Et topmøde for Den Afrikanske Union i Johannesburg, Sydafrika, har i disse dage været rammen om det seneste drama mellem Den Internationale Straffedomstol (ICC) og Sudans Præsident, Omar al-Bashir.
Bashir står tiltalt ved ICC for folkedrab i Darfur, og en lokal Sydafrikansk NGO valgte derfor at anlægge en sag ved de lokale domstole i Sydafrika for at få ham anholdt. Denne anmodning blev besvaret med udstedelsen af et udrejseforbud mod Bashir. Det fik Bashir til hurtigt at forlade landet, inden der blev taget yderligere retslige skridt, og det ser ikke ud til at de Sydafrikanske myndigheder gjorde meget for at stoppe ham. Det retlige efterspil i Sydafrika bliver derfor utrolig spændende at følge i den kommende tid, ligesom vi nok også kan se frem til endnu en sag ved ICC omkring manglende samarbejde med domstolen.
ICC anmoder nemlig rutinemæssigt afrikanske ICC-medlemslande som får Bashir på besøg (og det er efterhånden mange) om at udlevere ham til retsforfølgelse. Lige så rutinemæssigt har disse lande nægtet at samarbejde, og derfor udstedes ofte afgørelser fra domstolen, hvor det manglende samarbejde erklæres ulovligt. Dette er sket i Malawi, Chad og DR Congo. Disse beslutninger sendes så til FN’s Sikkerhedsråd, som øjensyneligt blot ignorerer dem. Rådet har ihverfald været så passivt, at anklageren har sat efterforskningen på standby på denne baggrund. På den måde undermineres domstolens arbejde altså én beslutning af gangen, og Sydafrika er blot det seneste eksempel i rækken.
Sagen illustrerer det helt grundlæggende problem ved vores internationale strafferetlige system, at systemet kun fungerer når medlemslandene samarbejder med domstolen, og når det internationale samfund træder til, hvis systemet fejler. Da ingen af delene har været tilfældet med Bashir, står domstolen magtesløs tilbage. Situationen i Sydafrika har dog forhåbentligt givet Bashir lidt sved på panden, da han denne gang var tættere end nogensinde før på at blive arresteret.
Læs mere om historien i New York Times her.
En NGO holder øje med Bashir’s rejseaktiviteter. Få et overblik over dette her.
One thought to “Drama i Sydafrika – Sudan’s Bashir slipper endnu en gang for anholdelse”