Det canadiske luftvåben er netop begyndt at bombe Islamisk Stat i Syrien, og USA er herved ikke længere den eneste stat, der bruger magt mod IS i såvel Irak som Syrien. Den canadiske beslutning om at udvide engagementet mod IS blev vedtaget i marts, og den canadiske regering har begrundet beslutningen med henvisning til, at IS efter canadiernes opfattelse udgør en seriøs terrortrussel mod Canada, dets allierede og at man ikke kan lade IS etablere et ‘safe haven’ i Syrien. Folkeretligt lader canadierne dog til at basere deres engagement i Syrien på udøvelse af kollektivt selvforsvar i henhold til art. 51 i FN Pagten. I en ophedet debat i det canadiske parlament udtalte den canadiske statsminister Harper i hvert fald at “Canada is taking this action because Iraq is asking for protection from ISIL, which is launching its attacks from Syria.” (se link oven for). Som redegjort for andetsteds kan der efter denne bloggers opfattelse godt argumenteres for, at en international koalition af stater kan udøve irakisk selvforsvar mod IS i Syrien. Den danske regering har som bekendt indtil videre afvist, at danske fly vil blive sat ind i Syrien.
3 thoughts to “Canada udøver irakisk selvforsvar og bomber IS i Syrien”