Boganmeldelse:
Rosa Brooks. How Everything Became War and the Military Became Everything: Tales from the Pentagon (Simon & Schuster, 2016)
I USA er det ikke noget særsyn, at universitetsforskere midlertidigt afbryder deres tilværelse i elfenbenstårnene for at arbejde i offentlige myndigheder og ministerier. Forskerne ansættes som regel i kraft af deres særlige faglige ekspertise og undertiden også mere eller mindre eksplicitte profil. Et af de mere velkendte eksempler er Harold Koh, der i perioden fra 2009 til 2013 havde orlov fra sin stilling på Yale (hvor han sågar var dekan på jura-uddannelsen) og fungerede som den øverste juridiske rådgiver i Hillary Clintons udenrigsministerium i Obama-regeringen.
Den amerikanske praksis har mange fordele i forhold til den danske tradition, hvor man som det klare udgangspunkt udøver hele sit arbejdsliv som enten embedsmand eller forsker. I USA nyder de konkrete myndigheder og ministerier eksempelvis godt af den (forhåbentlig) solide faglige viden, de midlertidigt ansatte forskere opbygger på universiteterne og med mellemrum bringer med ind i de administrative organisationer. Og forskerne anser som regel deres midlertidige ansættelser ”in Government” som kærkomne anledninger til at få noget tiltrængt ”hands-on” erfaring og til at kunne omsætte konkrete forskningsresultater i praksis. Blandt de mere oversete fordele er, at de lejlighedsvise rotationer også skaber en bedre gensidig forståelse for de forskellige ”roller”, som henholdsvis forskere og embedsfolk spiller i samfundet. Også det kunne man undertiden savne i Danmark. En anden mindre umiddelbar fordel er, at de midlertidige ansættelser ofte bidrager til at skabe en større grad af gennemsigtighed om den måde, som den konkrete politik udvikles på internt i administrationen. Det skyldes ikke mindst, at forskerne ofte skriver bøger om deres tid i embedsværket og om de relevante institutionelle ”praksisser” og grundvilkår. Det måske bedste eksempel var den bog, som Jack L. Goldsmith – i dag professor på Harvard – skrev om sin tid som chef for det amerikanske justitsministeriums magtfulde Office of Legal Councel i George W. Bush-administrationen. Goldsmith’s bog The Terror Presidency blev hurtigt en klassiker i sin genre.
Rosa Brooks er en anden universitetsforsker, der har skrevet om sine erfaringer fra tiden ”on the inside”. Brooks – der er juraprofessor på Georgetown University, tilknyttet tænketanken New America og en lejlighedsvis skribent for Foreign Policy – beskriver i How Everything Became War and the Military Became Everything: Tales from the Pentagon mange af betragtninger, hun som ”civil ekspert” gjorde sig i sin midlertidige ansættelse i det amerikanske forsvarsministerium. Blandt de mere vellykkede beskrivelser er hendes rammende iagttagelser af mange af de logikker, der hersker i det militære miljø, og som kan være svære at forstå for folk uden for miljøet.
Brooks primære ærinde er at beskrive den gradvise erosion af de traditionelle skel mellem krig og fred og civil og militær, der især har været synlig siden angrebene i USA den 11. september 2001, og de implikationer som denne udvikling har haft. Dele af Brooks’ bog bygger videre på hendes meget citerede artikel fra 2004 om War Everywhere: Rights, National Security Law, and the Law of Armed Conflict in the Age of Terror. Udover måske lidt for lange velkendte beskrivelser af, hvorledes juristerne ”in the administration” i årenes løb har haft held til at anlægge så vidtgående fortolkninger af folkeretten, at de har givet grønt til alting fra Guantanamo, waterboarding og droneangreb fjernt fra ”a hot battlefield”, så redegør Brooks (mere interessant efter min opfattelse) bl.a. også for, hvorledes det amerikanske forsvarsministerium langsomt men sikkert har overtaget flere og flere af de opgaver, der førhen blev anset for at være civile opgaver for civile myndigheder, ofte det amerikanske udenrigsministerium. Når der opstår et nyt problem – hvad enten det drejer sig om bekæmpelse af terrorisme eller genopbygning af ”failed states” – så er det i stigende grad militæret og DoD, de amerikanske præsidenter og øvrige politikere ringer efter. Som en tidligere embedsmand i Det Hvide Hus udtaler i bogen: ”When the shit hits the fan, the first place we turn is DoD” (s. 316). Brooks giver flere bud på, hvorfor tingene har udviklet sig, som de har, og hun begrunder bl.a. udviklingen med, at militæret i høj grad er et symbol på flere af de grundlæggende idealer, som amerikanerne hylder (se bl.a. s. 323). Hun beskriver også implikationerne af den øgede udviskning af grænserne mellem militære og civile opgaver og redegør bl.a. for, at en af konsekvenser har været, at DoD’s opgaveportefølje og budget har været konstant stigende siden 11. september mens udenrigsministeriets har været det modsatte. Trump har meget apropos bekendtgjort, at han agter at øge de amerikanske militærbudgetter (yderligere), og at han vil skære (yderligere) i det amerikanske udenrigsministeriums budget. Brooks betoner også de mindre synlige demokratiske implikationer af den øgede betoning af militære løsninger og den mere eller mindre eksplicitte sammenblanding af civile og militære kulturer i det amerikanske ”national security establishment”.
Set med danske øjne er bogen bl.a. interessant, fordi den skildrer en udvikling, der i hvert fald til dels kan genkendes her til lands. For selvom det ville være synd at sige, at Christiansborg har overøset det danske forsvar med flere penge siden den 2001 (forsvarsbudgettet er faktisk i dag mindre end det var i 2001), så har forsvaret i de senere år løst en lang række meget forskelligartede opgaver. Også i Danmark har det med andre ord tit været forsvaret, som de politiske beslutningstagere har ringet til, når ”lorten rammer ventilatoren” og der er behov for at “gøre noget”. Vi har også på samme måde i Danmark været vidne til en gradvist beskæring af Udenrigstjenesten, der har fået stadigt færre penge at gøre godt med i en verden, der må mange måder er blevet mere kompleks. Brooks er lige lovlig lang i spyttet for min smag (men okay, jeg synes jo tit, at bøger er for lange), og bogen (367 sider) kunne formentlig godt have været 100 sider kortere uden at havde haft næveværdig betydning for argumentet. Men timerne i Brooks selskab er ikke desto mindre givet godt ud, og der er mange interessante betragtninger om, hvorfor tingene har udviklet sig, som de har gjort, og hvad det betyder for den måde, USA betragter sikkerhedsspørgsmål. Og da den ikke er specielt tung på jura (de fleste af pointerne er demokratiske i bred forstand), så kan den også anbefales til de såkaldte “ikke-jurister”, hvad enten det er politologer, sociologer eller officerer i forsvaret.
