EMD og flygtningekrisen

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har 1. september afsagt dom vedrørende behandlingen af asylansøgere, der kan få afgørende betydning for, hvilke midler Europas lande – og særligt lande der udgør EU’s ydre grænse som Italien og Grækenland – kan tage i brug i forhold til at løse den nuværende flygtninge/migrationskrise.

Først lidt om fakta: Som følge af ”det arabiske forår” forlod tre tunesere deres hjemland i 2011 i en båd med kurs mod Italien. Under sejladsen blev de både, som de tre mænd sejlede i, opdaget af de italienske myndigheder og eskorteret til den italienske ø Lampedusa, hvorefter de tre mænd blev installeret på et ”reception centre”. Mændenes forklaringer om dette center vidner om usle forhold, hvor toilet og sovefaciliteter ikke var fysisk adskilte, mangel på vand, og hvor flere, som følge af det store antal af flygtninge, var nødt til at sove på gulvet. Kort tid efter udbrød der, som følge af en opstand blandt centrets beboere, brand i centeret. Centrets beboere måtte herefter eskorteres til en sportshal, hvorfra det lykkedes de tre mænd at flygte og tilslutte sig en demonstration blandt 1800 andre asylansøgere. Politiet greb ind og anholdte de tre mænd, hvorefter de blev fløjet til Palermo og placeret på to både i havnen. Her opholdte de sig i fire dage, før de endelig blev udvist af Italien.

For EMD gjorde de tre mænd gældende, at behandlingen i centret og på skibene var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, som lyder ”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”. Derudover gjorde de tre mænd gældende, at Italien havde krænket EMRK artikel 5, stk. 1, der beskytter mod vilkårlig frihedsberøvelse, 5, stk. 2, hvorefter en frihedsberøvet skal underrettes om baggrunden derfor, og 5, stk. 4 om retten til domstolsprøvelse. De mente ydermere, at EMRK artikel 13, vedrørende effektive retsmidler var krænket ved, at de tre mænd ikke hade haft nogen mulighed for at indbringe anholdelserne og detentionsanbringelserne for en domstol.

Afslutningsvist mente de tre mænd, at de havde været udsat for “kollektiv udvidelse” (”collective expulsion”), som er en krænkelse af tillægsprotokol 4, artikel 4.

Hvad angår EMRK artikel 5, stk. 1 argumenterede EMD for, at fordi de tre mænd havde været under konstant overvågning fra politiet, og fordi det ikke havde været muligt for dem at få kontakt til omverdenen, så kunne artikel 5 finde anvendelse. Herefter måtte det afgøres, om artikel 5, stk. 1 var blevet krænket gennem den behandling de tre mænd havde været udsat for. EMD angav, at det er tilladt for myndighederne at begrænse flygtninges frihed i forbindelse med immigrationskontrol, men at en sådan begrænsning skal have hjemmel i national ret. EMD kom herefter frem til, at der ikke i italiensk ret er hjemmel til at anbringe flygtninge i centre á la det center, som de tre mænd var blev anbragt i. EMD inddrog herefter en aftale mellem Tunesien og Italien, som for så vidt giver mulighed for en sådan type anbringelse. Men da det ikke var blevet offentliggjort i Tunesien, at Italien havde lov til at anbringe tunesiske flygtninge på denne måde, og da det ikke på nogen anden måde kunne forudses af de tre mænd, at de ville blive anbragt i et sådant center, valgte EMD at statuere krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 1.

Herefter afgjorde EMD kort, at de meddelelser, som de italienske myndigheder havde givet de tre mænd om baggrunden for deres anholdelser og tilbageholdelser, som oven i købet var mangelfulde, ikke blev givet, før de tre mænd blev udvist til Tunesien. De kunne således ikke tjene til opfyldelse af kravet i EMRK artikel 5, stk. 2. Herefter statuerede EMD krænkelse af denne artikel. Da de tre mænd aldrig var blevet gjort bekendt med grunden til deres anholdelse, kunne de ikke klage over denne, hvorfor EMD også statuerede krænkelse af artikel 5, stk. 4.

Hvad angår artikel 3, så konkluderede EMD, at man på trods af den humanitære krisesituation, som Italien var i på tidspunktet for anbringelserne af de tre mænd, ikke kunne undtages fra opfyldelse af kravene i artikel 3. Med udgangspunkt i flere rapporter om forholdene i centret afgjorde EMD, at forholdene på centret krænkede klagernes menneskelige værdighed og dermed havde været i strid med artikel 3 (det samme har EMD tidligere statueret i forhold til Grækenland). Det samme gjorde sig dog ikke gældende ift. anbringelsen på bådene i havnen i Palermo.

Ift. tillægsprotokol 4, artikel 4, slog EMD fast, at der pga. manglende stillingtagen til den enkeltes situation – hvilket underbyggedes af, at der ikke var blevet foretaget individuelle samtaler med flygtningene samt, at ordlyden af afgørelserne ikke inddrog individuelle overvejelser – var tale om en krænkelse af denne bestemmelse. Slutteligt fastslog EMD, at artikel 13 i forbindelse med artikel 3 og 4 var blevet krænket, da det ikke havde været muligt for de tre mænd at klage over forholdende i centret, samt fordi en klage over deres udvisning til Tunesien ikke havde opsættende virkning og dermed ikke udgjorde et effektivt retsmiddel.

Dommen viser, at selvom flere europæiske lande står i en situation, der må betegnes som en national krise af undtagelsestilstandslignende karakter, lader EMD ikke medlemsstaterne slippe ved eksempelvis at indfortolke en væsentlig større skønsmargin i sager som disse. Det får også betydning for lande som eks. Danmark, der ikke på samme måde oplever et pres, fordi EMD har afgjort, at man ikke automatisk – som ellers var meningen – kan tilbagesende asylansøgere til EU-lande som Italien og Grækenland uden garantier for asylansøgernes tilstrækkelige behandling. EMRK får dermed betydning oven i – og i nogle tilfælde i modstrid med – de øvrige folke- og EU-retlige instrumenter, der gælder på området så som Flygtningekonventionen og Dublin-forordningen.  Det gør det langt sværere, mere tidskrævende og dyrere at håndtere situationen for særligt udsatte lande. Spørgsmålet er, om det på et tidspunkt vil få nogle lande til at tage det drastiske skridt helt at fravige visse af bestemmelserne i EMRK, på samme måde som nogle EU-lande truer med at forlade Schengen aftalen, og nogle politikere kræver Flygtningekonventionen genforhandlet. Det kan i givet fald ske med henvisning til artikel 15, der fastslår, at i tilfælde af ”offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne Konvention, forudsat, at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten” (dog kan man ikke fravige eks. EMRK artikel 3). I sidste ende ville det være EMD, der skal tage stilling til lovligheden af et sådant skridt (og det ville slet ikke kunne komme på tale for Danmark i den nuværende situation), men det er muligvis ikke så utænkeligt et scenario som førhen. Den nuværende flygtninge og migrationskrise er således ikke blot en humanitær tragedie for de mange hundredetusinder på flugt eller på søgen efter et bedre liv, et politisk og økonomisk pres på modtagerlandene, men på sigt måske også en udfordring for holdbarheden af det europæiske menneskerettighedssystem.