Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi – på vej mod en “genforhandling” af den internationale retsorden?

Regeringen og Udenrigsministeriet fremlagde forleden den længe ventede strategi for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der følger op på Taksøe-Jensens udenrigspolitiske udredning fra maj 2016. Den nye strategi rummer regeringens/ UM’s bud på, hvad der udgør de for tiden største udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer. Strategien kan findes her.

Strategien rummer fem indsatsområder, der er udpeget som særligt prioriterede, og som derfor skal vies særlig opmærksomhed. Det drejer sig om 1) ”migration, ustabilitet og terrorisme”, 2) ”sikkerhed i nærområdet”, 3) ”Brexit og EU’s fremtid”, 4) ”Globalisering – økonomisk- og teknologisk diplomati”, og endelig 5) ”Arktis”.

Jeg vil lade eksperter i international politik vurdere, om de prioriterede områder er ”de rette” men blot notere, at et par af indsatsområderne (især det første) for en lægmand som denne blogger forekommer endog meget bredt formuleret. Herudover ser det ud til, at det er ved at være kutyme på Asiatisk Plads, at Arktis nævnes som det sidste område, der skal prioriteres (personligt ville jeg jo nok prioritere Arktis højere end eksempelvis udvikling i Afrika men sådan er der jo så meget).

For de af os, der interesserer sig for den internationale retsordens fremtidige udvikling er den nye strategi ikke uinteressant.

Der åbnes i forordet med en række (velkendte) bemærkninger om, at Danmark ”skal insistere på, at det internationale samarbejde er baseret på regler og normer, der gælder for alle lande” og det noteres også, at Danmark ”skal kæmpe for de værdier og frihedsrettigheder, som vores samfund bygger på.” Regeringen understreger, at den “ønsker en verden med mere demokrati og frihed, herunder mere ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og mere offentlig orden.” (s. 5)

I strategiens indledende afsnit henvises der så til de aktuelle udfordringer for det, som strategien betegner som den ”vestlige samfundsmodel” (i praksis defineret som ”demokrati, en åben, liberal markedsbaseret økonomi og det forpligtende, retsbaserede internationale samarbejde”) (s. 6). Som i regeringsgrundlaget slår regeringen et slag for en international retsorden med stærke internationale institutioner ved at bemærke, at ”det som et lille land er i vores interesse at have stærke multilaterale organisationer, hvor der træffes fælles beslutninger, som også de stærkeste lande opfatter som legitime og bindende” (s. 6). Og under det indsatsområde, der betegnes ”globalisering – økonomisk og teknologisk diplomati” anføres det i samme dur, at den ”internationale frihandelsdagsorden er af afgørende interesse for en lille, åben og eksportorienteret økonomi som Danmarks” (s. 20). Det er også værd at hæfte sig ved, at regeringen (som Taksøe-Jensen) betegner EU-medlemsskabet som ”vores bedste mulighed for at påvirke verden omkring os og dermed de rammevilkår, som har betydning for danske borgere og virksomheder” (s. 6 og s. 17). Valget af Trump (og den deraf følgende usikkerhed om retningen i amerikansk udenrigspolitik) berøres iøvrigt med en (defensiv) bemærkning om, at det endnu er ”for tidligt at vurdere, hvordan amerikansk udenrigspolitik vil tegne sig i de kommende år”, men at det for ”Danmark vil … være af stor vigtighed, at USA bevarer et stærkt internationalt engagement, ikke mindst inden for sikkerhedspolitik, frihandel og multilateralt samarbejde generelt” (s. 6-7).

Det er ikke revolutionerende, at regeringen betoner Danmarks interesse i at bevare en international retsorden.

Mere interessant er det, at der flere steder anes et behov for et mere kritisk (nogle vil måske sige konstruktivt) syn på, hvordan den internationale retsorden skal udvikle sig fremover. Denne blogger har tidligere gjort gældende, at vi (om vi vil det eller ej) i de kommende år formentlig står over for at skulle ”genforhandle” centrale dele af den internationale retsorden, herunder bl.a. EU-systemet, menneskerettighedssystemet og – på sigt – også flygtninge- og asylsystemet (se her)

Den nye strategi noterer sig bl.a., at vi ”skal være bevidste om den skepsis over for globaliseringen, som eksisterer i store dele af den vestlige verden”, og at vi derfor ”har … brug for en debat om, hvordan globaliseringens gevinster kommer alle til gavn (s. 8).” I forhold til migrationsproblemerne bemærkes det, at regeringen ”i samarbejde med ligesindede europæiske partnere” vil ”arbejde for et nyt og bedre asylsystem, der ødelægger menneskesmuglernes forretningsmodel og letter presset på Europas ydre grænser.” Og det anføres herefter at flygtningemodtagelsen ”ideelt set … skulle finde sted i lejre i nærområderne (s. 11)”.

I forhold til internationale menneskerettigheder, så kobler regeringen (ikke uventet) denne dagsorden sammen med det forestående danske formandskab for Europarådet. Strategien anfører i den forbindelse i velkendte vendinger, at ”Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden, herunder respekt for menneskerettigheder. Der er imidlertid behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det bliver et vigtigt fokus, når Danmark til efteråret overtager formandsskabet for Europarådet” (s. 12). Strategien bemærker i den forbindelse også, at den vil ”afholde en international konference om konventionen som led i det kommende danske formandskab for Europarådet” (s. 13).

Endelig er der aktuelle krise i EU. Strategien betoner som allerede berørt betydningen af et velfungerede EU-samarbejde, men det noteres også, at samarbejdet ”har haft svært ved at levere hurtige løsninger.” Det bemærkes, at det ”tog tid at få både finanskrisen og migrationskrisen under kontrol”, og at problemerne endnu ikke er løst. Regeringen anerkender, at disse forhold ”har skabt utilfredshed og skepsis”, at det “har udfordret EU’s sammenhængskraft”, og at den aktuelle utilfredshed er ”forståelig” (s. 17). Regeringen ”ønsker, at EU-samarbejdet i endnu højere grad fokuserer sine kræfter på at finde konkrete løsninger på disse store grænseoverskridende udfordringer – og færre kræfter på at regulere der, hvor medlemsstaterne selv bedre kan nå de samme mål.” Det anføres herom i generelle vendinger, at regeringen ”vil arbejde for et stærkt, slankt og effektivt EU, der respekterer nærhedsprincippet og koncentrerer sig om de udfordringer, som medlemslandene bedst kan løse i fællesskab” (s. 17).