Det folkeretlige grundlag for Danmarks militære bidrag i Syrien

Som adviseret tidligere her på bloggen, så gav Folketinget den 8. oktober 2015 samtykke til udsendelsen af en mobil radar til erstatning for de danske F-16 fly, der siden sommeren 2014 har gennemført bombeangreb mod Islamisk Stat i Irak. Beslutningsforslaget åbner eksplicit op for, at den danske indsats mod Islamisk Stat nu udvides til Syrien (indsatsen har som bekendt indtil videre været begrænset til Irak).

Udvidelsen af bidraget fra Irak til Syrien rejser spørgsmålet om det folkeretlige grundlag (dele af den følgende analyse er i øvrigt også af finde i dagens udgave af Information).

Som berørt flere gange på denne blog, så er folkeretten ret klar. I fraværet af et samtykke til magtanvendelse fra territorialstaten er magtanvendelse kun forenelig med den del af folkeretten, der regulerer hvornår en stat må anvende magt i andre stater (jus ad bellum), hvis der enten foreligger en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd eller hvis magtanvendelsen er forenelig med en ret til selvforsvar. Det danske F-16 bidrag mod Islamisk Stat i Irak var baseret på en invitation/ samtykke fra den irakiske regering og derfor på den baggrund forenelig med folkeretten. Men hvad med bidraget i Syrien?

Det er indledningsvis værd at notere sig, at repræsentanter for den foregående regering lod forstå, at det efter dets opfattelse kunne være folkeretligt betænkeligt at udvide det danske bidrag til Syrien. I august sidste år lod daværende udenrigsminister Martin Lidegaard eksempelvis forstå, at en dansk militær operation i Syrien ville være en ‘langt, langt sværere manøvre, også folkeretligt.’ Lidegaard noterede sig i den forbindelse, at der trods alt er en demokratisk valgt regering I Irak, ‘der kan koordinere den militære og humanitære indsats’, mens der i Syrien er ‘totalt kaos og ingen regering, vi anerkender, som kan give os et folkeretligt grundlag’. Også SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, var skeptisk og han afviste så sent som i juli i år et forslag fra Naser Khader (K) om et engagement i Syrien bl.a. med den begrundelse, at ’der vil være store folkeretlige problemer med at udvide indsatsen til Syrien.’

Det er ingen tvivl om, at det er korrekt, at det er mere kompliceret folkeretligt at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien end i Irak. Det er i den forbindelse værd at notere sig, at ingen af de vestlige stater, der er involveret militært i Syrien, baserer deres magtanvendelse i Syrien på en invitation fra det syriske regime. Herved adskiller de vestlige stater sig fra stater som Iran og Rusland, der begge begrunder deres tilstedeværelse i Syrien på netop en invitation fra Assad-regimet.

Det kan efter min mening diskuteres, om Bashar al-Assad i det hele taget kan afgive et bindende samtykke til fremmed involvering i krigen i Syrien og jeg mener også, at det kan diskuteres, om ikke russiske og iranske angreb mod eksempelvis Den Frie Syriske Hær krænker det syriske folks ret til selvbestemmelse. Grænserne for Assad’s beføjelser til at invitere andre stater til at bruge magt i Syrien har imidlertid ikke indtil videre fyldt nævneværdigt i den internationale debat.

Som de andre vestlige stater baserer også den danske regering det militære engagement mod Islamisk Stat i Syrien på en ret til kollektivt selvforsvar af Irak. Det fremgår således af beslutningsforslaget: “Det folkeretlige grundlag for det danske bidrag er et samtykke fra Irak og retten til kollektivt selvforsvar af Irak mod ISIL i medfør af FN-Pagtens artikel 51.” Det fremgår også, at regeringen “i forbindelse med udsendelsen af det danske supplerende bidrag” vil indberette til FN’s Sikkerhedsråd i henhold til artikel 51, at Danmark “har iværksat tiltag mod ISIL i Syrien som led i kollektivt selvforsvar af Irak.”

Jeg mener sådan set, at det giver ganske god mening at påstå, at Irak er udsat for et væbnet angreb fra Islamisk Stat (bl.a. fra syrisk territorium), der har udløst en irakisk ret til selvforsvar, som andre stater efter anmodning fra irakerne kan bistå med at udøve i Syrien. Selvom Islamisk Stat er en privat aktør har det siden terrorangrebene den 11. september 2001 været den almindeligt accepterede antagelse, at angreb fra private aktører godt kan udløse en ret til selvforsvar, hvis den lokale regering – som tilfældet er i Syrien – mangler enten viljen eller evnen til at standse den væbnede angreb. Den irakiske regering har officielt anmodet det internationale samfund, herunder vestlige stater, om at hjælpe landet med at bekæmpe Islamisk Stat, og artikel 51 i FN Pagten åbner eksplicit op for brug af kollektivt selvforsvar.

Det forhold, at Vesten – og altså nu også Danmark – baserer sin militære tilstedeværelse i Syrien på udøvelse af kollektivt irakisk selvforsvar begrænser imidlertid også på en række punkter indsatsen i Syrien. Kravet om proportionalitet betyder for det første, at vi kun må bruge den mængde magt, der er nødvendig for at standse Islamisk Stats fremfærd i Irak. Som jeg ser det kommer vi derfor heller ikke uden om, at vi også kun må angribe Islamisk Stat og ikke andre af de stridende parter i den syriske borgerkrig, herunder Assad-regimet. For det andet vil grundlaget for at være tilstede i Syrien militært også umiddelbart ophøre, når/ hvis det lykkes at nedkæmpe organisationens tilstedeværelse i / muligheder for at angribe Irak.