Boganmeldelsen er skrevet af Peter Otken, som er ekstern lektor i folkeret ved det Juridiske Fakultet, KU. Peter Gæsteblogger som anmelder af bøger om humanitær folkeret og militære operationer.
Lamb, Christina. Farewell Kabul. From Afghanistan to a More Dangerous World (London: William Collins, 2015). 640 s.
Christina Lamb er en britisk journalist og forfatter, der bl.a. som korrespondent for Financial Times fra Islamabad har dækket Pakistan og Afghanistan i mere end 25 år. Hun er i dag ledende udenrigskorrespondent for The Sunday Times. Farewell Kabul er en personlig beretning om de steder, hun har været, og om de mennesker, som hun har mødt i og omkring Afghanistan. Men at læse hendes bog er også som at overvære, at der holdes ligsyn over de sidste godt 15 års krig i landet.
Bogens prolog beskriver farvel-ceremonien i Camp Bastion i Helmand i oktober 2014, da de sidste amerikanske og britiske soldater forlod lejren og overlod den til den afghanske hær. Tre amerikanske generaler holder taler om, at overdragelsen er et tegn på de store fremskridt, som Afghanistan har opnået over de sidste år. Camp Bastion var oprindelig en britisk militærlejr, og Storbritannien var i de fleste af årene det land, der var overordnet ansvarlig for de militære operationer og for genopbygningsindsatsen i hele Helmandprovinsen. Men karakteristisk for den trods festtalerne trykkede stemning er, at der ikke er en eneste britisk officer, der holder tale. Bogen er i øvrigt en kronologisk beretning om forfatterens møder med krigen fra den 11. september 2001 til nedskydningen af Osama bin Laden i maj 2011 og Barack Obamas erklæring i juni samme år om, at alle amerikanske tropper ville blive trukket senest i 2014. Med den forventelige dominoeffekt at andre nationale ledere straks efter også bekendtgjorde tidspunkter for tilbagetrækningen af deres egne militære kontingenter. Og så er der også nogle flashbacks til forfatterens ekskursioner ind i Afghanistan under den russiske besættelse samt et postscript med den sigende titel ”War Never Leaves You”.
Lamb’s rejse gennem krigen er bygget op over en række samtaler med stribevis af engelske og amerikanske officerer samt en mængde afghanske krigsherrer og pakistanske generaler og efterretningsfolk. Og ikke mindst en række mindre højtplacerede soldater og ikke mindst civile afghanere og pakistanere, der gennem bogen derved også får stemmer. Og om personlige møder med både Hamid Karzai, som forfatteren lærte at kende i Pakistan adskillige år før, at han blev præsident, og med Benazir Bhutto, som Lamb også kendte personligt. Lamb var sågar til stede som gæst på Bhuttos bus, som den 18. oktober 2007 blev angrebet af en selvmordsbomber, da Bhutto samme dag fra sit eksil var vendt tilbage til Pakistan. Forfatteren har i det hele taget en evne til at være til stede på de (u)rigtige tidspunkter, som når hun også er med på patrulje, da en enhed fra 3. bataljon af det britiske faldskærmsregiment i sommeren 2006 falder i baghold i Zumbelay i Helmand. Baggrunden herfor, dvs. historien om, hvordan den britiske Helmandstyrke i 2006 ankom til provinsen med alt for få reelle dispositionsenheder, som alligevel blev spredt ud over provinsen til trods for alle forud lagte planer om det modsatte, er godt nok fortalt før og af de personer, som i bogstavelig forstand oplevede det på deres egne kroppe. Særligt interesserede bør læse (eller genlæse) 3 PARA af Patrick Bishop (London: Harper Press, 2007) og Lars Ulslev Johannesens De danske tigre (København: Gyldendal, 2008), hvor den sidstnævnte er den uovergåede beretning om det danske kontingents ufrivilligt forlængede ophold i Musa Qala og de efter både britisk og dansk standard episke kampe om byen samme sommer. Men det skader ikke at få repeteret dette lærestykke fra sommeren 2006 om aldrig at undervurdere antallet af soldater, som der er brug for, fordi en militær operation ikke må koste penge.
