Velkommen til boglancering på AAU CPH
Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt udgiver bogen: MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark.
Danmark har nu diskuteret ytringsfrihed i ti år – og der er ingen udsigt til, at det hører op.
Men strid om ytringsfrihed i Danmark er ingen ny ting. I 1770 var Danmark det første land i verden, der fuldstændig fjernede censuren – før da slog lutherske teologer hårdt ned på afvigende synspunkter. I 1849 indførte Grundloven ytringsfrihed – men ikke med fastere hånd end at blasfemi og utugt, trusler mod national sikkerhed og majestætsfornærmelse, nye medier samt hån, spot og latterliggørelse igen og igen er blevet forfulgt med loven i hånd. Stærke debatter om ytringsfrihed udfoldede sig allerede i 1770-90’erne, i 1830-40’erne, i 1880’erne og i 1930-40’erne.
Denne bog kortlægger den fascinerende historie om ytringsfriheden i Danmark – hvilke personer og positioner, der på forskellige tidspunkter er blevet straffet og marginaliseret hvilke skiftende love der motiverede disse forfølgelser, og hvilke store sager de gav anledning til. Samtidig udgør bogen et argument for, at en mere mangfoldig verden behøver en mere mangfoldig ytringsfrihed.
Tid: Onsdag 16. november kl. 16 til drinks, snacks og snak!
Sted: Aalborg University Copenhagen: A.C. Meyers Vænge 15, 2450 KBH SV. lok. 3.084A
Tilmeld dig på facebook her.