Amerikansk appelret … II

Som varslet forleden (se ’amerikansk appelret erklærer indsamling af metadata ulovlig’ neden for) kommer der her endnu en blogpost om ACLU et al. v. Clapper et al., der blev afsagt af en amerikansk appelret den 7. maj. Som berørt i den tidligere blogpost fandt appelretten, at NSA’s indsamling af borgernes metadata stred med § 215 i PATRIOT ACT og derfor også med amerikansk ret.

Der er imidlertid flere grunde til, at appelrettens afgørelse er interessant. Afgørelsen er nemlig også interessant, fordi dommerne eksplicit ikke ønskede at forholde sig til, om indsamling af metadata er at anse som et indgreb i borgernes meddelelseshemmelighed, der er beskyttet i den amerikanske forfatning. Efter forfatningen kan indgreb i meddelelseshemmeligheden kun foretages, hvis indgrebet er ’rimeligt’ og der foreligger en retskendelse med dertil hørende rimelig begrundelse.

Appelrettens stillingtagen til netop det spørgsmål var imødeset med spænding, fordi to underliggende instanser i december 2013 var kommet til divergerende konklusioner. I første instans i ACLU v. Clapper mente en distriktsdommer ikke, at indsamling af metadata er at anse som et indgreb i meddelelseshemmeligheden, der er beskyttet i forfatningen. Som den amerikanske regering henviste dommeren til en amerikansk højesteretsafgørelse fra 1979, Smith v. Maryland, hvori højesteret konkluderede, at borgerne ikke har en berettiget forventning om, at oplysninger om, hvem de ringer til, er fortrolige og beskyttede mod videregivelse. For mens indhold af kommunikation er beskyttet (og indgreb kræver retskendelse), gælder det ikke for oplysninger om, hvem borgerne kommunikerer med. Højesteret lagde her bl.a. vægt på, at borgerne jo godt ved, at teleselskaberne under alle omstændigheder ligger inde med sådanne oplysninger, og at oplysningerne derfor ikke kan være fortrolige.

I den anden afgørelse fra december 2013 – Klayman et al v. Obama – fandt en anden distriktsdommer imidlertid, at omfanget af den indsamlede metadata i dag er så omfattende, at det ikke kan sammenlignes med indsamling af telefondata i 1979, og at indsamling af metadata derfor er at anse som et indgreb i meddelelseshemmeligheden, der er beskyttet i forfatningen. (Jeg har tidligere redegjort for dommen her). Ifølge dommeren betyder mængden af metadata i dag, at myndighederne kan sammensætte en ganske detaljeret mosaik af viden om borgernes liv, herunder sågar deres familieforhold, politiske anskuelser, professionelle netværk, religiøse tilhørsforhold og seksualitet.

Vurderingen af, om indsamling af metadata er beskyttet af meddelelseshemmeligheden er særdeles principiel, da det rejser spørgsmålet om, hvor grænsen går for, hvad der bør være personlige oplysninger, som staten ikke uden videre kan snage i, og hvad der bør være offentlige. Og derfor var der også set frem til, at appelretten ville sit besyv med. Med det skete altså ikke, og det henstår derfor også fortsat uklart, om myndighederne må indsamle metadata uden retskendelse.