfte den byrde som det internationale samfund havde pålagt den. Mandagens dom mod Bemba Gombo er altså en god nyhed for alle domstolens støtter, da vi her så kulminationen på en relativt vellykket proces (dog med visse skønhedsfejl) som ledte til en relativt bred og overbevisende domsfældelse. Bemba Gombos dom skal dermed – måske – ses som et første skridt mod en mere normaliseret proces, hvor vi vil opleve, at de fleste sager som anklagemyndigheden vælger tager op også fører til en nogenlunde acceptabel dom. Det er særligt i det lys, at denne seneste afgørelse skal ses, og det er derfor dommen bør fejres som en næsten ubetinget god nyhed for ICC.
Ja, domstolene kan aldrig rigtig vinde. De har en super svær opgave, der er altid elementer af deres balancegang som (ofte helt legitimt) kan kritiseres, og så får kritikken ofte lov til at overskygge successerne. Kunne bestemt være en gennemgang værdigt.
Tak, meget værdsat. Virker relevant. Formentlig sigende for ICL, at selv en “god uge” bringer kritiske overskrifter fra offerorganisationer og eksperter. Komplekst emne med vanskelige balancegange og nok sandt, at man fra domstolenes side godt kan fristes til at skæve til bl.a. politiske lederes handlinger efter forbrydelsen er begået ifm starfudmålingen. Næste blog måske om grundlag i statutterne for nedsættelse af straf, etc?
Det er svært at svare på, men jeg kan prøve. Han ligger jo egentlig i den helt høje ende af skalaen, hvilket han jo også skal, når nu han udgør den øverste ledelse. Spørgsmålet må derfor være, hvorfor han så ikke fik livstid, som andre jo har fået, bl.a. for deres rolle i Srebrenica. Det er rigtig svært at sige noget klart om, fordi domstolen ikke sammenholder sagerne direkte. Så vidt jeg dog kan se, er der nogle forhold som adskiller Karadzic fra dem som har fået livstid ved ICTY. Særligt interessant er det, at Karadzic eksplicit får rabat for at have besluttet at træde tilbage fra sine politiske poster i efterspillet af konflikten. Det element kunne man godt forestille sig have haft en vis vægt, da man nok gerne vil promovere den slags. Herudover har han f.eks. været mere samabejdsvillig end de andre, han har ikke været lige så hands on med forbrydelserne som f.eks. Milan Lukic, og han har ikke dirigeret handlingerne så direkte som Tolimir gjorde det i Srebrenica (her kunne ligge en indirekte rabat ved at man ikke kunne bevise meget mere end at Karadzic havde vidst besked om Srebrenica og havde godkendt/accepteret handlingerne – men det er blot min teori). Jeg tror, at det er en kombination af den slags overvejelser som betyder, at selv om Karadzic dømmes for flere forbrydelser, og er højere i hierakiet, så slipper han lidt lettere alligevel.
hej Marc, nyttig og interessant post. Kan du forklare lidt nærmere om, hvor Karadzic ikke fik en længere fængselsdom?
David