Enhver der følger nyhedsstrømmen ved, at situationen på slagmarken i Syrien bliver mere og mere kaotisk, og at det efterhånden er noget af en opgave at følge med i, hvem der bruger magt mod hvem og med hvilke folkeretlige begrundelser. Som redegjort for andetsteds her på bloggen så er en række vestlige stater, herunder Danmark, bl.a. engageret i en væbnet kampagne i Syrien som led i udøvelsen af kollektiv irakisk selvforsvar mod Islamisk Stat (ISIL). Herudover er både Iran og Rusland inviteret af Assad-regimet til at bruge magt mod diverse anti-regime aktører, herunder både Islamisk Stat og Den Frie Syriske Hær. Den folkeretlige begrundelse for Rusland og Irans tilstedeværelse er herved baseret på et samtykke fra Assad-styret.
Men også Tyrkiet har et stykke tid været involveret militært i Syrien, og her begynder det for alvor at blive lidt speget med det folkeretlige grundlag. Tyrkiet er nemlig ikke inviteret ind i Syrien af Assad-regimet. I det omfang, at tyrkerne anvender væbnet magt mod Islamisk Stat vil det kunne begrundes som udøvelse af kollektiv irakisk selvforsvar. Og da tyrkerne endvidere har været udsat for terrorangreb i Tyrkiet fra personer med angivelig tilknytning til Islamisk Stat vil der også kunne være et selvstændigt tyrkisk grundlag for udøvelse af tyrkisk individuelt selvforsvar i henhold til art. 51 i FN Pagten mod Islamisk Stat i Syrien. I juli 2015 orienterede Tyrkiet da også Sikkerhedsrådet om, at man forbeholdt sig en ret til anvende magt i selvforsvar mod Islamisk Stat i Syrien.
Tyrkerne anvender imidlertid ikke kun magt mod Islamisk Stat men også – og måske primært – mod kurdiske organisationer i Syrien, som tyrkerne mener udgør en trussel mod Tyrkiets sikkerhed. I løbet af august og september gennemførte tyrkerne således en omfattende militær operation i det nordlige Syrien, der havde til formål at rømme området for jihadister og kurdiske separatister. Den tyrkiske indsats i Syrien har fået nogle til at påstå, at Tyrkiet er at anse som en besættelsesmagt i dele af Syrien.
Tyrkisk magtanvendelse mod kurderne i Syrien forudsætter, at Tyrkiet har været udsat for et væbnet angreb fra kurdiske organisationer, der har udløst en ret til tyrkisk selvforsvar i Syrien. Herudover skal det syriske styre mangler enten vilje eller evnen til at standse kurderneds angreb. Hvorvidt Tyrkiet med rette kan påberåbe sig en ret til selvforsvar har denne blogger svært ved at vurdere, men det er en kendt sag, at Tyrkiet i flere omgange – og i lange perioder – har været involveret i en væbnet konflikt med kurdiske grupperinger i det sydlige Tyrkiet og undertiden henover grænsen mellem Tyrkiet og Syrien og Tyrkiet og Irak.
Det ser i skrivende stund ud til, at tyrkernes fremmarch mod Islamisk Stat og kurderne ikke nødvendigvis er begrænset til Syrien. Den tyrkiske præsident Erdogan har også øjnene rettet mod kurdiske grupperinger i Irak, og Erdogan udtalte forleden, at Tyrkiet forbeholder sig ret til at gøre brug af militær magt også i Irak. Tyrkiet har for tiden tropper udstationeret på en militærbase i det norlige Irak og selvom den irakiske regering har bedt tyrkerne om at forlade landet har Erdogan hidtil nægtet at efterkomme dette ønske. Det ser med andre ord pt. ud til, at Tyrkiet opretholder styrker i Irak i strid med den irakiske regerings ønsker. Dette er unægtelig en optrapning, og det er umiddelbart svært at se, at Tyrkiet potentielt set ville kunne begrunde sin tilstedeværelse i Irak på en tyrkisk ret til selvforsvar mod kurderne. Indtil videere har Irak reageret ved at indbringe spørgsmålet for FN’s Sikkerhedsråd.
