ISIL’s folkedrab og internationale forpligtelser

I sidste uge vedtog EU-parlamentet en resolution der eksplicit klassificerede nogle af ISIL’s forbrydelser i Irak og Syrien som ’folkedrab’. Parlamentet erklærede at:

“the so-called ‘ISIS/Daesh’ is committing genocide against Christians and Yazidis, and other religious and ethnic minorities, who do not agree with the so-called ’ISIS/Daesh’ interpretation of Islam”.

Det er langt fra første gang at centrale internationale aktører har konstateret, at der foregår folkedrab i de ISIL-kontrollerede områder. Få uger tidligere, i januar 2016, vedtog Europarådet eksempelvis en resolution omkring såkaldte ’foreign fighters’, og i den sammenhæng erklærede Europarådets Parlamentariske forsamling at:

“States should act on the presumption that Da’ish commits genocide”.

Ligeledes forklarede den amerikanske præsident, Barack Obama, allerede i august 2014, at ISIL’s overgreb på den yasidiske minoritetsgruppe kunne udgøre et folkedrab. Konkrete sagde Obama at:

“ISIL forces […] have called for the systematic destruction of the entire Yezidi people, which would constitute genocide.”

Denne klare tilgang til folkedrabsforbrydelsen må siges at være noget af et nybrud. I 1994, for eksempel, var det nærmest umuligt at få Clinton-administrationen til at indrømme, at det der foregik i Rwanda var et folkedrab. Og amerikanerne har stadig idag, lige som flere andre lande, svært ved at beskrive de systematiske massakrer og fordrivelser af armenerne i det gamle Osmannerrige som et folkedrab. Det har dog øjensyneligt ikke været et så stort problem i denne konflikt.

Hvad er ’folkedrab’?

Man kan sige, at det politikerne reelt udtaler sig om idag er hensigten med ISIL’s forbrydelser, snarere end det er indholdet af disse forbrydelser. Der kan nemlig ikke rejses megen tvivl om, at ISIL rent faktisk begår tilstrækkeligt alvorlige og talrige forbrydelser – særligt mord – rettet bl.a. mod minoriteter som Yasidierne og Kristne. Dette forhold alene betyder dog ikke at et folkedrab er begået. Det element der er centralt for at kunne klassificere disse forbrydelser som ‘folkedrab’ er at forbryderne kan siges at have haft til hensigt helt eller delvist at ødelægge den befolkningsgruppe der er tale om – altså en national, etnisk, racemæssig, eller religiøst funderede gruppe. Da både yasidierne og den kristne befolkning ihvertfald udgør religiøst definerede grupper, og da ISIL’s handlinger og udtalelser kan tolkes derhen, at det netop er disse gruppers religion der gør dem til mål for systematisk udryddelse, er det også rimeligt at karakterisere sådanne forbrydelser som folkedrab.

Det bør dog nævnes, at det desværre ofte sker, at politikere bruger begrebet ’folkedrab’ i sammenhænge hvor det juridisk ikke hører hjemme. Lars Løkke Rasmussen, for eksempel, og i særdeleshed Naser Khader, har ofte forklaret, at Danmark – sammen med vores allierede – forhindrede et ‘folkedrab’ i Libyen i 2011. Det gjorde vi ikke. Det vi muligvis forhindrede dengang var ’forbrydelser mod menneskeheden’ – hvilket sådan set burde være slemt nok. Denne forbrydelse kan være lige så alvorlig som folkedrab, men den mangler det særlige karakteristika, at formålet med forbrydelsen er at ødelægge en national, etnisk, racemæssig, eller religiøs gruppe. I Libyen var der dog snarere tale om, at man ønskede at slå en politisk bevægelse ned, og ikke at man ønskede at ødelægge en af disse grupper. Og juridisk set er denne forskel ikke en helt ligegyldig.

Pligt til at hindre et folkedrab?

Ud fra et juridisk perspektiv er folkedrab særligt interessant fordi der findes en retligt bindende folkedrabskonvention der indledes med denne artikel:

“The Contracting Parties confirm that genocide, whether committed in time of peace or in time of war, is a crime under international law which they undertake to prevent and to punish.”

Denne artikel indeholder noget der ligner en juridisk forpligtelse til at forsøge at hindre og straffe folkedrab. Der har dog længe været tvivl om, hvorvidt reglen reelt havde et juridisk indhold, eller om den blot skulle forstås som en slags hensigtserklæring. Det spørgsmål blev besvaret i 2007, da Den Internationale Domstol (ICJ) – i en sag mellem Serbien og Bosnien – gjorde det klart, at artiklen har et reelt juridisk indhold med bindende forpligtelser.

ICJ forklarede dengang, at stater er juridisk forpligtede til at handle når folkedrab begås, og at denne forpligtelse består i, at staterne skal “employ all means reasonably available” for at forhindre forbrydelsen. En stat kan endda ifalde folkeretligt ansvar for et brud på denne forpligtelse, hvis den “manifestly failed to take all measures to prevent genocide which were within its power, and which might have contributed to preventing the genocide.” Domstolen har altså gjort det klart, at man skal gøre hvad man rimeligvis kan i sådanne tilfælde, men den har også pointeret, at stater ikke må bryde folkeretten i sine bestræbelser på at hindre folkedrab.

Det er klart, at ikke alle stater kan have det samme ansvar i alle tilfælde. Det element forholdte domstolen sig også til, og den forklarede, at en række faktorer, så som den enkelte stats kapacitet, geografi og politiske forbindelser, spiller ind. Det vil sige, at da Danmark alt andet lige er geografisk længere væk fra konflikten end Tyrkiet, og har færre militære muligheder end USA, har vi også et mindre juridisk ansvar for at gribe ind. Hvor langt vores (og de andre landes) ansvar rækker er dog stadig meget svært at definere.

Kort sagt er der altså tale om, at det internationale samfund har en juridiske forpligtelse til at gøre ‘noget’ for at hindre folkedrabet i Syrien og Irak, men hvad der konkret skal gøres er noget uklart. På trods af denne uklarhed er forpligtelsen dog blevet endnu mere interessant nu, da flere og flere internationale aktører åbent vælger at definere ISIL’s handlinger som folkedrab, og derved implicit accepterer et sådant ansvar.