Den danske repræsentation ved FN i New York indleverede den 11. januar 2016 et brev til præsidenten for FN’s Sikkerhedsråd, hvori Danmark i henhold til artikel 51 i FN Pagten indrapporterer, at vi fra dansk side ‘is taking necessary and proportionate measures’ mod Islamisk Stat (ISIL) i Syrien. Henvisning til brevet kan findes her.
Som redegjort for andetsteds på denne blog betyder udsendelsen af det danske radarbidrag, at den eksisterende danske indsats mod Islamisk Stat i praksis udvides til at inkludere syrisk territorium.
De mest interessante vendinger i det danske brev lyder som følger:
‘ … that the Kingdom of Denmark, as called for by the Security Council in its resolution 2249 (2015) and in response to the request by the Government of Iraq, is taking necessary and proportionate measures against the so-called Islamic State in Iraq and the Levant (ISIL, also known as Da´esh) in Syria in exercise of the inherent right of collective self-defence as part of international efforts led by the United States of America.’
Som ventet baserer Danmark altså sin militære tilstedeværelse i Syrien på udøvelsen af kollektiv irakisk selvforsvar, jf. den anmodning om international bistand, som den irakiske regering tidligere har afgivet.
Brevet henviser endvidere til resolution 2249 (2015), hvori Sikkerhedsrådet bemærkede, at Islamisk Stat udgør en ‘global and unprecedented’ trussel mod international fred og sikkerhed, ligesom rådet fordømte terrorangrebene i Sousse (Tunesien), Ankara, Beirut, Paris og nedskydningen af et russisk passagerfly over Sinai og noterede sig, at Islamisk Stat har kapaciteten og intentionen om at udføre flere angreb.
Hej! Har I måske et link til dette brev eller en henvisning til hvor det kan læses? Det er meget spændende. 🙂