Det er sjældent, at Dansk Folkeparti udviser den helt store kærlighed til folkeretten og de internationale forpligtelser der følger med. Gennem årene har en række DF’ere udtalt sig endog meget kritisk omkring dette system, ofte med en tone af foragt eller ligegyldighed. Seneste eksempel kom tidligere på måneden, da DF’s udenrigsordfører (og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn), Søren Espersen, bedyrede, at han anså det for grundlæggende ligegyldigt, om Danmark gik lovligt eller ulovligt i krig i Syrien. Denne udtalelse er tidligere blevet bemærket på bloggen. Udtalelsen, og andre af samme skuffe, er dog mest interessante når de ses i deres større sammenhæng. Dansk Folkeparti ynder nemlig ofte både at kritisere folkeretten – og foreslå helt at ignorere den – og samtidig mene, at Danmark skal engagere sig på den internationale scene. Da Dansk Folkeparti f.eks. i 2012 foreslog at nedsætte en kommission der kritisk skulle gennemgå Danmarks folkeretlige forpligtelser, forklarede man samtidig, at Dansk Folkepartis kritiske holdning til folkeretten ikke måtte forstås derhen at Danmark ikke skulle tage aktiv del i det internationalt samarbejde. Tværtimod, Danmark skulle fortsat være et ”stærkt medlem af det internationale samfund”. Men da Danmark nu engang er et utroligt lille land, kan det være svært at se præcist hvordan det skal foregå. Vi kan jo helt åbenlyst ikke gennemtvinge vores vilje med rå magt. Og hvis vi nægter at anerkende de helt fundamentale spilleregler for det internationale samfund, kan vi så på længere sigt få andre lande til at tage os alvorligt? Kort sagt, kan man som småstat både være aktiv og indflydelsesrig på den internationale scene, og samtidig tillade sig at bryde reglerne for samarbejdet når de ikke passer os? Det er det spørgsmål som Dansk Folkeparti – med deres snart lange tradition for at ville underminere folkeretten – skylder svar på.
FN mandater er ligegyldige
Som antydet ovenfor blev det tidligere på måneden annonceret, at den danske regering overvejede at sende specialstyrker til Syrien. For Folketingets øvrige partier blev det mulige folkeretlige mandat for en sådan mission derfor et centralt spørgsmål, men det var mildt sagt ikke tilfældet i Dansk Folkeparti. Her gjorde partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, det klart at ”[d]et der med FN-mandat har aldrig rigtig interesseret os. Det må de selv om. Hvis vi synes, det er en rigtig ting at gøre, så er det ligegyldig for os, om der er FN-mandat eller ej”. Man kan måske komme Espersen lidt i møde her ved at påpege, at et FN-mandat nok slet ikke er nødvendigt i denne sammenhæng. Men det var nok ikke lige det Espersen mente. Han mente nok snarere, at Dansk Folkeparti simpelthen er ligeglade med, om Danmark går lovligt eller ulovligt i krig. Det må siges at være en interessant betragtning, særligt når den kommer fra formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn. Det er dog ikke første gang, at Espersen har udtalt sig på denne måde.
Folketinget bestemmer selv om krige er lovlige eller ulovlige
Går man tilbage til sommeren 2015, da den nytiltrådte Venstre-regering besluttede sig for at nedlægge Irak-kommissionen, kunne man ligeledes finde en række udtalelser fra Espersen, som må siges kraftigt at udfordre folkerettens legitimitet. Espersen forklarede i denne sammenhæng, at Folketinget faktisk slet ikke kan bryde folkeretten. Siger internationale regler ét, og gør folketinget noget andet, ja, så er der ikke tale om et brud, da folketingsbeslutninger pr. definition er lovlige. Som Espersen skrev dengang:
”Når Folketinget beslutter at sende danske soldater i krig, så er det lovligt, og så er vores deltagelse lovlig. Alt andet er snak.”
Det må siges, at være en frisk tilgang til juraen. Espersen fortalte desuden Politiken, at han faktisk slet ikke kunne se, hvilke regler der skulle være overtrådt (FN Charteret). I samme åndedræt førte han diskussionen over på de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, som han heller ikke kunne finde relevante regler for (fjerde genevekonvention). På spørgsmålet om Espersen da slet ikke anerkendte folkeretten, svarede han således: ”Hmm… Ikke hvis den strider imod dansk lovgivning.”
Krigsretten er hysterisk
Hvis vi bliver lidt i sammen boldgade, kan man notere sig at også DF’s forsvarsordfører, Marie Krarup, har en række interessante perspektiver særligt på den humanitære folkeret. Dette regelsæt regulerer hvordan krig må føres, og det er et emne Krarup ofte har udtalt sig om. Hendes holdning står da også knivskarpt: Den humanitære folkeret gør det alt for bøvlet at gå i krig, og den er grundlæggende mest til besvær. Det er særligt reglerne om fangeoverførsler som Krarup har set sig sur på, men man må dog forstå, at hele kataloget af rettigheder er noget skidt. I sommeren 2015 karakteriserede Krarup således Geneve konventionerne på denne måde:
Krarup kan meget vel have ret i, at krigsreglerne kunne have gavn af en opdatering på visse områder, men at de slet ikke ”dur”, og generelt er udtryk for hysteri, det er en alvorlig anklage.
EU-ret, menneskeret og flygtningekonventioner kan ignoreres
Hvis vi breder os lidt ud og ser eksempelvis på EU-retten, så kan man hurtigt konstatere, at DF’s tilgang til denne retsorden falder ind i en rytme som kan genfindes på andre beslægtede områder, særligt når det gælder menneskerettigheder og flygtningeret. Dansk Folkepartis synspunkter synes her at være nogenlunde de samme, nemlig, at når sådanne regler går Danmark (eller DF’s politik) imod, ja, så må vi bryde reglerne. Et centralt eksempel er her den såkaldte Metock-dom fra 2008 som skabte massiv debat i Danmark. Dengang stod Dansk Folkeparti på spring for at tage et opgør med EU-retten og de argumenterede åbent for helt at ignorere dommen og den bagvedliggende retsorden. Vi har set lignende initiativer både før og siden vedrørende den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den tilknyttede domstol. Her har særligt udvisningsspørgsmål givet DF’ere lyst til at ignorere reglerne, og nogle gange forslås det endda, at vi simpelthen bør nedlægge Menneskerettighedsdomstolen. Noget lignende sker også ofte når flygtningekonventionen diskuteres. Her har Dansk Folkeparti også været utilfredse med reglerne, og man har derfor gerne villet gå til stregen – og lidt over, hvis det var nødvendigt for at rette op på den slags.
Samlet set mener Dansk Folkeparti altså, at Danmark skal være et ”stærkt medlem af det internationale samfund”, og man må forstå, at deres kritik af folkeretten ikke må tolkes i anden retning. Samtidig har de dog den holdning, at folkeretten grundlæggende er ligegyldig når det handler om, hvorvidt Danmark går lovligt eller ulovligt i krig, at Folketinget pr. definition ikke kan bryde folkeretten, at folkeretten slet ikke bør anerkendes hvis der er konflikt mellem dansk og international ret, at krigsreglerne er hysteriske og at EU-retten, menneskerettighederne og flygtningekonventioner kan ignoreres når de er ubelejlige. For mig at se, er det meget svært at få disse ender til at mødes.
