Jyllands-Posten skriver i dagens udgave, at et politisk flertal ønsker racismeparagraffen (straffelovens § 266 b) kulegravet. Jacob Mchangama udtaler til Jyllands-Posten, at det er ”et politisk og ikke et juridisk, teknisk spørgsmål, om racismeparagraffen bør lempes.” Det er jeg enig i.
Med dette indlæg vil jeg påpege et forhold omkring reglerne om anke af bøder for racistiske udtalelser. Jeg mener, at det er ganske åbenbart, at retsplejelovens ankeregler bør ændres således, at bøder for racistiske udtalelser altid kan ankes. Der bør ikke som nu stilles krav om, at der indhentes en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Straffelovrådet og politikerene bør forholde sig til problemstillingen, når straffelovens § 266 b skal efterses.
Den nærmere bagrund for mit synspunkt er her:
Retsplejelovens § 902, stk. 2, lyder:
“Tiltalte kan kun anke, når tiltalte har givet møde i byretten og er idømt
1) mere end 20 dagbøder
2) …”
Retsplejelovens § 903, stk. 1, lyder:
”Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der ikke kan ankes efter § 902, stk. 1-3, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det.”
Procesbevillingsnævnet er et uafhængigt organ, der hverken er en del af domstolssystemet eller en forvaltningsmyndighed. Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser består af en Højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og en professor i jura.
Retsplejelovens § 902 og § 903 skal sammenholdes med, at der i sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b, som indbringes for retten med påstand om bøde, skal medvirke domsmænd, hvis sagen må anses for at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse, jf. retsplejelovens § 686, stk. 2. Domsmænd medvirker normalt ellers ikke i bødesager. Højesteret har i en dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen i 1997 på side 1731 udtalt, at sager om overtrædelse af straffelovens §266 b i almindelighed må være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse. Derfor medvirker domsmænd normalt i disse sager.
Ved opslag i Procesbevillingsnævnets seneste årsberetninger fremgår det ikke, i hvilket omfang Procesbevillingsnævnet giver tilladelse til 2. instansbehandling af bødesager vedrørende straffelovens § 266 b. Jeg tillader mig at gætte på, at Procesbevillingsnævnet så godt som altid imødekommer en 2. instansansøgning vedrørende straffelovens § 266 b bl.a. af de samme grunde, der gør, at sagerne behandles med domsmænd. Selv om mit gæt måtte være rigtigt, er det imidlertid stadig problematisk, at der er en ekstra og unødig forhindring for anke.