Der er som sagt tale om en beretning om en rejse. Forfatterens holdninger fornemmes klart, men hun bliver aldrig rigtig belærende, og det overlades til læseren at gøre sig sine egne konklusioner. Sværest ved at holde masken har Lamb måske ved et besøg i det britisk ledede Provisional Reconstruction Team (PRT) i Lashkar Gah i Helmand i oktober 2008, hvor man fornemmer, at de britiske embedsmænd fra Foreign and Commonwealth Office i deres forventninger til, hvor godt det allerede går, og hvordan det snart vil gå endnu bedre, måske virker endnu mere verdensfjerne end nogen soldat, som Lamb tidligere har mødt. Når lederen af PRT’ets Rule of Law sektion således beretter, at de har haft en ”fabulous start” med hensyn til oprettelsen af en ”women and children’s justice group” i Lashkar Gah, så må han øjeblikket efter indrømme, at en af de afghanske kvinder, som var udpeget til gruppen, er blevet skudt og dræbt ugen før. ”It was as if twenty-first-century legal experts were advising medieval burghers,” kommenterer Lamb, som også bliver mindet om en propagandatur, som russerne havde organiseret for hende i slutningen af 1980’erne i Herat (s.374). Sammenligningen er ikke venligt ment.
Fra den mere muntre side, så har forfatteren sans for forskellene mellem engelsk (overklasse) og amerikansk militær mentalitet, når hun gengiver et ordskifte mellem en engelsk oberstløjtnant fra The Queen’s Royal Lancers og chefen for ISAF, den amerikanske general Dan McNeill. Generalen sidder i t-shirt med benene oppe på bordet og indleder samtalen således: ”So, Mr. Lunt, you sound like a boy who went to a boarding house”. Oberstløjtnanten, som netop er på vej til at tilgå generalens hovedkvarter i Kabul, replicerer: “I think you mean a boarding school, sir. A boarding house is a bit different – it’s for people who can’t really afford a holiday on the south coast of England” (s.379). Imens alle de omkringstående stirrer forfærdede på oberstløjtnanten med det klassiske “Don’t correct a four-star general!”-udtryk i øjnene. De indviede vil være bekendt med, at særlig britiske kavaleriregimenter (og fodgarderegimenterne) stadig har et antal officerer med en social baggrund over gennemsnittet af resten af befolkningen.
Men der er langt imellem de muntre episoder, og det er fair at sige, at Lamb’s bog først og fremmest er en dystopisk beretning, som forfatteren fortæller med stor empati for den almindelige afghaner. Dette bliver mest brutalt understreget af de alt for mange sørgelige beretninger om den almindelige undertrykkelse af og drab på afghanske kvinder og om mord på lokale journalister, som forfatteren også har kendt personligt. Hvis man ikke allerede var klar over det (eller hvis man skulle have glemt det), så bliver man mindet om, hvor fuldstændig væsensfremmed deres verden er fra vores. Den følgende anbefaling, givet af en indisk professor til den amerikanske forsvarschef, admiral Mullen, under dennes besøg i Delhi i august 2010, kommer næsten til at stå som et trist, men alligevel passende motto over bogens beretning om krigen og landet: ”We should let Afghanistan slide back into what it always was – a black void. The best thing for NATO to do is to get out of Afghanistan and leave them to kill each other, which they’re going to do anyway” (s.520).
Lamb’s bog er britisk journalistisk historieskrivning af den gamle skole, når det er bedst. Bogen er på godt 600 sider, men føles ikke et øjeblik for lang. Læs den før du skal udsendes til Afghanistan, Irak, Libyen eller Mali, eller bare før du overvejer at udtale dig om komplekse samtænkningsoperationer og succeskriterierne for at skabe demokratier, dér hvor der aldrig nogen sinde har været noget før.
